Foto: Søren Bidstrup

Kan man være så god til noget, at man føler sig dum? Spørg Danmarks førende koncertpianist, Katrine Gislinge. Hun tog tre betablokkere for ikke at spille for hurtigt og overvejede i præstationsangst at skære sin finger af med en Global-kniv.

Af Jens Rebensdorff
Søndag 17. juni 2007

Jeg havde egentlig tænkt mig at drikke dig under bordet. At det måske var en måde at gøre det her på.«

Katrine Gislinge mener det. Hendes forslag er et velovervejet og velafprøvet forsøg på at omgå sin præstationsangst. Ikke sceneskræk, men en indre dæmon, der flere gange har været tæt på at få Danmarks største koncertpianist til at slippe tangenterne og holde op med at spille, på grund af nerverne før en koncert. Når den spinkle solist med de følsomme øjne en sjælden gang er centrum for et interview, ikke om musik, men om noget i hendes øjne så uvæsentligt som hende selv, kræver det åbenbart også optøningsvæske.

Vi sidder i skyggen under Østerbro-caféens baldakin med fornuftige drikkevarer foran os, og hun virker som på hjemmebane, selv om hun er usikker på, hvad »det her« skal føre til. Usikker behøver hun nu ikke være. 38-årige Katrine Gislinge er Danmarks mest feterede, bedst anmeldte og højest applauderede klassiske pianist de sidste 15-20 år. Som teenager hyldet som sin generations mest lovende klassiske musiker, og den første danske musiker, der har fået en plade udgivet på det ærefulde pladeselskab, Deutsche Grammofon (1999), hvilket svarer til at få debut på fodboldlandsholdet. Hun har, bortset fra hendes sten i skoen af en anmelder på Politiken, ikke fået dårlige anmeldelser i umindelige tider. Folk, der hører hende, fortæller om Katrine Gislinges karisma og nærvær ved sine koncerter. De bruger ord som »lyriker« om hende og priser hendes evne til at fortolke klassiske værker med autoritet og et usædvanligt personligt udtryk, såårhundreder gammel musik af f.eks. Mozart og Chopin lyder, som bliver tonerne skabt lige dér ved flyglet af hende.

»Jeg har behov for at slippe kontrollen. Der er meget kontrol i at spille klaver. Der er rigtig meget at holde styr på, så man er nødt til at få renset ud en gang imellem. Problemet er, at jeg skal køre lige om lidt. Så det er nok en dårlig idé, det med at drikke.«

Inden vi lavede dagens aftale, havde hendes agent sagt til hende, at Berlingske gerne ville interviewe hende, og at det sikkert var »sådan noget Se og Hør-agtigt«.

»Men det siger ikke så meget om dig, som det siger om klassisk musik. Vi er så bange for at blive poppede og blive personlige, fordi klassisk er den fine musik. Det er fordi, det er åndssnobber,« hun afbryder sig selv i et stort grin.

»Nej nu sidder jeg og snakker om mit publikum... klassiske musikere hænger med røven i vandskorpen, fordi vi aldrig gider fortælle noget om os selv. Der er sådan en aura om klassisk musik af, at hvis det er helt vildt kompliceret og underligt, så er det nok skide godt. Hvorimod hvis det er letsælgeligt eller Anne-Sophie Mutter, så er det lidt suspekt, fordi hun stiller sig op i flotte kjoler og den slags. Men hun er da en super ambassadør for den klassiske musik. Hun har pillet noget af den der fims af klassisk musik. Jeg tror, de fleste mennesker kan lide klassisk musik. Men når de kommer ind i en koncertsal, så tænker de: »Shit, her hører jeg ikke til,« og »Må jeg klappe mellem satserne?« Det duer ikke. Det klassiske musikmiljø har bare en aura af nørderi. Har det ikke det? Okay...«

Hun tager tiløb som om, hun vil afsløre en hemmelighed. Hun fortæller om et pladeprojekt for nogle år siden, hvor hun indspillede en cd med noget af det mest kendte og lettest tilgængelige klassiske musik af Chopin, Mozart, Schubert og Schumann. Pladen blev markedsført som var det en popudgivelse med lækre billeder og plakater over hele København, og blev rakket ned af anmelderne.

Hvad fortalte det dig?

