»Det var forfærdeligt at sige op. Mine forældre var så skuffede, og især min far blev vred og ked af det, fordi der var en masse uudtalte forventninger om, at jeg skulle føre arven og dermed brandet videre. Men jeg er så glad for, at jeg fik det gjort nu, for jeg nåede at tale med min mor om det, før hun gik bort, og det var dejligt, at hun forstod og anerkendte, at det var det rigtige at gøre for mig.« ( Foto: Malte Kristiansen )

Julie Brandt Dam kunne først for alvor bruge det, som hendes forældre, modeparret Margit og Erik Brandt, havde lært hende, da hun gjorde sig fri af deres forventninger.

Af Sarah Skarum
Tirsdag 17. januar 2012

Jeg er ikke glad, for jeg kan ikke lave det, der er mit hjerteblod. Jeg har lyst til at sige op,« sagde Julie Brandt Dam, da hun en eftermiddag i maj 2011 stod ude i et kopirum og ringede til sin mand. Ingen andre måtte høre samtalen.

Hun var ansat som kreativ direktør i firmaet Margit Brandt og arbejdede sammen med sin far og mor. Men hun måtte beslutte sig for, hvem hun kunne svigte: Sine forældre ved at sige op – eller sig selv ved at blive.

Hun valgte at sige op og besluttede få måneder senere at lave sit eget tøjmærke, der i de kommende modeuger præsenteres på Premium messen i Berlin i januar og på Gallery i København til februar, selvom timingen på alle måder er ret elendig. Det er midt i en finanskrise, hun kom for sent i gang med at lave kollektionen, og hendes mors sygdom blev forværret. Alligevel var tidpunktet helt rigtigt.

»Det var forfærdeligt at sige op. Mine forældre var så skuffede, og især min far blev vred og ked af det, fordi der var en masse uudtalte forventninger om, at jeg skulle føre arven og dermed brandet videre. Men jeg er så glad for, at jeg fik det gjort nu, for jeg nåede at tale med min mor om det, før hun gik bort, og det var dejligt, at hun forstod og anerkendte, at det var det rigtige at gøre for mig.«

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

Julie Brandt er den yngste datter af Erik og Margit Brandt. De var dansk modes førstepar gennem 1960erne og 1970erne. Margit Brandt var et designtalent, landet ikke har set tilsvarende i mange år, Erik forretningsmand om en hals, charmerende, insisterende og gennemførende.

De levede et liv på første klasse. Boede i  New York, hvor Margit Brandt havde butik og havde Andy Warhol som ven. De havde hus i St. Tropez og kørte i hvid Rolls Royce med en sort chauffør. De lavede store modeshows og havde filialer i Schweiz, Hong Kong og Japan. De fik døtrene  Emilie og Julie, født med 13 måneders forskel. Emilie er netop fyldt 40. Julie fylder 39 i morgen.
 
Julie Brandt Dam sidder i sin stue. Klædt i sort. Hun ligner sin mor så meget, at hendes selv egne børn ofte forveksler billeder af hende og Margit Brandt som ung. Hun har forberedt sig til interviewet. Flere A4-ark med sirlig skrift.

En croissant, og en serviet, hun undervejs river i stykker for at tørre sine øjne. For det har været et voldsomt 2011. Både at sige op, så etablere eget firma og midt i det hele blev hendes mor indlagt og døde i oktober. Her først i januar bokser hun stadig med at finde ud af, hvad sorgen er. Og med at adskille den fra alle de gode minder, hun har fra sin barndom og sit liv med sine forældre.

»Jeg har ikke haft en normal opvækst eller en mor, der var en traditionel mor, og vi havde ikke et traditionelt forhold. Hun havde sit eget univers og sine egne drømme, og det er jeg først begyndt at respektere i de senere år. Heldigvis nåede jeg at få sagt mange af tingene til hende – fik fortalt, hvor vidunderlig hun var, hvor højt jeg elskede hende, og hvad hun havde givet os. Men det var far, der var mest sammen med os. Det var ham, der læste lektier og gav os traditioner. Ham, der tog os med på havnen og legede. Eller i teateret. Dengang savnede jeg at have en almindelig mor. En, der kørte os til jazzballet, lavede boller og kage. En mor, der var til stede kun for os. Min mor lagde ikke skjul på, at hun elskede mig og Emilie overalt på jorden, men far var hendes førsteprioritet. Det fine var, at alt det, hun gav ham, levnede ham plads til være mere for os. Det var måske meget utraditionelt dengang, men jeg følte mig ikke nedprioriteret eller som nummer tre på en liste. Hun havde ikke brug for sine børns fortrolighed og nærhed på samme måde, som jeg selv har over for mine børn. For mig er det vigtigt at vide, hvor de er, og hvordan de har det. Hun havde ikke det behov for at få os ind under huden.«

Følg også modestoffet på Facebook

Det resulterede i en barndom, hvor døtrene fik hver sin rolle. Emilie var den drømmende, der skulle være boheme. Julie var en lille hård negl, der skulle være forretningskvinde, og hun blev hurtigt også den fornuftige. Hun blev taget med på råd, når der blev taget store beslutninger derhjemme. Om familien skulle flytte til USA for eksempel, fordi de gerne ville involvere døtrene, men af og til var det også tyngende viden for dem.

