
Foto: Nils Meilvang
Hvad gør man, når man har et site for singler, og det er fyldt med kvinder, der gerne vil møde partnere? Man går naturligvis målrettet efter mændene, direkte og med humor.
Af Judith Betak
Onsdag 12. september 2007
Det er derfor caféerne i København, Århus, Aalborg og Odense fra i dag indtages af nye GoCard. I alt 25.000 postkort er klar til gratis fordeling og reklame for siten: www.runningdinner.dk. Og kortene med billede af to mariehøns, der ”gør det” og teksten: Skal vi dele en bolle - eller bolle en del? - bør kunne fange interessen.
”Vi håber naturligvis postkortet virker, og at vi får flere mandlinge tilmeldinger, så kvinderne ikke havner i de lange triske køer,” siger Michelle Hviid, der i fire år har stået bag dating-firmaet Running Dinner.
Da hun for fire år siden arrangerede den første ”middag i løb”, var det faktisk fordi en kæreste var løbet fra hende. Optændt af hævntørst ville hun bare møde en masse mænd for at gøre ham jaloux. År før havde hun hørt om festkonceptet, Running Dinner, hvor singler i løbet af en aften spiser en treretters middag sammen med andre singler. Hver ret indtages et nyt sted, hvor man møder helt nye sigler, og til sidst mødes alle til en fælles fest.
Hun sendte mails ud til alle singler, hun kendte og bad dem sende invitationen til middag og fest videre. Snart havde 128 singlemænd og 127 ditto kvinder tilmeldt sig. Triumfen var total. Festen blev en stor succes. Kæresten vendte tilbage dagen efter festen, hvor flere af hans arbejdskammerater i øvrigt havde deltaget, og Michelle Hviid var faldet over en levevej, der er gået fint indtil nu, hvor mændene tilsyneladende er blevet en mangelvare.