Afslappet og stadig elegant. Selvfølgelig går kronprinsessen også i cashmeresweatre. ( Foto: Keld Navntoft )

Historien om den blødeste luksus-uld, cashmere, starter blandt sarte geder i Mongoliet, bevæger sig over engelske imperialister i Indien og ender i disse dage i den fine ende af H&M.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Flere billeder

Se også

• Sandwich med roastbeef og grøntsager
• Sandwich med røget sild
• Rugsandwichboller
• Weekendmad: Lav lækre sandwiches til skovturen
• Weekendmad: Hornfisk med persillesauté og rabarberkage
• Rabarberkage
• Hornfisk med urtekartofler og persillesauté
• Weekendmad: Små frokostretter

Af Sarah Skarum
Søndag 07. december 2008

»Må jeg ikke ae dit halstørklæde?« Min veninde rækker hen over bordet med et smil og lægger hænderne på et sort tørklæde, der har hængt på mig, siden jeg hev det ned af stativet hos COS i en frokostpause. Det kostede 400 kroner, ligner bare noget hverdagshalløj, man kan bruge hver eneste dag, bare sort og varmt. Men det er meget, meget blødt. For det er lavet af cashmere. Og egentlig fortæller mit halstørklæde, købt i en high street butik og til en pris, hvor det ikke er en katastrofe, hvis det bliver væk en nat på en bar, historien om cashmere ganske fint.

Fra supereksklusivt til hverdagsluksus.

Men historien om cashmere starter langt langt væk, både fra kædebutikker og København.

På sletterne i det indre Mongoliet græsser kashmiri-gederne, som cashmere-ulden kommer fra. Her er iskoldt om vinteren og stegende hedt om sommeren, og derfor udvikler gederne en tynd varm uld, som isolerer om vinteren, men er kølig om sommeren. En gang om året kan ulden plukkes af deres maver. Ulden er syv gange tyndere end almindelig uld, og til en enkelt ulden sweater til en ikke alt for stor dame går der uld fra tre-fire geder.

Allerede her er vi ved at have lagt i ovnen til en historie, som selv den mest irriterende brandingguru med sære briller og twitteropdatering hver time ikke kunne skrive bedre. Og det bliver bedre endnu, for superlativerne står i kor, når man læser om cashmere:

»Det blødeste, varmeste, fineste man kan købe,« skriver forfatter og indehaver af en hip strikkebutik i New York, Linda More.

»Cashmere er tekstilernes udgave af en Rolls-Royce, en diamanthalskæde eller et feriehus på en caribisk ø,« proklamerer Robert R. Franck i bogen »Silk, Mohair, Cashmere and other Luxury Fibres«.

For ikke nok med, at ulden er så blød, så blød og varm. Den har også en ret fortryllende historie, som fortaber sig tilbage i både myter og fortællinger, inklusive den, at Moses svøbte stentavlerne med de ti bud i cashmere, før han lagde dem i pagtens ark.

De første spor af brugen af cashmere findes omkring 2300 f.Kr. i Mesopotamien. Og arkæologiske udgravninger viser, at man varmede sig med cashmere i Syrien omkring år 200. e.kr. Men de første skriftlige spor findes i Asien. Her plukker man gederne, spinder ulden, og i løbet af 1300-tallet bliver ulden via handelsruterne bragt tilbage til Europa, blandt andet af Marco Polo. Kæmpe succes opnår de dog først, da den indiske hersker Zanul Abidir inviterer vævere fra Turkmenistan til sit hof for at væve mønstrede sjaler af den kostbare cashmere-uld. Her udvikler væveriet sig til en kunstart, som frembringer utroligt kostbare sjaler, som var »de blødeste, varmeste, mest luksurøse sjaler, verden endnu har set,« som Linda More skriver.

Lidt som Hermès holder prisen – og snobværdien – oppe på deres håndlavede taske ved kun at frembringe et begrænset antal tasker i værkstederne i Paris, bliver værdien af datidens cashmere-sjaler holdt oppe af et begrænset udbud. Det kan tage en familie op mod et år at fremstille et tørklæde ved først at karte, spinde, indfarve og væve ulden. Sjalerne bliver brugt af indiske herskere, deres kuldskære koner og givet som gave til brude, men i 1700-tallet opdager engelske handelsrejsende dem og begynder at tage dem med hjem som gaver til deres koner.

