Meditation er blevet mainstream og passer perfekt til det moderne menneskes travle liv. Derfor bugner det med instruktionsbøger - den nyeste udkom i torsdags. Forskningsresultater viser, at effekten af meditation kan ses i hjernen allerede efter otte uger. Så hvorfor ikke bruge sommeren på at lære nogle teknikker?
Af Anne Funch
Fredag 17. juli 2009
Stille som anonyme bronzestatuer sidder de i lotusstilling med halvt lukkede øjne, let adskilte læber, ranke rygge og spidsen af tommelfingrene mod hinanden.
En humlebi har forvildet sig ind ad den åbne havedør og truer et øjeblik med at lave sabotage ved at bryde koncentrationen og den totale stilhed med sin insisterende summen.
Men humlebien skynder sig ud igen næsten lige så hurtigt, som den kom ind. Som om den ville sige: »Hallo – hvad venter I på? Sommerlivet er i fuld gang udenfor.«
Svaret er »ingenting«.
Det er det, det hele handler om: At nå frem til en tilstand af ingenting.
Se også:
Et mylder af tanker passerer de mediterendes hoveder. Både hos juristen fra Skat, konsulenten i Novo Nordisk og de andre på det lille hold, der hver især daglig sætter sig på puden derhjemme og forsvinder væk fra overfladen en halv times tid, morgen eller aften.
Denne dag har de fri og deltager i en meditationsdag, der foregår i en villa med Roskilde Fjord i baghaven. Det er firmaet Zenminds base og her, træningen foregår. Med mindre Zenmind er ude hos Novozymes, Grundfos, Nykredit, Danske Bank, DJØF, TDC eller nogle af de andre virksomheder, der ifølge firmaet de seneste år har vist interesse for at introducere medarbejderne til en meditation, de også kan få gavn af hjemme i privaten.
Mylderet af tanker fortsætter hos statuerne på gulvet, men enhver tanke bliver blidt sendt videre uden at flytte deres fokus. Ingen tanker opnår så høj en status, at tankens ejer vil forholde sig til den – uanset, hvor vigtig tanken end måtte være. Ikke lige nu. For det er nuet, der gælder og det, de syv danskere på gulvet træner i.