»At hvis man stikker næsen lidt ud over kanten og forsøger at gøre den klassiske musik lidt bredere og lidt venligere, så er der nogle, der er bange for at miste deres eksklusivitet eller deres kvalitet.«

Katrine Gislinge og hendes to brødre voksede op til tonerne af det ypperste inden for klassisk musik. Både på grammofonen og gennem døren. Faderen er oboist, moderen har spillet harpe i Sjællands Symfoniorkester. De øvede sig i timer, døgnet rundt. Hele tiden. Men det er kun hende, der har valgt en karriere inden for klassisk musik. Brødrene arbejder i det private erhvervsliv. Hun er født i Esbjerg og opvokset i Søborg udenfor København. Tidligt blev det lige så naturligt for hende at høre de store mestres klassiske værker, som det var at trække vejret og børste tænder.

Forældrene blev skilt, da hun var ti, og ingen af dem pressede hende til at træde ind i de klassiske rækker. Tværtimod lærte de hende ydmyghed overfor musikken som håndværk. »Det er jo bare musik,« sagde de. Inden hun opdagede den klassiske musiks højtidelige selvforståelse, spillede hun med lige stor glæde Mozart og ABBA på tangenterne. Hun tænkte ikke meget over, at hun i skolen og i området gik for at være »hende, der er god til at spille klaver.« Men ét vidste hun: Hun ville i hvert fald ikke være klassisk musiker, når hun blev stor. Det havde hun oplevet tilstrækkelig mange kedsommelige timer bag lukkede døre til at hoppe på, og hun havde oplevet, hvor hårdt det tog på hendes forældre at pleje deres talent og øve i timevis.

»Jeg hadede, når de øvede sig, ligesom mine børn hader klaver. De savner nogle gange deres mor. »Mor holder du ikke snart op med at spille?«, siger de altid. Så siger jeg »NEJ! Jeg elsker at spille, og jeg tjener penge på det, og hvis jeg ikke spillede, kunne I ikke få noget legetøj.« Men jeg kan da sagtens bage boller og afbryde min øvning, hvis der er noget i vejen og den slags.«

Hun kunne bedst lide nye noder. Musik, som hun ikke kendte. Så var det lige som at læse en bog for første gang. Hendes teenage-oprør? Hun studser over spørgsmålet, men er ikke i tvivl. Det må have været, da hun valgte den klassiske musik, som hendes forældre havde for mange sure øvetimer bag sig til at ville lokke datteren ind i.

Som 16-årig vandt hun guld i Berlingske Tidendes musik-konkurrence og samme år 1. pris i Den internationale Steinway-konkurrence. Så det var kun hendes mor, der ikke mente, det var oplagt, at Katrine Gislinge i 1985 gik ud af 1.G. på Aurehøj Gymnasium og begyndte på Musikkonservatoriet. Moderen havde selv forladt skolen som 14-årig for at spille musik. Hun vidste udmærket, hvad det ville sige ikke at føle sig uddannet nok, og det skulle hendes datter ikke opleve. Men hun gav sig uden store sværdslag, og Katrine Gislinge fik Anne Øland som lærer. Selv den kendte pianist kunne mærke, at den kønne og følsomme pige, der trådte ind ad døren til sin første klavertime, besad et helt usædvanligt talent. Et talent, som gav hende de bedste privatlærere, da hun senere tog til USA for at blive endnu bedre ved tangenterne. En dansk anmelder gik endda så vidt som til efter en koncert, da hun stadig gik på konservatoriet, at fundere over, om ikke den unge Katrine Gislinge skulle se at komme ud af den uddannelsesinstitution, for de kunne åbenbart ikke lære hende mere.

Katrine Gislinge kan ikke lige komme på konkrete episoder og oplevelser fra livet i den klassiske branche. Hun studser over, at det kan interessere andre mennesker.

»Men jeg skal nok tænke over nogle konkrete oplevelser,« lover hun og foreslår, at vi mødes en gang til nogle dage senere.

Hun skal jo videre om lidt.

Katrine Gislinge har levet af at spille koncerter, siden hun var 17 år, men det var først i slutningen af sin konservatorietid, at hun for alvor blev tvunget til at træde i karakter som musiker og blive voksen. Siden har præstationsangsten og nerverne været et problem for hende. Pludselig var klaverspil ikke længere en leg og en succesfuld hobby. Folk begyndte at forvente noget af hende.

»Indtil jeg var midt i tyverne, havde jeg en fornemmelse af, at hele Danmark stod og klappede mig på ryggen og klappede i hænderne, når jeg spillede, og jeg havde en lærer, der førte mig frem, og som var som en mor for mig.«

Hun ler højt og næsten undskyldende af sig selv og sin succes, så turisterne fra provinsen ved nabobordet ser op fra deres kort og colaer.