Et mønstret cashmeresjal bliver dermed en raffineret, men meget effektiv måde at prale med sin utroligt succesrige mand, der har klaret sig i den store verden, nøjagtigt som et par sko med røde såler eller en stor diamantring på venstre finger er i dag. Og en mand, der gerne vil bevise sin succes – og måske gøre indtryk på fruen – er den franske kejser Napoleon, der forærer kejserinde Josephine 60 sjaler, der alle koster 8.000-12.000 franc. På engelske websites som Victorian.co.uk gyser man dog og viderebringer rygter om, at hun ikke var så begejstret, så de mest af alt blev brugt som gardiner og som gulvtæpper.

Hendes efterfølger Napoleon III’s hustru Eugenie er til gengæld både glad for mode og for sjalerne, som hun gør særdeles populære.

Og hvad gør driftige unge mænd, når noget er populært? På kopimarkederne i Østen og fra store bylter i alle storbyer sælger de i dag kopier af for eksempel Hermès-tasker. Og i 1812 forsøgte en ung dyrlæge, William Moorcroft, at gøre noget tilsvarende. »The Indian Oriental Company« får han lov til at sejle til Indien, hvorfra han stjæler 50 geder, som han stuver om bord på to skibe og sejler tilbage mod England med. Men uærlighed lønner sig ikke. Skibet med hungederne går ned, og hjemme i Skotland dør alle hangederne efter fire måneder. Moorcrooft konstaterer, at de nok kun kan leve i Asien – og alle senere forsøg på at opdrætte geder andetsteds, i USA, Australien og England, har givet uld af en langt dårligere kvalitet. Klimaet gør forskellen på den fantastiske varmeisolerende og lette uld og en uld af dårlig kvalitet.

I slutningen af 1800-tallet går det sjalerne, som det senere gik gulerodsbukser, skulderpuder og turkisøjenskygge: De går af mode. Men modemøllen kværner videre, nyt vinder frem, og det kostbare materiale, cashmere, bliver bare brugt til andre ting. Nu dukker de ting op, som vi kender så godt i dag. Sweateren og twinsettet. Amerikanske designere gør sweateren til luksusherretøj, ikke bare til at holde varmen i. Skotske Pringle opfinder i 1933 twinsettet, en ærmeløs top og en cardigan i samme farve (tænk Bree i »Desperate House Wives« eller Charlotte i »Sex and the City«), som et utal af stjerner fra Marilyn Monroe over Grace Kelly til Wallis Windsor viser sig i. Og hertuginden af Windsor delte sin glæde over cashmere med sin mand, han fik leveret cashmeresokker fra Pringle – nok havde han ikke længere et kongerige, men derfor behøver man ikke at fryse om tæerne.

I 1930erne bliver cashmeren også et materiale, som anvendes af de førende designere i Paris. Fra Coco Chanel, der hev de maskuline detaljer fra sine elskeres tøj ind i kvindemoden, inklusive cashmeretrøjen, til andre designere som Jean Patou og Elsa Schiaparilli (som nu næsten er glemt, men som var uhyrligt toneangivende og opfandt farven shocking pink), der brugte cashmere til luksurøst vintertøj.

Senere begyndte Mainboucer, den amerikansk-franske modemand, der blandt andet stod bag cashmere-elskeren Wallis Windsors brudekjole, at udsmykke cashmere-cardigans med perler og pailletter – tænk på de cardigans, der omkring årtusindskiftet hærgede dansk mode (og var, sku’ vi hilse og sige, særdeles inspireret af loppemarkedsfund fra New York fra denne periode), og som man i Day Birger et Mikkelsens kollektioner stadig ser reminiscenser af.

