Foto: Claus Bjørn Larsen

Hold mund, lyt til din teenager og glem alt om de gode råd. De siver alligevel ikke ind.

Af Anne Funch
Lørdag 08. september 2007

Stil i stedet afklarende spørgsmål, som hjælper teenageren til selv at nå frem til muligheder og løsninger. Sådan lyder budskabet fra den tidligere verdensmester i kano-roning, Arne Nielsson, der manden bag ny bog om at coache sin teenager.

Hver søndag kan man møde Arne Nielsson og sønnen Oliver, når de går tur i skoven eller sparker nogle kilometer af nede ved søen i Holte. For det meste sludrer de om småting, griner måske lidt undervejs af en episode i tv-satiren »Klovn« eller en mega-dårlig joke, der er så elendig, at den egentlig fortjener at dø. Nogle gange er Arne stille og nøjes med at lytte til Oliver. Andre gange snakker de om, hvad Oliver gerne vil med sin fodbold, med bordtennis, et bestemt fag i skolen eller noget helt andet. Når Oliver vil. For det er Oliver, der selv skal give bolden op, og Arne, der skal gribe den.

I en ny håndbog til teenageforældre om at skifte opdragerrollen ud med rollen som coach, skal mor og far lære at holde mund og i stedet lytte til teenageren. Glem de gode råd, der alligevel ikke siver ind, og stil så i stedet afklarende spørgsmål, lyder opfordringen.

Det er Arne Nielsson, ti-dobbelt verdensmester, olympisk sølvvinder i kano-roning og far til Oliver, 13 år, og Marc, 16 år, der sammen med to andre professionelle coaches står bag bogen »Din teenager skal coaches, ikke opdrages«.

»Der sker så store forandringer med en teenager, at man må indse, at den gamle rolle som opdrager ikke længere dur, og så er teknikkerne fra coaching en glimrende måde at fortsætte på. Coaching handler om at lytte og hjælpe på vej. Om at fokusere på sit barns potentiale. Hvor forældre til mindre børn giver råd, stiller forældrecoachen til teenagere afklarende spørgsmål, som hjælper teenageren til selv at nå frem til nye muligheder og løsninger,« siger Arne Nielsson.

Han er en mand, der siden teenageårene selv har levet af at sætte sig mål. Derfor ved han, at forskellen på at være en drømmer og på at have ambitioner, der bærer en gennem et godt liv, er evnen til at sætte sig mål og så følge dem. Det vil Arne Nielsson også gerne lære sine to sønner. Men uden at pace dem, for hvis man pacer sine børn frem mod nye mål, gør man det for sin egen skyld og ikke for børnenes. Så er det i stedet fars ambitioner, børnene skal indfri, og ikke deres egne, mener Arne Nielsson. Og forskellen er helt afgørende.

»Kunsten er ikke at få min egen holdning igennem ved at manipulere, men at få Oliver og Marc til selv at komme frem til, hvad der er den rigtige vej for dem,« siger Arne Nielsson, der mener, at forældrecoachens fornemste opgave er at gøre teenagerens mål med livet mere klare og mere ambitiøse. Men uden at det nødvendigvis hænger sammen med høje karakterer i skolen eller ambitionen om at komme på 1. holdet i fodbold. Grundlæggende handler det om at rette fokus på det, teenageren er god til, og sørge for, at han får nogle succesoplevelser.

Som så ofte før stod Arne Nielsson forleden foran et af drengeværelserne, hvor døren var spærret og adgang umulig på grund af rod og snavsetøj fra gulv til loft. Han kender følelsen af afmagt, vrede og frustration. Og han kender de dage, hvor det er som om, drengene forsvinder for ham. Hvor den nære og tætte kontakt, han hidtil har taget for givet, ikke rigtig er der.

»Der sker en enorm forandring, der kan være svær at følge med i, fordi det går så stærkt. Nogle gange føles det, som om forandringerne sker over-night. Så kan jeg godt blive lidt rystet og stille mig selv spørgsmålet om, hvem jeg så er som far? For hvad kan jeg, når jeg ikke mere kan bruges til at snøre snørebånd, spille fodbold i haven eller læse godnathistorie?«

Arne Nielsson giver selv svaret. Han skal være sparringspartner med al den støtte og opbakning, der ligger i den ny rolle. Og vil man nå derhen, er kommunikationen helt afgørende.