»Det kan også være, jeg har haft lidt storhedsvanvid dengang. Jeg fik simpelthen alle de legater, man overhovedet kan få og fik de fedeste koncerter og agenturer og pladekontrakter, og så lignede jeg ikke en normal pianist. Jeg kunne godt lide at blive interviewet, for på det tidspunkt var pianister vildt høje og havde højt hår og store briller. De så underlige ud. Jeg tog læbestift på og gik i høje hæle. Det var ligesom den historie, der blev fortalt. Men jeg var bare god til at spille klaver.«

Men hun styrede sine nerver, og inden hun tog sin eksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium havde hun fyldt mange koncertsale både solo og som en del af kammertrioen Trio Armando, der selvfølgelig også fik legater og anmelderroser. I en alder af 23 år var hun en garvet koncertpianist med hele det klassiske miljø i ryggen og anmelderne som begejstrede referenter. Specielt hendes såkaldte debutkoncert i forbindelse med sin afgang fra konservatoriet husker hun med gru. Tidligere var debutkoncerten afgangselevernes første rigtige koncert. Men 23-årige Katrine Gislinge, der allerede havde erfaring i disciplinen at spille for en fuld sal, følte, at koncerten så også skulle være noget særligt.

»Jeg følte, at jeg skulle vælte alle om kuld og spille bedre, end jeg kunne,« husker hun.

Rygtet var løbet gennem det klassiske miljø op til koncerten. Den ny pianist med det uhørte talent skulle holde koncert! Denne dag løb køen langt ned ad H.C. Andersens Boulevard, og indenfor sad hundredevis af forventningfulde mennesker. De sad på gangene og mellem stolene og ventede på, at hun skulle træde ind. Også hendes far og mor sad blandt publikum, men det var hun vant til.

»Det var et mareridt. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den koncert. Folk forventede bare det helt store. NU, kommer hun! Jeg kom ind og tænkte: »Hvad tror de? Hvad regner de med? Det er jo bare mig.« Ikke fordi det var en katastrofe, men jeg var stiv og spillede ufrit og styrede mine neuroser og var bange for at spille forkert. Det var ikke sjovt.«

Kan du huske første gang, det gik op for dig, at du ikke var Guds gave til den klassiske musik?

»Det er ikke helt gået op for mig endnu,« griner hun.

»Nej, prøv og hør. Man øver sig altid på noget, man ikke kan. På noget, der er lidt for svært. Så man arbejder hele tiden med sin usikkerhed. Man er sådan set altid derude i det grænsefelt, og så skal man helst have det sådan til koncerten, at man glemmer det og spiller løs, så godt som man nu kan. Så når du får dårlig kritik og en dårlig anmeldelse, så går den ikke ind og taler til din selvtillid. Så taler den til din lille bitte bitte Katrine på fem år. Din usikkerhed. Når jeg fik en dårlig anmeldelse før i tiden, så tænkte jeg altid: »Nåe ja, det er også rigtigt. Jeg er fuldstændig elendig.« Da kunne det godt fylde så meget, at jeg ikke kunne se de gode anmeldelser. Sådan har jeg det ikke mere.«

Men i formiddag, da vi snakkede sammen, og jeg nævnte Politikens dårlige anmeldselse af din Tchaikovsky-koncert i maj i Tivoli, da virkede du skuffet?

»Ja, det var også rigtig irriterende. Jeg troede lige, jeg var kommet mig og var blevet klog og stærk, og så begyndte du også at snakke om den dér anmeldelse.«

Katrine Gislinge stritter imod, hvis man antyder, at hun er kunstner.

»Jeg er håndværker, indtil jeg skal ind og give koncert. Derefter er jeg kunstner... kunstner! Jeg får stadig sådan en adr-smag i munden af det.«

Hun skal gå. Vi aftaler at mødes nogle dage senere hjemme hos hende og ægtemanden i deres lejlighed i Hellerup. Hun siger noget med, at hun så ikke er begrænset af at skulle køre.

