Fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen er blevet provokeret af, at mange i hendes generation stræber efter at ville være noget særligt. Selv er hun helt almindelig.

Af Anne Funch
Fredag 13. juni 2008

Hun er helt, helt almindelig. Ifølge sig selv endda en lille smule kedelig. 36-årig gennemsnitskvinde, født og opvokset i Midtjylland hos nogle ganske almindelige, dejlige forældre.

Ikke ét eneste traume har forældrene givet datteren Anne og hendes brødre. Ingen stofmisbrugere i familien.

Ingen alkoholikere, ingen depressioner eller interessante sygdomme. Ingen drama-queens og ingen stridigheder. Næsten ingen bliver skilt, og næsten alle i familien får pænt og ordentligt 2,4 børn.

Hvem gider at læse om en kvinde, der blev født helt normal og havde en normal barndom? Gik i skole, tog en videregående uddannelse, blev gift, fik arbejde, tørretumbler og avisabonnement. Som har fået tre børn, der sover, spiser, bøvser, prutter og ellers er helt normale og almindelige ligesom deres forældre?

Kvinden er Anne Skare Nielsen. Tidligere forsker på Institut for Fremtidsforskning og kendt for at give sine vurderinger af, hvor vi danskere er på vej hen, og hvad vi kan forvente af tendenser de kommende år.

Har været medlem af Etisk Råd og er i dag sammen med kollegaen Liselotte Lyngsø direktør i Future Navigator, et firma, der går bag om tendenser og arbejder med fremtiden ud fra, hvad der beskrives som meningsfulde, menneskelige perspektiver.

Hvorfor et behov for at promovere sig selv som almindelig og normal, sådan som Anne Skare Nielsen bl.a. gjorde i foråret, da hun som en af de faste klummeskribenter i Berlingske Tidendes »Etik & Eksistens« skrev en hyldest til normaliteten, til det helt almindelige menneske?

»Jeg er blevet provokeret af, at rigtig mange i min generation stræber efter at være noget ganske særligt. Det normale er blevet unormalt, og man skal helst have et uopdaget talent, en x-factor eller en anden måde at skille sig ud fra den store mængde på. Det ligger latent i min generation, at man fortjener noget særligt, et særligt liv, og at man på en eller anden måde er »destined to greatness«, konstaterer Anne Skare Nielsen.

Hun sidder i firmaets gårdhave på Prags Boulevard på Amager og spiser frokost, mens hun beskriver det at være almindelig kontra det at ville være noget særligt.

»Det er sådan et rigtig Olsenbanden-kvarter herude. Jeg kan virkelig godt lide det,« indskyder Anne Skare Nielsen med henvisning til kvarterets alt andet end feminine baggårde med værksteder, store gamle amerikanerbiler parkeret langs boligkarréer og gamle nedlagte fabriksbygninger. Efter det lille sidespring med Olsenbanden, er hun tilbage på sporet.

»Hvis man ikke synes, det er godt nok at være almindelig, bliver man nemt fanget af behovet for at skabe et idealbillede af sig selv og gøre alt til et projekt. Jobbet skal have kant, kæresten skal være udviklende, børnene nogle harmoniske vildbasser, rejserne originale, samtidig med, at man selv lige får diskuteret nogle politiske problemstillinger og reddet børnefamilien i Indien. Og man er først tilfreds, når man har fået det hele. Tror man – for i virkeligheden kommer tilfredsheden ikke via det ekstraordinære,« mener Anne Skare Nielsen.

»I Norge er der mennesker med penge på lommen, som er begyndt at købe gamle kirker og indrette til dem til boliger. Altså, hvor er vi henne i kampen for at være mest mulig speciel? Man bør ikke flygte fra sin egen normalitet i jagten på at blive noget ganske særligt,« lyder hendes konklusion.

Anne Skare Nielsens pointe er, at man kan blive rigtig glad og finde mening i tilværelsen ved at stige ned fra den selvskabte personlighedspiedestal og holde mere af sin egen hverdag, mærke normaliteten og mærke sig selv lidt mere.

»Det slider jo voldsomt på sjælen at stræbe efter det sublime, hvis man ikke formår at værdsætte det, som det sublime IKKE er. Ulykken er, at der sidder mange mennesker i Danmark i en situation, vi kalder »stuck in fuck«. De er ikke unge, de er ikke gamle, de har alt det, som på papiret er et godt liv, men de er ikke tilfredse, endsige lykkelige.«

Ifølge Anne Skare Nielsen er det nu, bordet fanger. Det er for sent at blive professionel fodboldspiller, astronaut eller linedanser.

»Men de har ikke noget, der presser dem til at forandre noget, og de ved faktisk ikke engang, hvad det skulle være for en forandring. Og så går tiden. Men hvis jeg er »destined to greatness«, sidder jeg så her og spilder noget væk, som jeg aldrig finder ud af, hvad er? Det, der er til stede i sit fravær, kan sagtens fylde rigtig meget,« mener hun.

