Miss Fish alias Jørgen Callesen. ( Dennis Agerblad )

Det er alt fra anonyme aktivister på Nørrebro til deltagere i Melodi Grand Prix. Queer. Engang et skældsord for homoseksuelle, i dag lige dele subkultur og folkeeje. Tag med på en rejse ind i et queeret landskab.

Af Lise Rønfeldt Bagger
Lørdag 02. februar 2008

De unge mænd flår læderbælterne op, og den ene vender sig om på maven. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få lynlåsene lynet ned og leve lidenskaben ud. To mænd, der har sex i den amerikanske natur. Men de er ikke bare mænd. De er cowboys.

Scenen fra filmhittet »Brokeback Mountain« (2005) er et eksempel på begrebet og fænomenet »queer«, der har fået stor betydning for forståelsen af ikke bare homoseksualitet, men alle andre »afvigelser« fra den heteroseksuelle norm. »Brokeback Mountain« er queer, fordi den arketypiske mand – cowboyens – rolle udfordres. Her har vi den velkendte helt i et klassisk miljø og ulasteligt klædt med cowboyhatten – men fremstillet ganske atypisk som homoseksuel.

Queer-begrebet har fået enorm betydning. Siden sin fødsel for over 20 år siden, er begrebet vokset, så queer nu handler om mere end det, der var den oprindelige kamp, nemlig juridiske rettigheder for homoseksuelle. Nu er queer et paraplyudtryk for ikke kun bøsser, lesbiske og biseksuelle, men også transkønnede og transseksuelle.

Det er for længst blevet et begreb, som har sneget sig ind i den brede kultur, selv om de færreste måske tænker over det. Blockbusteren »Brokeback Mountain«, der tager hårdt fat om homoseksualitet i et arketypisk cowboy-univers, gør op med de stereotype forestillinger om, hvordan tingene »bør« være. Der er simpelthen ikke rigtige eller forkerte måder at leve sit liv på.

Queer favner bredt. Queer er kultur og filosofi. Det er undergrund og folkeligt. Queer er en måde at se verden på, alt imens man giver de etablerede normer en fuck-finger. Queer-kulturen dyrkes også i Danmark. Fra Enhedslistens Queer-udvalg, som arbejder på politisk plan for at fjerne »mand« og »kvinde« fra lovgivningen og det kønsopdelte cpr-nummer, til »Miss Fish« – 50 procent mand, 50 procent kvinde og 50 procent fisk. Lige så irrationelt, som det lyder. Og det er netop pointen.

På indre Nørrebro, på en café ved siden af den tomme grund, hvor det tidligere Ungdomshus lå, sidder 25-årige Trine fra gruppen »Queer Jihad«. Stort set hver morgen lægger Trine mascara som så mange andre kvinder. Herefter tager hun sin sorte eyeliner og maler så også lige et sort overskæg. Karikeret, ja, men for hende er det ikke udklædning. Hun betragter sit skæg som sminke – og mikser et maskulint symbol med det feminine som makeup’en er. Det er ikke en ny, fiks idé. Hun har malet overskæg i tre år.

»Jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved min måde at tænke køn på og udforske, om jeg er kvinde, mand eller et sted midt imellem. Tidligere gik jeg ikke med kjole, da jeg følte mig sat i bås som kvinde, og at tøjet undertrykte mine andre sider. Skægget har gjort, at jeg har mere lyst til at gå i feminint tøj, for så skaber skægget balance mellem min maskuline og feminine side,« siger Trine, der ikke ønsker at stå frem med efternavn.

Da sidste års vinder af Dansk Melodi Grand Prix tonede frem prime time på familien Danmarks fjernsyn og sang vindersangen, var det i et inferno af kunstige øjenvipper, pailletter og stilletter i størrelse 43+. Drag’en »Drama Queen« var blevet folkeeje.

Hvad har et politisk udvalg, en drag, en pige med eyeliner-skæg og Miss Fish til fælles? De er alle eksempler på, hvordan fænomenet queer udleves i Danmark.

New York, marts 1990. Bush Senior sidder ved roret, og en øget homofobi præger det amerikanske samfund. Volden mod homoseksuelle er eskaleret med en stigning på 120 procent, og en uvidende befolkning mener, at AIDS er en »bøsse-sygdom.« Fire homoseksuelle aktivister har fået nok. Nok af at få bank, fordi deres kærlighed og lidenskab er rettet mod samme køn. Nok af at være udelukket fra de barer, hvor de har lyst til at drikke en uskyldig øl. Nu ville de bekæmpe volden og fordommene mod homoseksuelle, som de selv har haft inde på livet.

20 dage inde i marts samles 60 »queers« i »The Gay, Bisexual and Transgender Community Center« i New York for at oprette en aktivist-organisation, der endnu ikke har fået et navn. Målet? At komme homofobien til livs og vise, hvad det vil sige at være homo- og biseksuel. Det forsøger organisationen blandt andet ved de såkaldte »Queer Nights Out«, hvor aktivisterne – i stedet for at være begrænset til deres »egne« barer – vælger at tage i byen på steder, der ikke er kendt som homoseksuelles tilhørssteder. I april eksploderer en rørbombe på en homobar i Greenwich Village, og tre bliver sårede. I løbet af få timer har organisationen samlet 1.000 queers, der går på gaden i vrede.

