Tegning: Mikkel Henssel

»Gud, hvor ser hun egentlig latterlig ud!« tænkte jeg pludselig. Det var en søndag morgen, og jeg stod og trampede løs i en af de der hyperbevægelsesmaskiner, man kan entrere i et fitnesscenter.

Af Emilia van Hauen
Lørdag 23. februar 2008

Det kunne sikkert have passet på mig selv, for man ser ved Gud ret tåbelig ud, når man står der helt zombieagtig og hiver og tramper i en masse jernrør, mens man er fikseret på en eller anden mini-tv-skærm foran én.

Men det var nu møntet på den unge sangerinde, der i sin musikvideo stod og vred kroppen i alle mulige positurer på gulvet, i sengen, ved baren, på trappen, på en stol – hvor som helst – samtidig med, at hun sendte smægtende, æggende blikke i seerens retning.

På en eller anden måde virker det at få kastet bryster og underliv lige op i hovedet altså ikke så æggende, som det vist var meningen. Det bliver bare alt, alt, alt for let og for meget på samme tid.

Bag mit udbrud ligger der tre vilkår. 1) Jeg er definitivt ikke en mand! 2) Jeg er definitivt heller ikke længere ung! (og kun en smule misundelig på, at alle etagerne på hendes krop, stadig befinder sig i festhøjde) Og 3) På trods af kønnenes seksuelle frigørelse handler parringsspillet stadig om kvinder, der byder sig til – i dag i en grad, så man skal være både blind, døv, lam og på massive doser af ketogan for ikke at lægge mærke til budskabet: Tag mig! Tag mig lige nu og her!

Støøøøøøøn! Forstår godt, at det kan sælge mandlig opmærksomhed og forstår også, at mange piger af samme grund lader sig inspirere til at copycatte for selv at få hede blikke på sig, men… helt ærligt: Kunne denne milliardindustri ikke bruge pengene en picodel mere originalt end at instruere kvinderne i at gøre præcis de samme bevægelser om og om og om og om igen? Vrid, løft, drej, bøj og rør sensuelt ved dig selv… vrid, løft, drej, bøj og rør sensuelt ved dig selv… igen!

Jeg har selv lige deltaget i et ret fantastisk kursus med en ret fantastisk instruktør, hvis mål det var at få ens mest originale og autentiske kraft frem, når man performer på en scene. Og jeg skal love for, at Roxana Kia havde blik for, hvad det var, vi hver især havde af original udstråling og temperament! Ikke noget med 10 bud på den perfekte præsentation, men derimod en odyssé gennem mange forskellige udtryk og indtryk, som ramte opløftende nøjagtigt på, hvem vi egentlig er, og hvordan vi kan forløse det for at komme bedst over scenekanten med vores budskab. Ville være meget interessant at slippe hende løs på alle disse unge sangerinder. Tænker at antallet af sanseløst vridende kroppe ville falde drastisk, mens den originale underholdningsværdi til gengæld ville stige betragteligt. Bagefter kunne hun passende tage fat i mændene og deres mere… hmmm, lad os bare kalde det dunkende kropsbevægelser.