New York-kunstneren Miru Kim har gjort en dyd ud af sin kærlighed til urban exploration. Hun laver fotokunst med sig selv som kontrast til forfaldet. ( Miru Kim )

De trænger ind i forladte, glemte og øde bygninger og i hulrum uden andet formål end at fortælle, at de har været der. De kalder sig urban explorers, opdagelsesrejsende i byen, og bliver flere og flere. M/S tog på tur med en urbexer.

Af Jens Rebensdorff
Lørdag 31. maj 2008

Når Jan Emil Christiansen står og ser på Nordisk Metalkunsts røde murstensbygning på Krimsvej på Amager, ligner han en venlig grib, der venter på, at et døende dyr skal udånde. Bygningerne ved siden af er forlængst forladte med knækkede vinduesrammer, arkivskabenes indhold spredt i bunker på stengulvet, en gammel ghettoblaster, en gammel sko og hundredvis af brugte spraydåser. En tilstand lidt bedre end Hiroshima efter atombomben. En bygning i sådan en tilstand har ingen interesse for ham.

Jan Emil Christiansen er urban explorer. Urbexer eller UE’er, som de siger i USA. Den 33-årige systemudvikler er »medlem« af et fintmasket net af ildsjæle, en global og århundrede gammel tradition, eller snarere et interessefællesskab uden struktur, der strækker sig fra USA over Canada til Australien og storbyerne i Europa. Urbexere har som deres altoverskyggende hobby indtrængen i forladte huse, fabrikker, tomme kontorbygninger, nedlagte værfter, fjernvarmetunneller, glemte subwaystationer og andre tomme og/eller glemte bygninger. Et »Adgang forbudt«-skilt eller »Ingen adgang« er den rene invitation for Jan Emil og hans måske hundrede seriøse danske urban explorer-interessefæller.

Urbexerne finder en ulåst dør eller kommer på anden måde ind og går rundt i de bare lokaler, tager billeder og lægger dem på nettet for at dokumentere, at de har været der, helst som de første efter bygningerne er forladt, og forlader så stedet igen, som om intet er hændt. Er man en rigtig urban explorer lever man efter mottoet: »Take nothing but pictures – leave nothing but footsteps«.

I USA og Canada siger man med vanlig sans for at skære tingene ud i pap, at fænomenet i virkeligheden handler om »to go places, you’re not supposed to go«. Man kunne også kalde urbexerne guerilla-historikere eller bygnings-hackere, og de fleste har det til fælles, at de har mødt hinanden på nettet og undgår for meget hipe om deres passion for lukkede områder. Der skulle nødig gå turisme i deres hobby.

»Jeg vil holde øje med bygningen en gang om ugen,« siger Jan Emil, da vi går hen til bilen for at køre videre. »Når jeg så får at vide, at de lukker og flytter, tager jeg fri fra arbejde for at komme ind. Jeg tror ikke, firmaet har længe igen, og de tager garanteret ikke al inventar med. Så er det fedt at gå rundt og snuse stemningen i sig og forestille sig, hvordan der har været gennem alle årene. Det spændende er, når man kan se, at en bygning er på vej fra en tilstand til en anden. Sådan som Carlsberg ude i Valby.«

Jan Emil, og hans foretrukne urbex-partnere, en sælger og en gartner, vil for alt i verden rykke ind i en tom og glemt bygning eller fjernvarmetunnel, inden graffiti-drengene og hærværksfolket, opdager stedet og har sprayet og smadret lokalerne til ukendelighed. Et kalkbrud i Malmø kan også have interesse. Man kan se Jan Emils video fra stedet på YouTube.

Men i dag har han tilbudt at køre rundt til nogle af de glemte og for uvedkommende ofte forbudte steder, som en hård kerne af københavnske urbexere havde som udflugtmål, inden de blev ødelagt.

»Du får ikke lov til at se den rigtige top-ti,« siger han neutralt. »Dem vil vi gerne have for os selv. De skal ikke i avisen.«

Jan Emil, der udøver sin hobby en til to gange om ugen, får lys i øjnene, når han siger det. Han kombinerer sin interesse for at trænge ind i forladte bygninger med sin interesse for historie. Han vil helst have en masse at vide om de bygninger, han trænger ind i, ved at tale med tidligere ansatte, ved research på nettet eller ved at charmere sig ind på håndværkere og vagtfolk.

»Man skal bygge en historie op omkring det,« fortæller han. Det er ekstra »fedt«, hvis firmaerne efterfølgende kan bruge hans fotografier og viden til at skrive firmaets historie. Det er sket flere gange, siger han.