Måneden efter får organisationen sit navn: »Queer Nation«. Fænomenet queer begynder at tage form, da gruppens manifest bliver distribueret med opfordringen: »Queers Read This: Vær stolt. Gør alt, hvad der står i din magt for at løsrive dig. Vær fri. Råb.«

Og flere opråb til de tilbageholdende: »We’re OUT. Where the fuck are YOU?« og »Out of the Closets and into the Streets.«

Manifestet lagde ikke skjul på organisationens radikale midler og mødte netop derfor kritik fra miljøet. Ofte udtrykte Queer Nation direkte had mod »de andre«, og dermed var de faktisk lige så begrænset i deres livssyn som de grupper, de kritiserede og kæmpede mod.

Gruppen fik hurtigt vokseværk og etablerede lokalafdelinger i San Francisco, Seattle, Boston, Chicago, Atlanta, Minneapolis, Columbia og Toronto. Queer Nation opnåede hurtigt et af deres mål, nemlig at få spredt det nye liberale budskab.

Her 18 år senere efter, Queer Nation gik på gaden, har det øgede kendskab til queer blødt op for nogle af fordommene over for homoseksuelle.

»Den meget udbredte brug af queer været med til at mindske homofobien i samfundet,« siger professor Tiina Rosenberg, en af Nordens mest kendte queer-forskere fra Lund Universitet.

Queer Nations budskab blev ikke forbigået i tavshed, og det gjorde valget af Queer Nations navn heller ikke. Hvordan kunne en gruppe visionære aktivister vælge det ord, queer, der tidligere blev brugt som et nedværdigende udtryk for homoseksualitet, til den ny sammenslutning? Chokket bølgede gennem miljøet. Men historien om queer begynder netop der, hvor det tidligere skældsord blev krævet tilbage af queer-miljøet.

Siden ordet første gang optrådte i det engelske sprog i det 16. århundrede (oprindelig fra tysk »quer«) har ordet betydet »mærkelig« og »unaturlig«, og for nogle er ordet stadig kontroversielt. I slutningen af det 19. århundrede kom queer også til at betyde seksuel afvigelse og blev brugt nedsættende, når man ville udtrykke, hvad man i virkeligheden mente om de homoseksuelle.

I dag er tonen en anden. Ordet er nærmest blevet et kult-udtryk, som bruges med stolthed. Queer-miljøet formåede altså at tilbageerobre skældsordet til sin egen fordel – hvilket en vis Homer Simpson dog ikke er helt tilfreds med:

»I resent you people using that word (queer). That’s our word for making fun of you! We need it!« siger han i et afsnit af »The Simpsons«.

1990 er ikke kun året, hvor Queer Nation sætter homoseksuelles rettigheder på dagsordenen. Det er også året, hvor de første tiltag i retning af en akademisering af begrebet tager sin begyndelse. Den italienske professor ved Berkeley Universitet, Teresa de Lauretis, lancerede begrebet »queer-teori« på en konference i New York, og det til trods for, at hun endnu ikke kendte til Queer Nation. Samme år skriver den vel nok mest kendte queer-forsker, Judith Butler, »Gender Trouble« hvor hun kredser om begrebet uden at nævne det. Ifølge Butler kan du være kvinde i dag og mand i morgen. Begge køn på tirsdag. Det er dit helt eget valg ifølge queer-tankegangen. Altså var queer fra starten af lige del aktivisme, som det var teori.

»Den største gevinst inden for queer-forskning er etablering af begrebet heteronormativitet. At kernefamilien ikke er given,« siger Tiina Rosenberg.

Selv om Queer Nation som bevægelse var en kort succes – de sidste lokalafdelinger lukkede og slukkede allerede i begyndelsen af 1990erne – så har udbredelsen og queerteorien i sig selv gjort op med samfundets fastsatte normer for, hvordan man traditionelt opfatter køn og seksualitet. Og der er da også gennem årene sket politiske skred i forhold til homoseksuelles rettigheder. Nu har de f.eks. ret til at blive gift og adoptere. Kernefamilien er måske ikke længere det eneste rigtige. Også i kulturens verden har queer sneget sig ind i film for det brede publikum. Endda uden, at mange er klar over det.

»Brokeback Mountain« er et eksempel med homoseksuelle cowboys i et mainstreamhit af en film. I »The Crying Game« (1992) får det, der umiddelbart ligner en klassisk kærlighedshistorie, et tvist, da kvinden viser sig at være transseksuel. Og et af de bedste ek- sempler på queer-film står den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar bag. Han skildrer transseksuelle prostituerede med samme selvfølgelighed som den moderne storbykvinde. Almodovárs film, Alt om min mor, er med til at nedbryde kategorier som heteroseksuel og homoseksuel, mand og kvinde. For i queer-universet er mænd, der via operation har skiftet køn, lige så meget kvinde som alle andre.

