»Nu begynder eventyret. Nu skal jeg ud at se verden,« siger Gitte Brønd Olsen efter sin jomfrurejse til England. Foto: Linda Henriksen<br>

Syv enetimer med en vejleder var nok til at sætte en stopper for 39 års flyskræk. Nu er Gitte Brønd Olsen klar til at indtage verden.

Af Rie Jerichow
Lørdag 29. juli 2006

Da Gitte Brønd Olsen for godt to måneder siden kneb en tåre i SAS-flyet på vej til London, var hun boblende lykkelig. Naturligvis glædede hun sig til den 50 års fødselsdag, som hun var på vej til - men det var nu snarere selve flyveturen, der gav hende en så ubeskrivelig følelse af frihed, at hun begyndte at græde.

Men helt ærligt - kan det virkelig være så fantastisk at tage en morgenflyver til London?

Ja, det kan det, hvis man som Gitte Brønd Olsen kun har fløjet en eneste gang som tre-årig og i hele sit voksenliv har været så rædselslagen for at flyve, at utallige rejser i tidens løb er blevet aflyst.

»Jeg kunne godt sige med min mund, at jeg gerne ville med ud at rejse, men når dagen nærmede sig, fandt jeg altid på en eller anden undskyldning. Jeg havde opbygget en angst, der bare gjorde det helt umuligt, at jeg nogensinde skulle ud at flyve. Det var slet ikke til diskussion. Men samtidig ville jeg ikke være ved, at jeg var bange for at flyve, hverken over for andre eller mig selv - for jeg vidste, at hvis jeg først erkendte det, skulle jeg gøre noget ved det,« fortæller den 39-årige lærer.

Det afgørende vendepunkt kom, da en nær veninde fyldte rundt, og hendes mand arrangerede et surpriseparty i London.

»Da tænkte jeg: Det skal være løgn - det vil jeg simpelthen ikke gå glip af. Nu skal det være. Og så skrev jeg tilbage og sagde ja tak - og derefter var jeg jo nødt til at gøre noget ved min flyskræk. Ellers havde jeg igen fundet på en eller anden undskyldning,« fortæller Gitte.

Fuld af mistro til, at det nogensinde skulle lykkes hende at slippe af med skrækken, kontaktede hun Lars Petersen fra »Farimag«. Så kunne hun i det mindste over for sig selv hævde, at hun havde forsøgt det optimale.GITTE VAR ikke lige sådan at overbevise. Hendes skræk i livet havde dybe rødder.

»Folk er gode til at fortælle, hvordan det larmer oppe i sådan en maskine. Hvordan man bliver slynget tilbage i sædet, og hvor ubehageligt det er med lufthuller. Så jeg har altid tænkt - det er da forfærdeligt. Simpelthen for farligt. For hvad nu, hvis jeg ikke kunne stole på piloten? Hvad nu, hvis han drak sig fuld? Hvad nu, hvis vingen faldt af og hvad nu, hvis der kom et vindstød?« spørger hun.

Allerede fem enetimer senere gik det op for hende, at hun havde flyttet sig.

»Jeg var lige på vej ud af døren til Lars, da jeg hørte i radioen, at der var strejkevarsler på vej hos SAS. Og i det sekund tænkte jeg: Den rejse skal de fand'me ikke få lov til at ødelægge. Så må de finde en anden flyver til mig. Da fandt jeg ud af, at der var sket en udvikling med mig, for normalt ville jeg have tænkt - fedt nok, så behøver jeg ikke selv finde på en undskyldning,« fortæller Gitte.

Da hun få uger senere stod »helt alene mig« ved indtjekningen i Kastrup, var hun til sin egen store overraskelse forbavsende rolig. Men nu vidste hun også alt om, hvordan en flyvemaskine er konstrueret. Alt om, hvordan den virker, hvornår den bliver tjekket og hvilke typer turbulens, man kan møde. Alt. Hun var fuldt ud på forkant med det hele.

»Lige da motorerne startede, tænkte jeg alligevel: Hvad pokker laver du her? Så begyndte vi at køre ud af startbanen, men allerede dér tænkte jeg, at hvis det er al den larm, der kommer, så er det ikke ret meget. Jeg havde forestillet mig noget, der var meget værre. Og da jeg så kunne mærke, at flyet lettede, havde jeg det sådan, at jeg næsten ikke kunne tro, at det var det, jeg havde været så bange for. Så fældede jeg faktisk en tåre over, at det ikke havde været værre. At jeg nu faktisk var i den flyver, og var på vej over til mine venner. Det var mit ny liv og en frihed, der er helt ubeskrivelig,« fortæller en taknemmelig Gitte.

Hun havde lavet en aftale med sin vejleder om at gå på toilettet undervejs - hvis hun turde.

»Det turde jeg godt, og selv om jeg slet ikke skulle på toilettet, gik jeg derned og tænkte: Det tør jeg da godt, det her. Jeg fik også mod til at kigge ud af vinduet. Det gav et sus i maven, for hold da op, hvor var vi højt oppe, men sikke en fest, hvor var det fedt. Små huse, biler og veje - det var helt vildt,« siger Gitte, der straks i ankomsthallen fandt mobilen frem. Hele familien og alle vennerne fik en SMS om, at »Ørnen var landet«.

»Jeg tænkte, hvor dumt det havde været at lade mig styre så meget af en angst, der i princippet kunne kureres så nemt ved, at jeg fik noget hjælp, så jeg blev tryg. Og jeg vidste, at nu begyndte eventyret. Nu skulle jeg ud at se verden. Alle andre flyver alle egne hen og kommer hjem og fortæller om elefanter og kamelture. Jeg havde bare været i Tyskland, Schweiz og i Prag - med bus. Nu er det min tur til at sende postkort,« siger Gitte Brønd Olsen.Jeg kunne godt sige med min mund, at jeg gerne ville med ud at rejse, men når dagen nærmede sig, fandt jeg altid på en eller anden undskyldning. Jeg havde opbygget en angst, der bare gjorde det helt umuligt, at jeg nogensinde skulle ud at flyve.