Af Jens Andersen
Tirsdag 25. november 2008

Professionelle fodboldspillere er ikke, hvad de har været.

Engang i en ikke særlig fjern fortid trissede grønsværens helte ind på banen i tilfældig orden.

De bar store, slaskede trøjer og små bukser, der fik de kridhvide lår til at se latterlige ud.

Deres frisurer vekslede mellem hentehår, hestehale og halvmåne, og tænderne var sjældent nogen fuldtallig, snorlige perlerække.

I dag er der anderledes sexappeal over professionelle fodboldspillere. Tænk bare på den pompøse optakt til enhver kamp ved VM, EM, i Champions League og de nationale ligaer, der får enhver fodboldarena fra Tromsø til Tanger til at ligne et forfængelighedens marked.

Til tonerne af Wagner-agtige rytmer tripper 22 bodybuildede mandemodeller med stylet hår ind på den grønne catwalk i kropsnære dragter og lakstøvler i alle regnbuens farver, mens kameraerne i minutterne inden kickoff zoomer ind på 22 særdeles soignerede fyre, som enten bærer små diamantøreringe eller er kunstfærdigt tatoveret.

Der var engang – for bare 20 år siden – hvor man i minutterne efter en storkamp godt kunne forveksle de trætte aktører med en flok kulminearbejdere, der lige var kommet op af den møgbeskidte skakt.

Men med vor tids overdækkede arenaer, kunstgræs og højteknologisk anlagte baner, hvis græstæpper ligner golfgreens, er der sjældent så meget som en mudderklat eller et grønt bremsespor på spillernes tøj eller kroppe.

Og fik du og jeg oppe på tilskuerpladserne en gylden mulighed for at stikke vores fannæser ned i de trøjer, heltene tager af og bytter umiddelbart efter kampen (så vi rigtig kan se de hårdt pumpede torsoer med mystiske blæktegn), ville de ikke hørme af sved og sekreter, men dufte lifligt af Armani, Boss og Calvin Klein.

Hele denne moderne iscenesættelse af spillet og spillernes image er et relativt nyt fænomen, man kunne kalde for »sexfaktoren i fodbold«. Spørger man en erfaren, kvindelig iagttager som TV3s fodboldreporter, Luna Christofi, der færdes hjemmevant i den mandeverden, der udfolder sig på sidelinjen og i spillertunnelen på alle de store stadions i Europa, så har denne faktor aldrig været større:

»Professionelle fodboldspillere har i dag afløst de mandlige skuespillere som modeikoner. Med de astronomiske lønninger og dyre vaner, vor tids spillere oppebærer, deres forbrugsmønstre og livsstil, er de perfekte sælgere af alt fra tøj og smykker til ure, biler og både. Fodboldspillere i dag er generelt meget mere forfængelige end for 20 år siden. De klæder og smykker sig, lader sig tatovere, farver hår og får manicure i en grad, så de så inde på banen ligner juletræer.«

Denne relativt nye tendens tilskriver Luna Christofi – ud over David Beckham-effekten, som vi vender tilbage til – altså de voldsomt mange penge, som de seneste ti-tyve år er strømmet til sporten og har gjort soccer til klodens største og mest populære underholdningsindustri. Det er en industri, siger Christofi, der kædes sammen med alt mulig andet i samfundet, og som gør eksempelvis yngre spanske spillere som Bojan Krkic, Cesc Fábregas, Fernando Torres og David Villa til særdeles attraktive reklamesøjler.

Og sexobjekter. For også i Spanien, hvor Luna Christofi bor, når hun ikke er på farten fra den ene Champions League-kamp til den næste, strømmer kvinder i disse år til fodbold. Ikke mindst for at nyde og dyrke synet af 22 virile og veltrænede mænd.

»Spanske kvinders pludselige dyrkelse af fodboldspillet hænger helt klart sammen med, at spillerne ser ud som de gør«, understreger Luna Christofi. Hun foretrækker lidt ældre fodboldpersonligheder som Milans veteran Paolo Maldini (»Whauw, bare en flot fyr!«), Barcelonas unge træner, Josep Guardiola (»atletisk smuk og cool«), og Spartak Moskvas danske coach, Michael Laudrup (»meget speciel udstråling og dejligt stærkt og fast blik i øjnene«). Og i øvrigt synes Luna, at sexfaktoren er bekymrende lav på det nuværende danske landshold – bortset fra Nicklas Bendtner og Martin Jørgensen.

Det nye i fandyrkelsen af professionelle fodboldspillere er altså, at det ikke længere kun handler om mange mandlige tilskueres spejling i få udvalgte mænds strålende præstationer og superflotte kroppe, men også om flere og flere kvinders længsel efter at se, hvad der gemmer sig under spillerdragten på yngre og ældre latinolovers som Cristiano Ronaldo, Luca Toni, Alessandro Del Piero, Fabio Cannavaro, Luís Figo, Sergio Ramos med flere.

Er man i tvivl om rigtigheden af den påstand, så kast et blik på Cristiano Ronaldos billedbårne selvbiografi. »Moments« (2007), der i den grad henvender sig til kvindelige købere og læsere. Her poserer verdens p.t. hotteste fodboldspiller og mest attraktive ungkarl i enten stramt spillertøj eller badeshorts fra alle tænkelige vinkler, mens han fortæller småhistorier om sig selv og berømmelsens pris.