Jeg tropper op med en flaske næsten for sød Gewürtztraminer og en bakke af de første danske jordbær. William på tre et halvt er i børnehave. Syvårige Martha er hjemme. Hun er opkaldt efter et af sin mors forbilleder, den argentinske pianist Martha Argerich. De næste to timer, hører vi intet til hende inde fra værelset. Ikke den mindste utilfredshed over en masse voksensnak. Lejligheden er enkel og lys med lidt børnerod. En stor Picasso-reproduktion på væggen. Lidt bøger, lp'er og noder i reolen. En computer. Et indrammet stik af Mozart, der står op af væggen på gulvet bag døren. Et af Beethoven på væggen og som en morsom kitsch-ting en Beethoven-buste i gips på radiatoren for enden af flyglet. Sådan én, vi signalerede hygge med i slutningen af 1970erne. Busten har fulgt hende, siden hun fik den i 18-års fødselsdagsgave af sin stedfar. Som et meget konkret tegn på, at der her bliver spillet mere end almindeligt meget klaver, er pletten under Steinway-flyglets højre pedal. Dér er gulvets lysegrå maling slidt af, så man kan se de brune guldbrædder. Hendes mand er også uddannet pianist, men arbejder i dag i reklamebranchen.

Da vores flaske er halvtom, siger Katrine Gislinge:

»Du ville have nogle anekdoter og oplevelser, ikke? Jeg har én.«

Hun fortæller om dengang hendes og tusindvis af andre klassiske musikeres forbillede, den lettiske violinist Gidon Kremer, ringede til hende. Hun havde længe bedt sin agent, om han ikke kunne sætte et møde i stand med idolet. En dag, da hun udmattet lå på barselsgangen efter at have født sin søn samme dag, ringede hendes mobil. Kremers pianist kunne ikke komme, sagde hendes agent. Kremer havde hørt én af Katrine Gislinges cd'er og kunne lide det, han hørte. Om hun kunne være hans pianist til en koncert på Louisiana? Repertoiret: Musik af russeren Alfred Schnittke. Katrine Gislinge troede ikke sine egne ører, sagde ja uden tøven og øvede sig i to måneder med sin nyfødte søn i baggrunden.

»Jeg var ved at dø af nerver. Jeg kan huske, at jeg dagen før stod med en Global-kniv i køkkenet, én af de rigtig store. Jeg var så tæt på at hakke min finger over. For hvad nu hvis Kremer ikke kunne lide mig, og jeg faldt helt igennem. Ægte præstationsangst.«

Koncerten gik over al forventning, og ingen blandt publikum mærkede noget til danskerens nerver. Kremer blev så begejstret, at han inviterede Katrine Gislinge til at optræde på den eftertragtede Lockenhaus-Festival i Østrig, der også bærer violinlegendens navn.

»Der var også en anden gang,« fortsætter hun og husker, da hun skulle spille til en prestigefyldt koncert i Frankrig, der ville blive tv-transmiteret til millioner af mennesker. Hun havde som altid øvet sig i mange måneder på stykkerne af Schumann og Chopin.

»Jeg kunne det rigtig godt. Og så aftenen før var jeg så nervøs, at jeg overhovedet ikke sov hele natten. Der var ét svært sted, som bare blev ved med at køre inde i mig. Den dér tone, hele tiden. Fuldstændig mareridtsagtigt. Det var et lille stykke af Schubert, som jeg havde øvet på i sindssygt lang tid. Det har sådan et løb,« hun siger det som et maskingevær: »da ga da ga da ga da ga da ga da ga. Jeg har spillet den passage, siden jeg var ti år, og den er ikke svær, men pludselig syntes jeg bare ikke, det lød lækkert nok, og så sad jeg dagen før koncerten og spillede det og hakkede i det og kunne ikke få det til at glide. Ved du, hvad jeg endte med at gøre? Det lyder måske ikke som noget vildt, men det var helt vildt. Jeg skiftede simpelthen stykket ud en time inden koncerten og nåede kun at spille det igennem to gange. Det var blevet en neurotisk tvangstanke, at jeg ikke kunne spille den passage. To dage efter jeg var kommet hjem til Danmark, spillede jeg stykket fuldstændig fejlfrit igennem. Det var vildt satset, men jeg tænkte: »Det stykke kan jeg sgu godt huske«. For der var ingen neuroser forbundet med det nye stykke. Det handler ikke om, hvad jeg kan. Det handler om, hvad min psyke udsætter mig for.«

Katrine Gislinge kommer til at tænke på den schweiziske tennisspiller Roger Federer. Hun beundrer hans evne til at holde fokus og håndtere stress og pressede situationer, så ingen kan se noget på ham. Så vidt hun ved, har han fået psykologisk rådgivning, som klassiske musikere kunne lære meget af.

