Carsten Graff, forfatter, foredragsholder og selvudnævnt livsfilosof, har aldrig været bange for at bruge sig selv og grave dybt for at finde kernen i sig selv og andre mennesker. Et kursus om »Kunsten at lyve på ærlig vis« er hans nyeste påfund. ( Søren Bidstrup )

Er det muligt at lyve på ærlig vis? Eller stjæle med god samvittighed? Og hvorfor ikke være tro mod sin utroskab? Forfatteren og livsfilosoffen Carsten Graff vender i en stribe nye provokerende kurser alting på hovedet og

Af Christian Nørr
Lørdag 06. oktober 2007

»Hvordan lærer man at lyve på ærlig vis?«

Carsten Graff overhører totalt spørgsmålet, selv om han – om nogen – burde være mand for at svare på det. Forfatteren, foredragsholderen og den selvudnævnte livsfilosof, med 1.500 foredrag for virksomheder og erhvervsledere på CV’et, udfordrer i en række nye kurser vores måde at tænke på og se verden på.

Med provokerende titler som »Lær at lyve på ærlig vis«, »Stjæl med god samvittighed« og »Vær tro mod din utroskab« er det hans ambition at hive i håndbremsen og vende tingene på hovedet. For det er nogle gange derfra, man ser tingene klarest og ærligst ifølge Graff, der dog kun regner med, at det er »de ekstra rummelige«, der tør gå ind i hans legende laboratorium, han med et glimt i øjet kalder: Stemningshotellet.

Men kan man lyve på ærlig vis? Og hvordan gør man?

Stilhed. Kun et suk undslipper Carsten Graffs læber, da han lægger sig på sofaen i kærestens Hellerup-lejlighed. Øjnene stirrer op i det hvide loft. Stilheden får ikke spørgsmålet til at forsvinde. Efter et par ordløse tilløb begynder han på historien om dengang, han boede i eget hus i Københavns sydhavn.

Et frygtelig tyveriplaget kvarter, hvor forskellen mellem »dit og mit« ofte var et spørgsmål om øjnene, der så. Ingen på vejen undgik ubudne gæster. På nær Graff. Han pillede låsen ud af sin hoveddør, fortæller han, og satte et stort skilt på døren, hvor han skrev: »Kom indenfor, døren er ikke låst, der er mad i køleskabet og kaffe i skabet...« Den slags var tilsyneladende for mærkeligt for indbrudstyvene, der hellere gik over til naboen, hvor der var en ordentlig Ruko-lås at forholde sig til.

Carsten Graff griner for sig selv. Pludselig oplivet af sin egen historie. Strømpesokkerne vrikker selvtilfreds for enden af sofaen, mens han distræt rækker ud efter tekruset på bordet. Han er lige ved at vælte det, men når med nød og næppe at redde de for længst kolde dråber.

Måske er historien det bedste svar på spørgsmålet, om det er muligt at »lyve på ærlig vis«? Graff slår ud med armene med ordene: »Ofte er der større sandhed i skrønen end i »sandheden« selv«.

I Carsten Graffs skæve verden er enhver regel, norm eller sandhed til for at blive udfordret. I hans univers er det ofte det, vi »ikke må«, der er det mest interessante. Det er her, den egentlige sandhed og bevidstgørelse om vores liv ligger – ifølge Graff, der har gjort en dyd ud af at kaste lys over vores skyggesider og ikke gemme dem af vejen, men tværtimod hive dem frem og tage ved lære af dem.

Kurser som »Kunsten at lyve på ærlig vis«, »Lær at stjæle med god samvittighed« og »Vær tro mod din utroskab« er hans forsøg på med provokationen som spydspids at bryde alle konventionerne. Men der er mening med galskaben, bedyrer den selvbestaltede livsfilosof:

»Jo mere bevidst, du bliver om, hvornår du lyver, og hvornår du ikke gør, jo mere ærlig bliver du også over for dig selv og dine omgivelser. Det handler om at øge folks bevidsthed om, hvordan de lever, og hvorfor de gør, som de gør. I den proces kan det være en fordel at give sig selv fri af snærende bånd og »sådan-er-det« tankegangen. For enhver udviklingsproces starter med ærlighed: ærlighed over for sig selv og sine egne tanker, måder at handle på og inderste lyster.«

Graff undertrykker et gab og stirrer på mig. »Hvad er du her egentlig for? Hvad vil du have ud af mig? Det er sgu lidt kejtet at snakke med én, der sidder med en blok i hånden og noterer alt ned? Er du egentlig interesseret i alt det her, eller er det din redaktør, der har sendt dig?«

Spørgsmålene falder tæt som dråber i en efterårsbyge, inden han falder tilbage i sofaen igen.

»Jeg ved slet ikke, om mine pointer og påstande egner sig til forsimplede citater i en avis. Men kender du ikke det at være draget mod det, du ikke må? Som f.eks. at grine højt til en begravelse, slå en gravid i maven, træde et skridt frem og lade sig falde ned på skinnerne foran S-toget... Jeg forsøger at skabe et rum, hvor det er ok at være sig selv, stå ved sine tanker og måske endda se på dem i et mere ærligt lys i stedet for forlegent at feje dem ind under gulvtæppet.«

Vejen til en større bevidsthed er ifølge Graff at bruge den »omvendte pædagogik«. En praksis han i store dele af sit eget liv selv har været fortaler og udøver af.

