
Det klædte faktisk både mærke og tøj at være lidt afdæmpet nordisk og knap så flashy, selvom der stadig var godt med diamanter og zobel blandt publikum. Det handlede om tøjet og ikke om andet, og det var ret forfriskende. ( Foto: Andreas Beck )
Rebekka Bays anden kollektion for Bruuns Bazaar var ganske simpelt – pæn.
Af Sarah Skarum
Fredag 03. februar 2012
Bruuns Bazaar var gået i det minimalistiske hjørne og havde nedbarberet deres sædvanligvis meget store shows med mange gæster – de sidste par sæsoner på Rådhuset – rigeligt med champagne og endnu flere små kager.
Langt færre gæster var inviteret på Kunstindustrimuseet, seatet på bænke i en enkel sal.
Se flere billeder fra showet i galleriet til højre >>
Og det klædte faktisk både mærke og tøj at være lidt afdæmpet nordisk og knap så flashy, selvom der stadig var godt med diamanter og zobel blandt publikum. Det handlede om tøjet og ikke om andet, og det var ret forfriskende.
Følg også modestoffet på Facebook
Det var anden sæson med Rebekka Bay i chefdesignerstolen hos Bruuns Bazaar, og det virker som om hun for alvor har sat sig til rette. Hun kom fra COS, og selvom fornemmelsen af en tråd til hendes fortid i den grad er til stede, er det som om hun nu er mere Bruuns Bazaar, mere sin egen.
Det var en kollektion med flere key looks – og den pointe blev i den grad understreget, da mange styles blev vist mange gange – blandt andet en løs, blød, tynd blazer med en knap til et par stramme trekvart-lange bukser, både i sort, men også i blandt andet lys koral.
Der var et par også trekvart-lange bukser med et bredt læg foran, der gav vidde, når modellen gik. Det gav en fornemmelse af kontrolleret overflod. Der var lige korte kjoler med en elegant lynlåsdetalje i den ene side af halsudskæringen, og der var en faktisk morsom brug af dykkerdragtslignende materiale i bastante trøjer med rund hals, sat sammen med pencilskirts.
Brugbart, voksen og ukedeligt. Få prints, men et fint lidt lettere i grønt og hvidt med gitter, blandt andet brugt i en flagrende nederdel og en kjole med klare cos-referencer med felter af mat silke.
Dametøjet var bedst
Til herrerne lidt store jakkesæt med to knapper, nogle desværre noget posede i materialet, det var som om dametøjet var af bedre kvalitet og smukkere tilrettet. Men Bruuns Bazaar er som altid ualmindeligt leveringsdygtige i gode bukser, den fornuftige men pæne frakke i marineblå, der både kan bruges på jurastudiet og på Søndre Boulevard.
Det var, som om tøjets kvalitet var bedre end normalt, lige en anelse skarpere. Og så giver den nordiske stil, som Rebekka Bay repræsenterer mægtig god til.
Det er ikke morsomt, men det er begavet og brugbart, længe før det bliver intellektuelt fortænkt eller slet og ret kedeligt. Pænt slet og ret.
Læs også:
Ole Yde når han er allerbedst
Den dag Karen blev blød
Vibskov på den voksne måde
Tvillinger på jagt efter en mission