Queer-film handler ikke nødvendigvis om homoseksuelle. Men de er et opgør med offerfortællingen om, at homoseksuelle har det svært.

»Det er interessant ved queer-film, at de ikke er målgruppe-orienteret og ikke nødvendigvis smalle film. Queer-film kan sagtens være klassiske melodramaer,« siger Niels Bjørn, ph.d.-studerende ved Moderne Kultur på Københavns Universitet.

De sidste par år har queer-tv-serier som »Queer as Folk« og »Queer Eye for the Straight Guy« haft høje seertal i udlandet. Og her taler vi ikke kun queer’ede tv-seere. Men med udbredelsen ligger der også en fare for at udvande begrebet.

Tiina Rosenberg går så langt som at betegne queer for mainstream. Queer er nemlig – paradoksalt nok – blevet lige så meget en etikette som så meget andet.

»Queer er ikke et identitetsbegreb, tværtimod var queer oprindelig et identitetskritisk begreb. Men mange bruger det til at beskrive deres identitet. Der er åbenbart et behov for at kalde sig selv queer,« siger Tiina Rosenberg.

»Queer er blevet folkeligt, fordi det nu i høj grad også er tv-underholdning og dragshows. Det er positivt, for det mindsker homofobien fra samfundets side. Det er en utopi at tro, at køn forsvinder. Vi må udbrede forståelsen af, at køn er en konstruktion. Derfor håber jeg ikke, queer-teorien mister sit kritiske potentiale, og det kan den nemt, hvis man tror, at queer kun er farverige dragshows.«

Den lille danske gruppe »Queer Jihad,« et godt eksempel på, at queer ikke kun er mainstream. Gruppen kæmper med samme politiske indædthed og ideologi som aktivisterne i Queer Nation i 1990erne. De kræver også forandringer, men griber det anderledes an. Queer Jihad står f.eks. bag forskellige undergrundsmagasiner, workshops og foredrag om queer-kulturen. De ønsker at skabe debat om kønsidentitet i Danmark, lige som de andre queer-aktiviteter, der foregår på aktivisme-plan, som f.eks. den årlige Queer Festival i København.

Judith Butlers tanker om, at køn er noget, man kan lege med, som man lyster, lever Trine ud med sit sorte påmalede overskæg. Hun kan vælge det til og fra. For hende handler det ikke om, at hun føler sig født med det forkerte køn. Slet ikke. For hende handler det om, at køn er noget, man tager på og altså ikke en fast kategori.

Det samme er tilfældet for 41-årige Jørgen Callesen, cand.mag., ph.d. i Informations- og medievidenskab og performancekunstner, når han forvandles til den dramatisk sminkede »Miss Fish«. 150 procent mand/kvinde/fisk. Jørgen Callesen var med til at starte den københavnske queer-kunstgruppe »Dunst« for fem år siden, og ligesom hos Queer Nation kom der et manifest på bordet. Et af punkterne var, at de altid skulle være i bevægelse. De var trætte af stereotype dragshows – hvor drags ser ud på en bestemt måde. Dunst ville bryde andre grænser. Derfor var der naturligvis også »Dark Rooms« til queer-festerne, hvor der skulle være plads til at leve drifterne ud i hjørnerne og dyrke urinsex, hvis det var det, man tændte på. Man skulle stå ved det tabubelagte. For hvis der var grænser, ville det ikke være queer.

»I navnet Dunst ligger, at det er ok at »lugte« lidt og bryde ud af den pæne facade. At stå ved det, du er. Også din lidenskab. Miss Fish er en måde at udtrykke min personlighed på. Jeg tror, at drømmen om at være noget andet er noget alment menneskeligt. På den måde er Miss Fish et eksistentielt projekt,« siger Jørgen Callesen og fortæller, at Miss Fish dukker op til optrædener og events.

Både Trine fra Queer Jihad og Jørgen Callesen har selv bemærket, at queer-begrebet er blevet udbredt til et mainstream-publikum.

»Det er rigtigt, at queer er blevet et moderne begreb. Derfor er det vigtigt, at undergrunden er aktiv og sætter spørgsmålstegn ved den måde, mainstream-fronten definerer queer. Queer er jo ikke kun farverige dragshows. Det er nemt at klæde sig ud eller tage en T-shirt på, hvor der står queer. Det mainstreame tager ikke tankerne bag queer til sig. Omvendt er det en konsekvens, at når et fænomen bliver accepteret, bliver det let mainstream,« siger Trine.

Jørgen Callesen mener, at det mainstreame er en sejr på den ene side, men også et punktum.

»I det mainstreame bliver tingene statiske. Så må man søge i nye retninger, for der er stadig en kamp at kæmpe. Du behøver ikke være homoseksuel for at være queer. Men du skal forstå outsideren for at forstå, hvad det vil sige at være queer.«

Trines efternavn er redaktionen bekendt.