
Mens amerikanerne er ovenud begejstrede for Apples ny iPhone, er europæerne mere skeptiske. Den har kun 2G, og så er det alt for svært at skrive sms¿er på den.
På en af verdens største elektronikmesser svirrer rygterne: Apples iPhone kan for lidt for dårligt, Sony kan ikke komme af med Playstation 3 og Blu-Ray har udråbt sig selv som vinder af formatkrigen. Og så har Nokia erklæret PC'en for død - noget tyder på, at de har ret.
Af Karl Kühlmann Selliken
Søndag 14. januar 2007
IT-industrien er ved at dø, og forbrugerindustrien har taget over. Computere er bare ikke fede længere. I dag er en computer bare en computer - sådan er det bare.«
Jeppe Christensen, der er chefredaktør på gadgetmagasinet T3, er taget til Las Vegas, hvor computer- og elektronikindustrien holder deres årlige internationale messe, CES (Consumer Electronics Show). Der er 40 års jubilæum i år, og der er sket meget siden den første messe i 1967. De 130.000 branchefolk på messen ved godt, hvor mange slag der kæmpes i krigen om forbrugernes gunst og de utallige milliarder, de hvert år bruger på den nyeste elektronik.
Der mangler da heller ikke noget i præsentationen af det nye års gadgets - gæsterne bliver transporteret fra den ene event til den anden i Monorail eller dobbeltdækkerbusser, og i bedste Las Vegas-stil har man inviteret sportsstjerner, modeller og musikere for en hver smag. Hvis man ikke hører til typen, der finder den tidligere wrestler og B-films-skuespiller Hulk Hogan videre underholdende, kan man høre koncerter med Cirque du Soleil, der opfører deres Beatles-hyldest »LOVE«, Brian Wilson fra Beach Boys, 3 Doors Down, Slash fra Guns N'Roses eller Joan Jett and the Blackhearts. Den mest prominente gæst er dog Hondas robot ASIMO, der i Danmark er bedst kendt for at overrække blomster til Hendes Majestæt Dronningen.
ASIMO er ikke alene på messen. Det vrimler med robotter, der dog er langt fra at være lige så sofistikerede som ham, selv om en af dem både kan støvsuge og vaske gulv.
Selv om de er sjove at se på, er det ikke robotterne, der får mest opmærksomhed. Den går til spillekonsoller, mobiltelefoner, musikafspillere og fladskærme med højtopløseligt billede.
»Produkterne skal være virkelig små eller virkeligt store, men fælles for dem alle er, at de skal være trådløse,« fortæller Jeppe Christensen.
Som eksempel har ASUS lanceret en notebook, der vejer blot 800 gram. U1, som maskinen hedder, forventes at koste cirka 16.000 kroner.
I den anden grøft har Sharp præsenteret et LCD-fjernsyn på ikke mindre end 108 tommer, for at overbevise forbrugerne om, at de ikke skal bruge deres penge på plasmaskærme.
»Men størrelsen kommer i anden række for mobilitet og kompatibilitet. Det afgørende er, at man kan bruge de her gadgets over det hele, og at de fungerer sammen med hinanden,« forklarer Jeppe Christensen.
»I år 2000 gav man forbrugerne mange løfter om, at det digitale hjem var på vej, og al ens elektronik skulle fungere sammen. Syv år senere begynder vi at se, at der rent faktisk er noget om snakken. Det helt store buzzword i år er netværk. Tingene skal kunne snakke sammen. Dit TV skal f.eks. kunne gå direkte på nettet og hente film.«
Nokia er gået så vidt som at erklære PC'en død og vil kalde deres nye telefoner for multimediecomputere - en trådløs computer, der interagerer med f.eks. TV og musikafspiller.
For at imødekomme den trådløse trend har Apple udviklet et højttalersæt med fire trådløse højttalere, der kan sættes rundt omkring, så man ikke går glip af yndlingssangen, selv om man farer rundt i hele huset.
»De er populære, fordi manden synes, de er fede, og konen godt kan lide, at der ikke flyder ledninger over det hele,« som Jeppe Christensen siger det.
