I Jørgen Brandts studie hænger masser af boudoir-billeder, så man kan se, hvad man går ind til. ( Foto: Jørgen Brandt )

Det er blevet populært for kvinder i alle aldre at smide kludene på den kunstneriske måde og få taget boudoir-billeder. FRI stillede op til fotografering.

Af Gitte Holtze
Fredag 18. juli 2008

Det ligner næsten et galleri. Rummet er stort og lyst, i midten står en knaldrød sofa af den slags, der koster rigtig mange penge, og derudover er der ikke andet end de mange store fotografier på væggene. De glade bryllupsbilleder, familieportrætterne, billeder af mødre med deres spædbørn.

Og så fotografierne af kvinder. Der er unge kvinder, der er midaldrende kvinder, og der er dem, hvis kroppe bærer præg af, at det er længe siden, de kom til verden. Nogle er i sort-hvid, nogle i farver, et enkelt i silhuet. Og modsat de øvrige portrætter er der på disse ikke fokus på ansigtet – på flere af fotografierne er det enten bortvendt eller slet ikke med – men på kroppen. Den nøgne krop.

Den slags billeder går under navnet boudoir-fotografier, en form for billeder, som flere og flere kvinder de senere år har kastet sig ud i, siger adskillige portrætfotografer. Nogle gør det for at glæde sig selv, andre for at glæde deres mand, mange i forbindelse med den famøse morgengave ved brylluppet.

Og nu skal jeg gøre det samme.

Derfor studerer jeg disse portrætter ekstra grundigt. Jeg er klar over, at boudoir bliver kaldt erotiske billeder på den kunstneriske måde og ikke er pornografi. Men linjen mellem boudoir og soft porn er i mange tilfælde hårfin, og den vil jeg ikke krydse. Det kommer jeg at dømme efter det, der hænger her, heller ikke til.

Billederne er flotte, de er intense, og de er personlige. Men de er ikke lumre, det er udelukkende ens fantasi, der gør dem erotiske. Ikke desto mindre kan de ikke blive til, uden at jeg klæder mig helt eller i hvert fald temmelig meget af foran fotografen. Og det er der, mine betænkeligheder ligger begravet. For ja, det er 28 grader udenfor denne onsdag og om et par timer ligger jeg sikkert på stranden i bikini, og så stor en forskel er der trods alt ikke på bikini og undertøj. Og nej, fotografen ser formentligt ikke noget, han ikke har set før.

Alligevel er der noget grænseoverskridende ved det.

Det ved fotograf Jørgen Brandt godt. Han har taget – hvad jeg på hans hjemmeside og her i rummet kan konstatere – tusindvis af boudoir-billeder af både kendte og ukendte kvinder, og som han forklarer mig, handler det om tillid. Jeg skal smide tøjet foran en fremmed, og uanset, hvor meget jeg hviler eller ikke hviler i min krop, er dét en grænse at overskride for mange kvinder. En grænse, som kræver, at man føler sig tryg ved den person, der skal lede en over den.

»Det er dine billeder, så du og kun du bestemmer suverænt, hvor langt du vil gå og hvilken form for billeder, du vil have,« siger Jørgen Brandt, mens vi sidder i den røde sofa og drikker kaffe. Egentlig har jeg lige fået kaffe derhjemme, men Jørgen Brandt fortæller, at han aldrig farer direkte ind i studiet ved den her form for billeder, og selv om det godt kan virke lidt kunstigt at sidde her og snakke om ingenting for at give mig en følelse af, at jeg er i trygge hænder hos ham, virker det alligevel. For da vi har drukket ud og trækker ind i studiet, er den nervøse hjertebanken, jeg havde, da jeg kom, stilnet lidt af. Jeg har på ingen måde fornemmelsen af – som skrækscenariet måske kan se ud for mange kvinder, og som jeg har hørt mere end én gang i forbindelse med dette boudoir-projekt – at Jørgen Brandt er i denne branche for at lure på afklædte kvinder. Han virker, som om vi lige så godt kunne være i gang med at tage landskabsbilleder, hvilket gør det overraskende nemt for mig at smide jeans og skjorte.

Men én ting er at stå i bh og trusser, en anden er at virke såkaldt erotisk. De første mange billeder, Jørgen Brandt tager, bliver lige til papirkurven. I forvejen er jeg ikke verdens mest fotogene, og at flirte med kameraet, som han beder mig om, er som at opleve en flodhest på land, ufatteligt klodset.

