De fleste ser rockstjernen i Mikael Simpson, der er den mest prisbelønnede danske musiker i det ny årtusind. Det gør han ikke selv. Indeni kæmper Simpson, der på mandag udsender sit femte soloalbum, med et udtalt had, en vrede, uro og et negativt fortegn på tilværelsen. Pilen peger tilbage til barndommen i Vestjylland, hvor en følsom dreng lærte at tie stille.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Flere billeder

Se også

• Weekendmad: Kalvekoteletter, tomatrisotto og melonsalat
• Ravioli med pancettafyld
• Weekendmad: Brisler, skrubber og flødeboller
• Flødeboller
• Fjordskrubbe med lun agurkesalat

Fakta om Mikael Simpson

Født 1974 i Holstebro

Startede sin musikalske karriere i indiepop-og rockbandet Luksus, sammen med Lise Westzynthius, Georg Rune Andersen og Henrik Vibskov. Udsendte en ep og et helt album inden opløsningen i 2001.

Debuterede i 2002 som solist med »Os 2 + Lidt Ro 2002«, som gav en Steppeulvspris som Årets Håb i 2003.

Har blandt andet vundet to Steppeulve for årets album, to Danish Music Awards som årets sangskriver, samt P3 Prisen i 2006 og en Robet for sin musik til filmen »Rene Hjerter«, der havde Anders Matthesen i hovedrollen.

Har bl.a. spillet med Nikolaj Nørlund, skrevet tekst for- og spillet med Anders Trentemøller, skrevet tekst til- og sunget for Lulu Rouge. Medvirker desuden på diverse remix af Anders Trentemøller, bl.a. for Pet Shop Boys og Depeche Mode.

Udsendte i 2008 spoken word-albummet »vi sidder bare her...« sammen med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig.

Udgiver på mandag sit femte soloalbum med titlen »Slår Skår«.

Af Thomas Søie Hansen
Lørdag 07. marts 2009

Mikael Simpson er næsten blind på det ene øje og ser dårligt på det andet. Om sommeren hæver hans øjne op og løber i vand på grund af en heftig græsallergi. Men selv dér er det ikke til at tage fejl af. Øjnene udstråler en næsten skræmmende selvtillid. Indeni står det imidlertid skidt til med hans selvværd, og han kender den psykiatriske skadestue indefra. Han gik ud af 10. klasse med en fraværsprocent på over 60, hans gennemsnit i 9. klasse var 4,7 efter den gamle skala, og det inklusive et 13-tal i engelsk. Anden uddannelse har han ikke.

Men når han taler, er det med en overbevisning og en pondus, mangen en direktør eller politiker ville misunde ham. Han kan – og han har gjort det tit – overtale de fleste til det meste. Og medierne har forlængst lært at elske hans sarkastiske tunge. I virkeligheden vil han bare gerne siges imod, og overlade kontrollen til andre.

Hjemme leger hans søn med sin højgravide mor, Mikaels kæreste. De er en kontrast til hans usikre opvækst.

I det studie, han deler med kollegaen Frithjof Toksvig, står masser af guitarer og stort computergrej som blandt andet indeholder ting og sager fra et arbejds- og venskab med musikalske sværvægtere som Trentemøller og Lulu Rouge.

Hengemt i et hjørne af studiet står en imponerende række anerkendende priser fra en Robert til flere Steppeulve og Danish Music Awards. De er i virkeligheden mest af alt symbolet på, at man kan gå fra at være bistandsklient til at være noget, sangskriver, på en nat.

På overfladen er Mikael Simpson i dag den mest prisbelønnede og anmelderroste danske musiker i det ny årtusind og han lever et nogenlunde almindeligt liv. Men det er ikke mere end fem år siden, at han blev hentet i et salatfad og Fogedretten ville tage pant i hans eneste guitar, og indeni roder han stadig med »300 dårlige dage om året«, med bekymringer og negative energier. Med had og vrede især. Han er kommet hertil på »ren vilje«, som han siger.

De stærke følelser går tilbage til barndommen i Vestjylland. Et sted, hvor det ikke var tilladt at give udtryk for alt det, der rumsterede indeni, fortæller han og husker tilbage på sin opvækst i Holstebro.

»Jeg var enebarn, indtil jeg var ni-ti år. Jeg følte mig overladt til mig selv, sad altid alene og legede, fordi min far arbejdede om natten som værkfører på en plastickop-fabrik, min mor gjorde rent om dagen i et fængsel. Min mor er englænder, og hun virkede ikke særlig tryg, kunne ikke tale med så mange og kunne ikke rigtig forstå mekanismerne. Min far er fra et børnehjem... de blev skilt og flyttede fra hinanden én gang om året. Så jeg skulle ud i Holstebros ghetto og bo med min mor og tilbage igen året efter. Jeg boede aldrig det samme sted i mere end et år. Mine følelser var totalt strandede, men jeg sagde aldrig noget.«

- Hvorfor ikke?

»Det gjorde man ikke dér. Jeg føler helt klart, at jeg er født det forkerte sted, fordi jeg godt kan lide, at der bliver sat ord på tingene. Og det gør der bare ikke i Vestjylland. Alt det, der kommer ud derovre, er negativt ladet. Ingen nyheder, med mindre det er dårlige nyheder. Selv hvis tingene er gode, så er de ikke-dårlige. Det var jeg helt »fed up« med. Det er også derfor, at jeg har fået et meget interessant dansk sprog med årene, hvor alt det, jeg siger, som er positivt, siger jeg på københavnsk, og alt det, som er negativt, siger jeg på jysk. Jeg har jo aldrig hørt nogen sige »du er fed, jeg elsker dig« derovre.«