En anden lækker trådløs ting er InFusion, der til trods for, at den kan ligge i hånden, lader en høre alle verdens netradiokanaler.
Messens absolut mest hypede produkt blev ikke engang præsenteret på stedet, men på Apples MacWorld messe, der i år falder sammen med CES. Den nye iPhone er allerede inden offentliggørelsen af flere udråbt som revolutionerende for industrien, men nu hvor katten er ude af sækken, er der delte meninger om sagen:
»De amerikanske anmeldere er vilde med den, og den passer på mange måder også godt til det amerikanske marked. Af samme grund har europæerne en del forbehold,« fortæller Jeppe Christensen.
iPhone er nemlig ikke særligt velegnet til at sms'e på, og det betyder mindre for amerikanerne, der i stedet benytter sig af voicemail. Desuden vil de fleste danske forbrugere være vandt til 3G kapacitet, når telefonen når Danmark om ni måneder, og iPhone er lanceret med blot 2G.
Til gengæld lader det til, at der er en overraskelse på vej til danskerne. Til en demonstration viste Microsoft, at man snart vil kunne se IP-TV på Xbox360 via bredbånd. Ved demonstrationen var der en oversigt over alle Microsofts partnere, og mellem alle de store amerikanske mærker gemte der sig såmænd et TDC-logo. I USA kan ejere af Xbox360 allerede nu downloade film fra nettet gennem konsollen.
Apropos konsoller lyder rygtet, at Sony har noget sværere end beregnet ved at afsætte den nye PlayStation 3. Efter sigende står det så grelt til, at firmaet har bedt butikkerne om at lade konsollerne stå ude på lageret i stedet for at udstille dem i butikslokalet. Det vil få folk til at tro, at de er udsolgt og øge efterspørgslen, hedder det sig.
Der er særligt ét område, hvor man som forbruger skal passe på, og det er krigen mellem HD-DVD og Blu-Ray-formaterne. Blu-Ray har ganske vist udråbt sig selv som vinder, men ifølge Jeppe Christensen kan der gå lang tid, før det bliver endeligt afgjort, hvilket format der er kommet for at blive:
»Godt nok er der langt flere selskaber, der udgiver deres film i Blu-Ray-format end HD-DVD, men filmselskaber er kendt for at skifte holdning hurtigt, og det gør det ikke bedre, at Warner Brothers nu kommer ud med en skive, der kan læses på begge formater. Begge sider har investeret så ufatteligt mange penge i det her projekt, at der ikke er nogen af dem, der har tænkt sig at give op foreløbigt, og det er irriterende for forbrugerne, der ikke ved, hvordan fremtiden ser ud.«
Til gengæld vil Jeppe Christensen gerne gætte på fremtiden for danske gadgetfans:
»Det store bliver at få tingene ind i stuen. Det, jeg tror vi vil se i efteråret, er, at man henter film på nettet. direkte fra stuen i stedet for at køre igennem regnvejret ned til Blockbuster. Til februar kommer f.eks. Apples nye TV, hvor man kan hente film og musik ned på TV'et.
Apples TV har været på det amerikanske marked i et stykke tid. Her udbyder Apple TV-shows på iTunes, så det bliver spændende at se, om det er en tendens, de vil fortsætte på det danske marked.«
Og hvad byder CES-messen 2008 så på?
»Jeg tror, at tendensen med, at du tager dit digitale liv med dig overalt, forstærkes. Vi er ved at se starten på det mobile Internet. Apples iPhone giver et smugkig på det i år, men det at have alt inden for rækkevidde hele tiden bliver det helt store i 2008. Det bliver sådan, at selv om jeg går i Las Vegas, skal jeg f.eks. kunne se dansk TV-avis, når jeg vil. Det kan jeg til dels allerede i dag, men det er ret besværligt og for indviklet for andre end nørder. I 2008 bliver al den slags utroligt nemt. Der kan vi alle sammen få vores »Krøniken« og »Ørnen«, eller hvad vi nu vil. Det betyder, at vi behøver faktisk aldrig nogensinde være noget foruden igen - heller ikke selv om vi ikke er teknikfreaks.«