»Klassiske musikere er også for dårlige til at glæde sig over deres egne successer. Selv om noget er gået rigtig godt, så tør man ikke rigtig være glad. Jeg kan huske efter, at jeg havde været på et kursus med en berømt roer, der netop gjorde os opmærksom på dét, da spillede jeg en koncert et sted i Sverige, en klaverkvartet af Brahms, hvor det gik helt vildt godt, og den sad virkelig lige i skabet, og så helt spontant efter jeg havde spillet, stod jeg sådan her og hoppede på scenen og gav kropsligt udtryk for min glæde.«

Hun rækker armene i vejret og hopper i stolen. Hun klukler af sig selv.

»Det var et stykke, der slutter sådan bravour-agtigt, og stykket går helt vildt amok, sådan sigøjneragtigt, så man til sidst spiller så hurtigt, at man nærmest ikke spiller, hvad der står. Man trykker den virkelig af, og det er rigtig sjovt at spille. Folk sad bare og gloede og var flade af grin - det er synd, man ikke gør det noget mere.«

Hun har ikke læst gårsdagens artikel i Berlingske Tidende om doping. Men emnet er langt fra betændt i hendes verden, som det f.eks. er i cykling. Hun har selv taget betablokkere for at få pulsen ned, da hun for år tilbage havde en stofskiftesygdom. Forhøjet stofskifte, der fik hende til at tabe sig enormt, selv om hun spiste som en hest.

»I den klassiske musikverden er der virkelig mange, der tager det. Mange på konservatoriet tager det op til koncerter og konkurrencer. Man bliver en lille smule ligeglad med det hele,« siger hun og husker engang, inden hun tog pillerne og skulle spille et stykke, der var beregnet til at vare tre kvarter.

Med sin gallopperende puls fik hun stykket sprintet ned til 20 minutter, »så folk sad og gloede og forventede, at jeg skulle spille mere.« En enkelt gang har hun været oppe på at sluge tre betablokkere, inden en koncert, da hun var syg.

Det er jo doping?

»Det er da fuldstændig lige meget. Det handler ikke om præstation eller selve udførelsen. Det handler om: Bliver vi rørt, eller bliver vi ikke rørt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad der skal til. Om man skal tage ti baner coke eller... Sporten har sine egne spilleregler.«

Hvorfor den forskel?

»Altså hvis der er én, der har øvet sig otte timer om dagen og en, der har øvet sig ti timer om dagen, er det så snyd? Det er ikke en konkurrence om, hvem der kommer først eller at være den bedste. Det handler om at blive rørt. Og så er det lige meget hvordan. Men det er klart, at det kan være usundt, og man kan komme for langt væk fra sig selv, som jeg gjorde, da jeg spillede Mendelsohn i Lockenhaus, og mit stofskifte gik helt amok... Der er denne her åndsarogance i den klassiske verden. Hvor holdningen er, at har du præstationsangst, så er du bare ikke god nok. Men hvis man nu havde ansat en sportscoach-agtig type på konservatoriet, der kunne give én nogle timer i at håndtere præstationsangst, så kunne man nok godt undgå, at folk tog betablokkere.«

Som for at illustrere, hvad branchen gør ved dem, der er helt fremme i front nævner hun, at de fleste af hendes idoler har haft kantede og uforudsigelige personligheder. Horowitch, Martha Argerich, Glen Gould.

»Så man skal have den der ventil. Man kan jo ikke holde al den præstation og kontrol ud. De fleste musikere, jeg kender, kan godt lide at drikke en flaske vin eller to.

Var det derfor, du sagde, du ville drikke mig under bordet?

»Ja, går det ikke meget godt? Eller er det mest mig...?«

Sidste gang Katrine Gislinge optrådte på en plade, var for et par år siden, hvor hun var med til at indspille noget moderne musik af Per Nørgaard. Den sidste rigtige Gislinge-soloudgivelse var i 1999 på Deutsche Garmmofon. Efter flere år med at tage sig af sine og ægtemanden to børn er hun karrieremæssigt »kampklar« igen, som hun siger. Klar til at opsøge kolleger med de rigtige kontakter og festivaler. En solokoncert i kammermusikkens Mekka i London, Wigmore Hall, er en drøm for hende.

Skal du ikke have en soloplade ud igen snart?