»Prøv at tænke på noget frækt,« opmuntrer han mig.

Frækt? Jeg står kluntet midt på gulvet, badet i lys, jeg er pinligt ædru og usandsynligt meget bevidst om min krop og dens mere – og især mindre – heldige træk. Fræk er ikke det ord, der bedst beskriver min tilstand.

»Jeg har nok at gøre med at trække maven ind,« siger jeg.

Jørgen Brandt sænker kameraet og fortæller mig, at dels kan den slags retoucheres væk, dels er småskavanker af den art noget af det, den mand, man eventuelt tager billederne til, forhåbentlig holder af ved en. Underforstået, at det skal jeg holde op med at fokusere på og slappe af i tiltro til, at jeg er dejlig, som jeg er.

Da første omgang billeder er taget, gemmer jeg mig væk i en af de badekåber, der – som en simpel, men vigtig, detalje – hænger i studiet, mens vi ser billederne igennem på computeren. Jeg er målløs over så meget betydning, et bestemt lys eller en ekstra skygge her og der, har. Der er ikke noget at sige til, at topmodeller ser så overjordisk smukke ud på billeder, så om ikke andet, tænker jeg ved mig selv, er et projekt som dette et voldsomt kick til ens selvtillid.

Vi taler længe om vinkler, lys og skygger og om udtryk. Vi taler så meget, at det går lettere, da vi bagefter går tilbage til projektørlyset og kameraets klikken og tager nogle flere billeder. Jeg kan stadig ikke flirte med kameraet. Jørgen Brandts råd om, at jeg skal lade som om linsen er en lækker mand, og at jeg står på en bar et sted i København, virker ikke rigtigt, men jeg lærer efterhånden at skifte position i glidende bevægelser.

Igen ser vi skuddene igennem, og igen går det nemmere bagefter. Nu faktisk så nemt, at det ikke virker revolutionerende grænseoverskridende, da bh’en ryger. Ganske vist er jeg opmærksom på ikke at stille mig med fuld front mod kameraet, men en nøgen overkrop føles ikke akavet. Jeg har Jørgen Brandts tidligere boudoir-fotografier inde i hovedet og ved godt, at hvis jeg vil have et resultat, der ligner det, er jeg nødt til at give lidt af mig selv og min krop.

Da vi når til sidste omgang, silhuet-billederne, som kræver, at jeg står, som Gud har skabt mig, stikker Jørgen Brandts sekretær hovedet ind. Vi er nu så langt inde i fotograferingen, at hvad jeg måtte have haft af skumle tanker om hans motiver for at lave billeder af denne slags, er langt væk. Alligevel er det på en måde rart at vide, at der er en kvindelig assistent til stede i butikken.

Hun undskylder forstyrrelsen og forsvinder igen, mens Jørgen Brandt retter på projektørerne for at få den optimale belysning. Det betyder, at halvdelen af studiet ligger hen i halvmørke og gør, at jeg umærkeligt bevæger mig lidt friere. Jeg drejer stadig ikke 360 grader rundt om mig selv – jeg har det nu engang bedst med billeder, hvor man ser mig bagfra. Jørgen Brandt kommenterer det ikke. Som han tidligere har sagt, er det mig, der bestemmer farten, og vil jeg ikke fotograferes forfra, liggende på gulvet eller hvad man ellers kan finde på, er det sådan, det skal være.

Silhuetbillederne viser sig, trods mine anstrengelser, at afsløre mere, end jeg bryder mig om, men sammen taler vi om, hvor der skal lægges ekstra skygger ind, og hvordan billedet skal skæres, så jeg er tilfreds med det.

Herefter siger jeg farvel til badekåben og hopper i mine jeans og skjorte, inden jeg går i gang med udvælgelsesprocessen.

Der er taget et par hundrede billeder, og selv om jeg i princippet godt kunne vælge at få dem alle forstørret og sat i ramme eller album, er det mest normale at vælge et sted mellem 10 og 20, som så behandles, så de bliver så flotte som muligt. Det tager lidt tid, og egentlig er de to timer, der er sat af til seancen, gået, men jeg får alligevel lov at studere mig selv på skærmen i ro og mag.

Da jeg tager derfra, er jeg på en eller anden udefinerbar måde stolt af mig selv. Jeg har overskredet en personlig grænse og gjort noget, jeg ikke normalt ville kaste mig ud i. Men som, da jeg først kom i gang, ikke var så slemt, som jeg frygtede.

Og min kæreste blev glad for billederne.