Eksempelvis starter han næsten altid sine foredrag for gymnasier med at sige: »Jeg giver 500 kroner til den første, der falder i søvn under mit foredrag«. Endnu har han ikke måttet til lommerne, siger han. Han underviser også eleverne i, hvordan de ikke hører efter. Effekten er den stik modsatte, og heri ligger hele pointen:

»Jeg starter med at nedbryde »det-skal-du« reglerne. For først da er det muligt at at trænge igennem alle lagene og komme ind til det, der for alvor er interessant. Det er først, når du ser, hvad det virkelig er, du gør og tænker, at du kan ændre på det. Til mine foredrag og kurser er det ok at være en knudemand, hvis det er det, man er. Det er tilladt at være et menneske, der fejler. Vi er alle løgnere, tyveknægte og utro i en eller anden forstand. Lad os starte med at indrømme det.«

Er det svært at indrømme, hjælper Graff gerne på vej. Til sine foredrag om at »stjæle med god samvittighed« starter han gerne med at sige højt: »De, der med god samvittighed kan stjæle en af mine bøger og samtidig kigge mig i øjnene, mens de gør det, må »stjæle« bogen uden at betale for den.«

Når han besøger gymnasierne, plejer der altid at forsvinde et par bøger, fortæller han. Men sidst han holdt foredrag for 200 direktionssekretærer, forsvandt der bøger for godt 15.000 kroner.

Det er »omvendt pædagogik« udført i praksis og på den kompromisløse måde, hævder han stolt. Han elsker provokationen og er ikke bange for at bruge sig selv på en måde, der får de fleste til at ryste på hovedet af lige dele vantro og undren.

Som da han blev overfaldet på åben gade i Hellerup og efterfølgende insisterede på, at overfaldsmanden tog med ham hjem og drak kaffe, så han kunne undersøge sin egen og modpartens angst. Eller da han for nylig kom i kontakt med en narko-pusher, som han fulgte i flere uger og lærte at blive en god sælger med én eneste begrundelse:

»Ved at lære den unge pusher at blive en god sælger, fik jeg en adgang til ham, som jeg ellers aldrig ville have fået. Han åbnede sig for mig, og der opstod en ærlighed mellem os. Derfor kunne jeg også med stor troværdighed sige til ham: »Nu skal du holde op med det her...« Hvis jeg var kommet med en »det-må-du-ikke« attitude fra start, havde jeg aldrig nået ind til ham og fået ham vænnet af med at sælge narko.«

En grundtese i Graffs verden er, at hvis vi bliver helt bevidste om vores følelser, er vi ikke længere styret af dem. Derfor var svaret også til en nedtrykt tilhører efter et foredrag, at hvis han kunne garantere, at han var nedtrykt, når Graff ringede om en uge, ville han give ham 1.000 kroner uden videre. Også denne gang beholdt han sine penge.

I kurset: »Lær at lyve på ærlig vis« er hele præmissen, at mennesker lyver hele tiden, men bare ikke vil være ved det. Derfor er kurset også tænkt som et øverum – ikke i at blive bedre til at lyve – men for at deltagerne kan blive mere opmærksomme på, hvornår de gør det, og hvornår de ikke gør det.

»Til mange selvhjælpsforedrag oplever jeg en stor angst i salen for ikke at være rummelig nok, kærlig nok, åben nok, modtagelig nok. Der er paradoksalt nok ofte ikke plads til de rigtig skæve, selv om de måske er de mest ærlige. Jeg forsøger at skabe et »forventningsfrit rum« og forsøger at finde svar på spørgsmålet: Er det muligt at være så ærlig om, at man lyver, at man i virkeligheden altid taler sandt?«

I Graffs optik er det derfor, mange mennesker er så utilfredse: »De lyver for sig selv, og de vil oven i købet ikke være ved det. Lad os dog få ånden ud af flasken og tage den derfra, give os selv fri af alle de latterlige forventninger, der omgiver os.«

Derfor glæder han sig også ekstra meget til kurset: »Vær tro mod din utroskab«. For er der et område, hvor forventninger og halve og hele løgne trives bedre end i forholdet mellem mand og kvinde? Graff er ikke i tvivl:

»Jeg giver ikke meget for alle de kurser, hvor de lover et fantastisk sexliv og kører løs med alt det tantra-halløj. Jeg vil vædde med, at et kursus a la: »Sådan undgår du sex med din partner« vil give folk et bedre sexliv, end hvis man flyver de bedste sex-guruer ind til at belære os om, hvad god sex er. Mange bruger alle deres ressourcer på at vise den anden, hvor godt det er, i stedet for at bruge energien på at mærke sig selv. En god elsker er jo netop en, der ikke er bange for at være en dårlig elsker.«

Graff møffer rundt i sofaen som et lille barn, der har siddet stille for længe. Om det er emnet eller de tre timer, der er gået, er ikke til at sige, men han trænger til luft og et »forventningsfrit rum«, som han siger.

Et sidste spørgsmål kan han dog ikke undslå sig: Har du været ærlig under vores samtale?

»Ha ha ha ha.... Den var god. Ja, jeg har været ærlig. Også når jeg har løjet.«