»Jo, men alting i min karriere er ligesom bare sket for mig. Flere siger også til mig, at hvis jeg var et firma, så ville det ikke gå godt. Der er jo ingen firmaer, der ikke har en strategi. Jeg er nødt til at lave nogle nye planer. Husk på fra jeg var 16, drømte jeg om at komme til at leve af at spille koncerter. Det gør jeg så nu. Jeg har spillet med mit idol, Gidon Kremer. Nu står jeg med mit liv. Kender du det?«

Hun holder sinde hænder ud foran sig.

»Her står du med dit liv. Du har fået alle dine drømme opfyldt. Og sådan kan det blive ved. Jeg kunne lige så godt gå på pension. Jeg er nødt til at opfinde nogle nye drømme og nye mål.«

Blandt hendes nye mål er en udgivelse med musik af Mozart.

»For det synes jeg, jeg er rigtig god til. Det er jeg bedre til end andre. Det må man godt sige, ik'? Det synes jeg faktisk. Det er jo så det, der er problemet med klassisk musik, at det er indspillet rigtig mange gange før af alverdens største genier, så hvorfor skal vi blive med med at spille det? Det har jeg ikke nogen forklaring på. Personligt synes jeg bare, at Mozart er det bedste musik. Det smukkeste. Der er ikke noget, der matcher det.«

Katrine Gislinge havde ikke regnet med at skulle spille på stuens store flygel i dag. Men hun gør det på opfordring, velvidende, at instrumentet er falsk, fordi hun har spillet for hårdt på det.

»Man er altid lidt stolt, når man sprænger nogle strenge,« siger hun gennem tonerne.

»Jeg kan ikke spille, når jeg er fuld.« Hun hverken lyder eller ser ud som én, der er fuld, og flasken indeholder stadig et par glas. Hun glemmer emnet, da hun først har sat fingrene i tangenterne. Et smukt og melankolsk stykke musik. Det er hendes yndlingsstykke, som hun altid spiller som ekstranummer til koncerter. En nocturne af Chopin opus 9 nummer 1.

»Det er ligesom mit stykke. Det har sådan en sørgelig tone. Musik sætter jo gang i nogle følelser, som vi ellers ikke ved, vi har. Ikke terapi. Men lidt. Har du det ikke sådan nogle gange?«

Hun slutter med at spille. Det var som et lille komma af smukke toner. Musik, som hun har levet af at strække ud til store komplicerede koncerter, siden hun var teenager. I erkendelse af, at hun praktisk taget ikke har lavet andet hele sit liv end at øve sig på klaveret fem-ti timer om dagen og spille koncerter, er Katrine Gislinge for tiden i færd med at »tage sig sammen« til at tage de ekstra fag, der fuldender hendes studentereksamen. Når den er i hus, vil hun læse filosofi. Hun har allerede modtaget lidt undervisning på filosofistudiet i Århus.

»Jeg havde det som en svamp, der var blevet helt vildt tør, da jeg begyndte at gå i skole igen og få noget lærdom ind. Jeg gik og følte mig lidt dum. Lidt uvidende. Bare det at lære at tænke akademisk og sætte spørgsmål med ting og ikke tage alting for gode varer. Det er rart at lære at beskrive verden og ikke at være så firkantet og klare at være rummelig. Deltage i en diskussion og lære alle de svære fremmedord. Det er en anden måde at bruge hjernen på, end når man går på konservatoriet. Dér sjofler alle deres bifag, fordi man har så travlt med at øve sig. Okay, ved du, hvad jeg tror?«, igen lyder hun som om, det er, mens hun taler, at hun forstår.

»Jeg tror, jeg bliver en bedre pianist af det. Jeg vil gerne være en autonom pianist og uafhængig af, hvad andre tænker om det. Jeg vil gerne spille ærligt uden at leve op til bestemte forventninger. Kende til alle de rigtige måder og så gøre mig fri af dem. Det vil sige slippe kontrollen, og det kan jeg ikke helt endnu. Jeg kender ikke så mange, der kan. Men jeg tror, at hvis jeg kun fokuserer på at spille klaver, så bliver grebet om det for stramt, hvorimod hvis jeg fokuserer på noget andet, f.eks. kalder mig filosof i stedet for pianist, selv om jeg er en virkelig dårlig filosof, så vil jeg kunne slippe den der tanke om at være pianist, og så ville jeg bare spille klaver. Forstår du det? Jeg arbejder på ikke at være pianist for at blive en bedre pianist. Det er min plan.«