Men Julie Brandt Dam klarede den, hun var den hårde, der så tegnefilmen »Dumbo«, som skilles fra sin mor, uden at græde. Det ville hun ikke, for hun var ikke den, der græd. Det var Emilie.

»Jeg har været alt for pligtopfyldende og perfektionistisk i alt for mange år. Jeg øver mig i at tænke good enough is good enough.«

Men det er svært for hende, fordi hun har kæmpet for at blive anerkendt som sig selv hele sit liv. For ikke bare at være en Brandt med en sølvske i munden, to i tasken og en pose penge med hjemmefra. For nok så hendes liv som barn meget glamourøst ud, men selv husker hun det ikke kun sådan.

»Jo, vi var forkælede. Som ti-årige havde vi for eksempel nogle små crossere, som vi havde vi fået, fordi min far syntes, de var sjove, ikke fordi vi selv ønskede os dem. Jeg drømte om at få lov til at få en Chevignon t-shirt, men den fik jeg ikke. Til gengæld ville min mor gerne købe en ruskindsjakke med fjer og frynser til mig, som hun mente, var flot og original, selvom den var otte gange så dyr. På samme måde byttede hun en Marco Polo trøje, jeg havde overtalt min farmor til at give mig. Den var uoriginal, syntes hun.«

Læs også:
Interview: Den anden side af Helena Christensen
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Interview: Charlotte Gainsbourg

Så de to Brandt døtre gik med aviser for at tjene lommepenge. De arbejdede og lærte, hvad ting var værd, at have respekt for dem. Værdier, hun giver videre til sine tre børn, som får lov til at lede efter en forsvundet vante med en lommelygte og gå i tennishallens rodekasse og lede efter mistede t-shirts.
 
»Det er først som voksen, at jeg har kunnet sætte pris på de ting, mine forældre gav os. Nej, de var ikke forældre på den traditionelle måde. Men de gav os så meget andet. De har virkeligt været mine rollemodeller og vist mig, at man kan leve et liv, hvor man elsker sit arbejde. De arbejdede altid, men de stod ikke og beklagede sig over, at de havde stylet til klokken tre om natten. De grinede meget. Og de tog os med alle steder, selv da vi var små.«

Det var et meget offentligt liv, hvor Brandterne ofte var i fokus, og hvor det udefra så ud, som om de fik alting foræret.

Julie Brandt Dam valgte for eksempel at tage på kostskole i Schweiz efter niende klasse, og da hun skulle hjem, søgte hun om lov til at starte direkte i 2.g og dermed fortsætte sammen med sine gamle venner. Det fik hun lov til efter selv at have ansøgt, taget test og indvilliget i at tage fag sammen med 1.g’erne og latin på højt niveau.
 
Men på Øregård Gymnasium gik rygterne straks, at det havde hendes far da fikset. Selvom hun havde søgt uden at sige noget til nogen, heller ikke til sine forældre.

Eller da hun som 21-årig besluttede sig for at åbne tøjbutikken Rue Verte i Grønnegade sammen med Michala Jessen uden at konsultere sine forældre, kom kunderne ind og hviskede »det dér er datteren, det er Brandternes butik«. 

Det var i en periode, hvor hun – helt efter den fra barndommen udstukne kurs – læste SPRØK på Handelshøjskolen. Butikken kombinerede som en af de første i København både tøj og interiør, men hun åbnede den uden støtte eller indblanding fra sine forældre, der dog satte pris på initiativet.

»Folk tror, jeg har været møghamrende forkælet hele mit liv. At det sikkert også var mine forældre, der har købt et hus til mig. På et tidspunkt betød det noget for mig ikke at kunne få anerkendelse for de ting, jeg selv gjorde og opnåede. Jeg har søgt den anerkendelse længere tid end mange andre, og jeg har altid haft et ekstremt behov for at blive forstået. Jeg kan ikke sætte et punktum, får jeg tit at vide, fordi jeg altid lige vil forklare lidt mere, fordi folk altid har troet, at jeg er kommet så let til tingene. Selvom jeg ikke er ligeglad endnu, er jeg blevet meget mere ligeglad.«

Læs mere om Julie Brandt Dam og hendes tanker at skulle løfte familiearven