
I dag styres Panerai af italienske Angelo Bonati, der netop arbejdede for Cartier, da Rupert og Richemont anskaffede sig Panerai. Og han har virkelig forstået at føre Panerais maritime historie ind i det 21. århundrede. Han har nemlig ikke kun forstand på ure. Han elsker også havet, der er Panerais DNA. ( Pressefoto )
Italienske Panerai er i dag et af verdens mest efterspurgte urfirmaer. En status, som Sylvester Stallone har en aktie i.
Af Af Kristian Haagen/Timegeeks.dk
Fredag 16. december 2011
Er der en ting, man kan takke den amerikanske actionskuespiller Sylvester Stallone for, er det at have medvirket til, at urfirmaet Panerai i dag bærer titlen som et af verdens mest efterspurgte.
Det var Stallone, der i 1990erne fik øje på de store armbåndsure med de tydelige tal og præsenterede det for sin gode ven og – skulle det vise sig – Panerais redningsmand, den sydafrikanske forretningsmand Johann Rupert fra luksuskoncernen Vendome Group.
»Det ur vil jeg eje,« udbrød Johann Rupert efter sigende, da han så det om Stallones hårdtpumpede håndled og købte derpå hele det skrantende firma bag.
Læs også:
En urklassiker vender hjem
Kvindernes tikkende smykker
Papa Swatch og den fineste urmagerkunst
Rupert’s firma ejede allerede adskillige urfirmaer, da Vendome Group overtog produktionen af Panerai i 1997. Blandt andet Cartier, der kom til at stå for den daglige ledelse af det nyankomne urfirma med de markante ure. Opturen for Panerai begyndte nu for alvor.
Det var også lige på falderebet. Det italienske firma lancerede i 1936 sin første prototype af et ur, der var dedikeret italienske kampdykkere under Anden Verdenskrig. Der blev derfor kun lavet ganske få styk af disse 47-millimeter store dykkerure. Desuden bestod Panerai’s primære produktion af militær hardware, og urene havde derfor ikke firmaets største opmærksomhed.
Dette ændrede sig radikalt i 1993, hvor Panerai var ved at lukke. Den Kolde Krigs endeligt betød, at ordrebøgerne stod gabende tomme, og derfor besluttede Panerai’s ledelse sig for at genoptage den tikkende produktion, dog med ure til det civile marked. Det betød, at det 47-millimeter store originaldesign måtte slanke sig tre millimeter, og desuden stå model til en moderat design- og værkmæssig modernisering.
Men uret havde svært ved at finde fodfæste hos verdens ur-entusiaster, indtil den dag i 1997, hvor Johann Rupert forelskede sig i det og – en smule med Stallones hjælp – fik sat det på verdenskortet.
I dag styres Panerai af italienske Angelo Bonati, der netop arbejdede for Cartier, da Rupert og Richemont anskaffede sig Panerai. Og han har virkelig forstået at føre Panerais maritime historie ind i det 21. århundrede. Han har nemlig ikke kun forstand på ure. Han elsker også havet, der er Panerais DNA.
Det er således kun ganske naturligt, at Panerai’s undersøiske historie kommunikeres ofte. Bonati har dog udvidet historien og kommunikerer også det, der findes på havet, nemlig både. Og helst de ældre af slagsen.
Følg også modestoffet på Facebook
I den sammenhæng har Panerai været hovedsponsor for fem årlige regattaer for ældre yachts. Nogle helt tilbage fra 1800-tallet, men også nyere både fra 1990erne. Fælles for dem alle er, at de ejes af mennesker med en ægte passion.
Bonati er i sandhed også en passioneret person. Da han fandt en William Fife-bygget skonnert under en regatta i Caribien i 2005 og erfarede, at hun var bygget i 1936 – samme år som den første prototype af de ure, hans firma producerer – tabte han sit hjerte og fik hende renoveret for adskillige millioner kroner. Rygtet siger, at den var så omstændig, at Panerai kunne have købt to spritnye både til samme pris. Men det ville ikke have vækket lige så stor opsigt og positiv omtale i alverdens medier.
Det tog Panerai næsten tre år at renovere Eilean, som båden hedder. Det er ikke en specielt prangende båd, men den blev berømmet, da forsangeren fra Duran Duran, Simon Le Bon, dinglede med fødderne i stævnen af den i videoen til bandets megahit »Rio« i 1984.
Bonatis maritime interesse har for nylig resulteret i lanceringen af et dykkerur af bronze. Bronze synes måske at være et usædvanligt materiale at bruge til et ur, men ikke desto mindre velegnet til især dykkerure. Bronze bliver ikke magnetiseret, når diverse maskinelle procedurer arbejder med selve urkassen, modsat stål. I værste tilfælde kunne et stål-ur, der bare er en smule magnetisk, udløse en mine.
Læs også:
En urklassiker vender hjem
Kvindernes tikkende smykker
Papa Swatch og den fineste urmagerkunst
MS mødte Angelo Bonati i Milano under åbningen af den Panerai-sponsorerede »O’Clock: Time Design, Design Time«-udstilling på Triennale Design Museet, hvor han fortalte, at inspirationen til bronzenyheden kom fra en prototype af et dykkerur af samme materiale fra 1984, samt diverse dele på båden Eilean, der ligeledes ændrer sig dag for dag på grund af vind, vejr og ikke mindst saltvand fra de mange regattaer, hun deltager i.
Samme udstilling introducerede desuden en ny model, der hylder både Panerais maritime historie og nuværende position som såkaldt manufacteur. Det betyder, at Panerai er i stand til at designe og producere sine egne værker, og dermed være mindre afhængig af eksterne leverandører. Denne nye model – Luminor Marina 1950 med manuelt optrukket værk, der tilbyder tre dages gangreserve, når det er fuldt optrukket – vil være en del af 2012 kollektionen, der officielt præsenteres på SIHH urmessen i januar.
På Triennale Design Museet blev denne tikkende nyhed vist frem i et kunstnerisk udsmykket akvarium, hvilket atter mindede iagttagerne om det italienske urfirmas maritime DNA.
»O’Clock: Time Design, Design Time«-udstillingen på Triennale Design Museet Milano udstiller diverse kunst- og designværker, der alle fortolker begrebet tid. Damien Hirst (der er passioneret samler af Panerai ure) er blandt de udstillende kunstnere med to værker. Udstillingen kan opleves indtil 8. januar 2012.