Sådan blev cashmeren op gennem 1940erne og 1950erne både den modne kvindes sikre valg (man skal næsten være Marilyn Monroe for at gøre det sexet) – og teenagepigers, når de lånte mødrenes cardigans og knappede dem omvendt, så knapperne sad på ryggen. I denne periode blev cashmeren især produceret af skotske og italienske væverier, og det fortsatte frem til 1990erne, hvor Kina lempede på eksportreglerne med det resultat, at der kom langt mere cashmere på markedet – og i en langt dårligere kvalitet. Pludselig kunne man købe cashmere i butikker som Gap, Benetton og Banana Republic. De sidste med sloganet: »American Cashmere as the new American Casual«.

Priserne fik endnu et nøk nedad, da Kina i begyndelsen af 2005 ophævede kvoterne for salg af færdigproducerede varer, så man i billige amerikanske butikker som Express Design kunne købe en cashmeretrøje for omkring 30 dollar. Og den var blød og varm og så fin ud som den lå i plasticposen, men den kradsede, for den var syet sammen med en hård nylontråd, der kradsede, og den fnuldrede også ret meget.

I et køkken i Klampenborg har man ikke den slags problemer. Her mellem Arne Jacobsen-stole og Philippe Starck- lamper holder firmaet Muccia til. Det er et af de danske fimaer, der også er gledet med på cashmeretrenden sammen med for eksempel Rosamunde, Bad Habit og Månestråle.

Sammen importerer Grith Glad-Larsen & Dorte Kathrine Brodersen. cashmerestrik til mænd og kvinder fra det indre Mongoliet under navnet Muccia. Og de kender alt til cashmere og den slags, der fnuldrer.

»Det er jo der, man kan se, hvordan kvaliteten er,« siger Grith Glad-Larsen.

Dorthe Kathrine Brodersen og hendes mand startede firmaet, fordi de ville lave cashmere med tryk.

»Mere casual, som t-shirt, ikke så fint,« siger hun.

Senere kom Grith Glad-Larsen med ind i firmaet, og nu laver de færre tryk og flere klassiske cashmereting. Cardigans, v-halse, tørklæder. Lækkert basistøj og til priser på højst 1.500 kroner.

»Det er sådan, at alle kan være med. Vi kunne se, at dér var et hul i markedet, så der ligger vi,« siger Grith Glad-Larsen:

»Og det går faktisk rigtigt godt. Vi har lige ansat en sælger, vi er i Norge og Sverige, det går godt med vores webshop, og vi har for eksempel også solgt en del sweatre som firmagaver.«

Dorthe Kathrine Brodersen smiler:

»Det er da en god julegave at få. Cashmere er jo den største luksus, man kan få. Det er så rart at have på. Vi troede, at vores store sæson ville være om vinteren, men om sommeren er der også mange, der køber det. En lille cardigan er rar lige at tage over skuldrene, hvis man har en tynd kjole på,« siger hun.

»Cashmere er jo ikke længere noget for velhavende. Nu er det for alle. Min datter stjæler mine trøjer fra mit skab, og min mor går også i vores trøjer. Cashmere er så rart at have på,« siger hun.

Og det er det jo. Så når Jennifer Saunder skriver en bog med titlen »151 ways to pamper your inner princess«, hvis eneste formål er at »få dig til at føle dig som den kvinde, der bor i en penthouse og kører i en Jaguar«, hvad er så den helt oplagte titel? Jamen det kunne jo næsten ikke være andet.

»Wear more cashmere«.

Også selv om det bare er et tørklæde, der ligner noget, som ikke kun kan varme, men er så blødt, at man også føler sig aet lidt på halsen, når man tager det på og går ud i vinterkulden.

Ahhh. Cashmere.

www.cashmere.org

www.cashmerecentre.com

www.muccia.com

Tip! Der er mange indviklede forslag til, hvordan man behandler cashmere. Indehaverne af Muccia har et rimeligt afslappet forhold til plejen:

»Vi smider dem i vaskemaskinen og vasker dem på et uldprogram med uldvaskemiddel. Tørrer dem og stryger dem med et dampstrygejern på lav varme.«

Grith Glad-Larsen hænger sine på bøjler, Dorthe Kathrine Brodersen har dem liggende på hylder. »Foreløbig går begge dele ret godt,« siger de.