Herunder besværet med at holde insisterende kvindelige fans fra hoveddøren. Som den unge hollandske kvinde, der i 2006 i flere gange i bogstaveligste forstand camperede i forhaven til Christianos engelske hus, for at komme i snak og nærkontakt med sin store lidenskab og besættelse, og til sidst måtte eskorteres væk. Først af fodboldheltens familie og venner, og et par måneder efter – da hun igen slog teltpælene op – af politiet.

Vil man have endnu flere kontante beviser på sexfaktoren i vor tids fodbold, skal man tænde computeren, klikke ind på YouTube og se, hvad der gemmer sig af billedserier under lokkende overskrifter som Sexy footballers, Sexie footies eller Sexy topless footballer pics.

Her vrimler det med mere eller mindre afklædte topspillere fra alle de store europæiske ligaer, der ikke kun virker hyperbevidste om deres rolle som sexobjekt, men også ser ud til at nyde en form for ekshibitionisme, som ikke tidligere – i hvert fald ikke før modeikonet og playboyen George Best huserede i Manchester United-trøjen i 1968 – havde så forfærdelige meget med fodboldsporten at gøre. Hvad har de gang i?

»Jamen, alle disse unge mænd viser deres køn frem på en ny måde, der - som aldrig før i fodboldspillets historie - rummer både den feminine og den maskuline side«, påstår idræts- og mandeforskeren, professor og dr.phil Hans Bonde, hvis nye bog, »Det ekstreme køn. Sport, politik og maskulinitet«, netop er udkommet og blandt mange andre ting tematiserer fodboldspillets sexfaktor.

Hans Bonde påpeger i et kapitel om »Den store mandlige cyklus«, at netop vor tids fodboldstjerner er blevet frontfigurer i sexualiseringen af den moderne mand, og denne sexfaktor er ligefrem blevet tilgodeset i de skrevne fodboldregler:

»Tidligere kunne fodboldspillere, der hev trøjen af, når de havde scoret et mål, risikere at blive bortvist fra kampen. Nu nøjes man med at give dem et gult kort. Angiveligt fordi man er bange for, at kroppen vil blive brugt til politiske budskaber. Ikke desto mindre sker det jo igen og igen, at spillerne smider trøjen efter en scoring, bl.a. fordi de ser en enestående chance for at eksponere deres egen flotte, spændte krop, hvilket FIFA næppe har noget imod.

Der er altså tegn på, at fodboldspillet i udviklingen til showbiz trækker manderollen mere i retning af det æstetiske, og med udgangspunkt i en medieskabt ekshibitionisme og en ny form for fandyrkelse, der i højere grad involverer kvindekønnet.«

Skal man pege på en person, der har flyttet milepælene i den retning, er det David Beckham. Den engelske superstjerne blev i slutningen af 1990erne og i de første år af dette årti personificeringen ikke kun af den stigende sexfaktor omkring fodboldspillet, men også i skabelsen af begrebet »den metroseksuelle mand«, som var en helt ny og mere feminin karaktertype på idrættens macho-arenaer og i samfundet i al almindelighed.

En heteroseksuel, kvalitetsbevidst storforbruger fra storbyen, der bruger langt mere tid og langt flere penge på sit udseende, end man tidligere har kendt til. Hans Bonde uddyber:

»Da David Beckham trådte i karakter som stilikon omkring 1998, legede han i den grad med manderollen. Den kendte kvindelige portrætfotograf Sam Taylor Wood optog en timelang, uklippet kunstvideo af Beckham i natlig skønhedssøvn med nøgen overkrop, ring i øret, armbånd om håndleddet og til tider et let smil på læben. Beckham iklædte sig sin kones saronger, gik med neglelak, var model for hudpleje, nød at være genstand for bøsses beundring og skiftede hårstil for hver kamp.

Her i Norden trådte den i dag tidligere Arsenal-stjerne, Fredrik Ljungberg, hurtigt i Beckhams fodspor og blev verdenskendt for at optræde i reklamer for Calvin Kleins underbukser med muskelspændt solbrun overkrop og en tatoveret panter, der springer op af kanten på underbukserne.

Og i Italien så man pludselig et halvt halvnøgent italiensk landshold reklamere for Dolche & Gabbanas undertøj i det dampende omklædningsrum.«

Fredrik Ljungberg, David Beckham og italienske underbukse-sælgere som Fabio Cannavaro, Gennaro Gattuso og Gianluca Zambrotta har utvivlsomt fået endnu flere kvinder til at interessere sig for sport, siger Hans Bonde, men påpeger samtidig at dyrkelsen af metroseksuelle typer som Beckham og Ljungberg faktisk ikke har fundet sted inde på selve fodboldbanen, der fortsat er et ret traditionelt og lukket mandsrum, men derimod i modemagasiner, reklamer,i pressen og på nettet.

»Det er evident, at der i latinske lande som Spanien og Italien længe har foregået en æstetisering af spillerne i forbindelse med selve spillet, tænk blot på spillernes fokus på deres hår både før og under kampen, f.eks. al deres roderi med pandebånd og hårlokker, de kropsnære bluser, designet og dristige farver som Palermos lyserøde trøjer. Men måske haren vis latinisering allerede sneget sig ind på banerne herhjemme,« siger Hans Bonde – og påpeger at det i hvertfald er lang tid siden, salig Gunnar »Nu« Hansen kommenterede de danske spilleres kropssprog på banen med disse ord:

»Det var et glimrende mål Pauli scorede i kampen mod AB. Der var »Jern« i støvlerne. Men derfor var de mange omfavnelser, den megen hængen om halsen, det store glædesshow, der forekom bagefter, alligevel lidt for meget af det gode. Et håndtryk, et vink eller et nik må være tilstrækkeligt!«