Det var eksperten og fremtidsforskerens vurderinger af en udvikling, der er kulmineret med hendes egen generation. Men hvad med privatpersonen Anne Skare Nielsen? Er hun virkelig så almindelig, som hun gerne vil gøre sig til? Eller er det bare et smart trick fra en professionel kvinde, der er vant til at tage pejlinger af tiden og som vil sige: Venner, nu er det altså tid til at styre i en ny retning. Nu har vi været »særlige« længe nok.

»Jeg er almindelig, almindelig, almindelig,« gentager Anne Skare Nielsen og griner af sig selv. Gentagelsen kommer som for at understrege ordet, der kendetegner hende som menneske med det liv, hun lever.

»Det kan godt være, nogle kender mig p.g.a. af mine foredrag og fordi, jeg jævnligt har været i medierne, men derudover er jeg for pokker så gennemsnitlig og almindelig, som man overhovedet kan blive. Min have ligner en mellemting mellem en trælasthandel og en militær øvelsesbane. Mit hus roder, og min søn på fire og mine tvillinger på to har sjældent to ens sokker på. Min familie er min absolutte førsteprioritet, og så må andre ting sejle. I stedet for at se sig selv som en fiasko, gælder det om at være helt vildt glad for sådan nogle realistiske, naturlige billeder. De viser vores dagligdag, som den ser ud 99,9 procent af tiden,« mener fremtidsforskeren.

At være almindelig er ifølge Anne Skare Nielsen også at erkende, at man ikke er perfekt. At fjerne sig fra det lag af kunstighed og sukkerglasur, der sammen med ønsket om at være særlig også ligger i tiden. En tid, hvor mange par med krævende jobs, små børn og en travl livsstil helst skal bo som i den nyeste udgave af Bo Bedre.

»Men der er jo ingen, der bor i de dér fnugfri perfekte hjem med orden alle steder. Prøv lige at tænke på, hvorfor der aldrig er mennesker på billederne i Bo Bedres artikler? Fordi man ikke kan få et hjem til at se sådan ud, hvis der skal være mennesker i det.«

Selv sidder Anne Skare Nielsen iført en cremefarvet skjortekjole i den dyre klasse, let makeup og et par høje guldsandaler i skind med kork-plateau. En kvinde med stil og karrieren på plads. Om to timer skal hun holde foredrag, som hun så ofte gør.

»Det er min foredrags-prinsessekjole. Sådan en, man kun kan stå i, og som er alletiders på en scene, men lige om lidt spilder jeg nok rødbeder ned ad den,« griner Anne Skare Nielsen og tager med en koncentreret bevægelse gaflen op til munden og lykkes med sit projekt. Kort efter taber hun kniven i skødet, men den lander heldigvis på broderiet.

Anne Skare Nielsen mener, at det smukke i normaliteten er at erkende, at langt de fleste af os er rundet af muld, vokset op med havregrød og blevet voksne med levepostej.

»Der er noget sundt i det kedelige, og værdsætter man det, finder man ud af, at det enten er godt nok, eller at det særlige – og faktisk også lykken – netop udspringer af det normale. »Perfect not to be pefect,« siger hun som for at ramme det budskab ind, hun gerne vil give på en enkel måde.

»Den trend er heldigvis også på vej herhjemme. At man er perfekt, hvis man IKKE er perfekt.«

Anne Skare Nielsen spørger pludselig:

»Ved du, hvad paskram betyder«? Svaret bliver hun selv nødt til at give.

»Paskram er et gammel ingeniørudtryk. Det er, når kram passer sammen med andet kram. Når f.eks. et kugleleje svupper ind i sit led. Paskram i livet er, når kabalen går op og brikkerne falder på plads. Jeg tror, det er det, mange af os søger.«

For Anne Skare Nielsen er paskram, når hendes børn leger og er glade og raske. Når hendes mand og hun selv har det sjovt eller fordyber sig i en god snak. Når hendes arbejde fungerer, de ansatte er glade, og hun selv har det godt helt ned i maven.

»Når jeg har de faktorer på samme tid, uden at de konkurrerer med hinanden, så er jeg lykkelig. Det er paskram for mig. Det interessante er, at paskram, det kan du ikke købe dig til. Det må du selv skabe. Lige nu og her i den normale hverdag, hvor du trods alt tilbringer det meste af dit liv.«

Anne Skare Nielsen skal holde en helt almindelig sommerferie. Forhåbentlig i det lillebitte sommerhus, som hun er ved at købe sammen med sin mand i øjeblikket.

»Så skal jeg sidde på terrassen og læse og skrive og nyde livet, mens min elskede mand tager vores tre børn med til Lalandia hele dagen. For hvis der er noget, jeg længes efter, er det fred og ro. Når bare de kommer tilbage til mig om aftenen.«

Ironien er ikke til at tage fejl af fra en kvinde, der kræver sin ret til at være almindelig.