Urban exploration har de sidste fem-ti år vokset sig stor i bl.a. USA og Canada, hvor fænomenet menes at være opstået. Ingen har præcise tal på, hvor mange, der deler denne hobby, men efter indlæggene på diverse hjemmesider at dømme, må det være tusindvis verden over. Disse byernes opdagelsesrejsende fik i 1996 og året efter for første gang deres »bibler«, da tidsskrifterne »Jinx« og hardcore urbexeren Ninjalicious alias Jeff Chapmans »Infiltration – The Zine About going Places Youre Not Supposed to Go« kom på gaden. Siden er der udkommet en lille håndfuld bøger om emnet, hvor især Jinx-redaktørernes »The Invisible Frontier« er et must for kendere. Da Ninjali- cious engang blev anholdt, var politikvinden henrykt. Det havde taget år at finde den anonymt udseende unge mand, og hun havde billeder af undergrundslegenden hængende på sit kontor. Ninjalicious skrev ironiske tekster på infiltration.org om, hvordan man snyder myndighederne. En milepæl fra hans side var at kortlægge de underjordiske fjernvarmetunneller og skjulte rum under Columbia University. Inden han døde af kræft i 2005, lovede han at efterlade sine optegnelser og detaljerede kort over universitetets undergrund på en tilfældig hylde på biblioteket. Om det er sket vides ikke.

I 2004 var interessen for fænomenet tilstrækkelig stor til, at ca. 200 urbexere kunne afholde det, der dengang var verdens første konference for ulovlig indtrængen. Sløret som en konference for kontorartikler på et universitet.

Inden urban exploration greb om sig med bøger, blade og hjemmesider, havde der i Brooklyn i New York allerede været en gruppe, der blev berømt i området ved at prale af at have tilberedt og indtaget en fireretters middag i en nedlagt subwaytunnel, og der verserede historier om folk, der sejlede i kajak gennem de gigantiske tuneller i Minnesota, der ellers kun er beregnet som overløbskanaler ved stormvejr.

Ind i varmen kom urbexerne for alvor, da tv-kanalen Discovery for et par år siden tog fænomenet under behandling med en af pionererne inden for miljøet, Steve Duncan, som guide, og mange magasiner og amerikanske dagblade har skrevet om emnet. Herhjemme har DRs P1-program »Klubværelset« også fortalt om folkene med denne »hemmelige« interesse. Her tages lytteren bl.a. med under jorden i New York i en glemt og nedlagt subwaystation fra 1954, gigantiske rungende oliebeholdere og i et forladt sindssygehospital i form af fem store otte etagers bygninger langt ude på landet på grænsen mellem USA og Canada. Som én siger i programmet:

»Futuristerne havde idéer om, at den vestlige kultur blev bygget på udforskning, opdagelsesrejser og udvidelse. Lige nu er den urkraft i samfundet ved at komme til udtryk igen, ved at man vil finde steder og gå på opdagelse inden for samfundets rammer.«

Urbexere har som alle andre nysgerrige rejsende deres valfartssteder, der som Den Lille Havfrue eller Disneyland af kendere anses for overrendte og skamridte udflugtsmål. At besøge Tjernobyls spøgelsesagtige beboelsesområder eller den gabende tomme olympiske by fra 1936 uden for Berlin er ikke noget specielt stort for dem. Vi andre uerfarne forfaldsturister derimod gyser og fascineres, når vi hører om disse steder og ser billederne. Og selvfølgelig har man en kultfilm. Mange byudforskeres yndlingsfilm er »Goonies« fra 1985 om nogle børn, der finder et skattekort og opdager en verden fuld af farer og skatte. Den »uforglemmelige« replik er selvfølgelig: »It’s their time up there. It’s our time down here«.

Urban exploration er fuld af alt det, myter og eventyr er skabt af: Hemmeligheder, ulovlig indtrængen, forladte huse, gys og risiko for at blive opdaget af en vagtmand eller ejer. Det er ikke kun en drengeleg, hvis man spørger Jan Emil. Men det ligner.

»Det er ligesom at løse en gåde,« fortæller han. »Som at følge et skattekort.«

F.eks. da han havde gået rundt en hel dag i området og kæmpet med at »løse gåden«, fik adgang til de store siloer på Islands Brygge og endelig fandt en krybekælder. Med knæbeskyttere på kunne han i sejrsrus kravle igennem og få adgang.

Mens vi kører, forklarer han:

»Det, der driver mig, er blandt andet at kunne fortælle nogle røverhistorier og vise fotografier af de steder, jeg har været. Særligt, hvis det er på grænsen til, hvad folk vil tro på. F.eks. at jeg har stået på taget af TV-Byen ude i Søborg, eller da jeg sendte en SMS til en ven om, at jeg nu stod ved siden af en kanonføder i det nu forladte Stevns Fortet. Jeg har også siddet oppe i toppen af Tuborg-flasken en aften og drukket en Tuborg. Det handler om en unik oplevelse og så at kunne vise billeder af det.«

Jan Emil, der tydeligvis er stolt af sine lyssky bedrifter, har gjort en dyd ud af at researche sig ind i bygninger, man ellers ikke har adgang til. Han kan finde på at opsøge håndværkere, der forbarmer sig, som han gjorde i den gamle TV-Byen i Gladsaxe. Her opdagede han og en ven pludselig en dør, der førte ind til en slags halv etage, hvor en varmemester engang havde siddet. Det lille lokale var fuld af gamle billeder og materiale fra de danske melodigrandprix’er, som ingen åbenbart havde gidet tage med sig ved flytningen.

Jan Emil melder sig også på guidede rundture og bliver væk med vilje, for så på egen hånd at snuse rundt og glæde sig over måske at være den første urbexer, der betræder Carlsbergs gamle tappehal eller andre semi-forbudte steder. Han har også engang udgivet sig for at være en historisk interesseret ansat på et DSB-blad for at få adgang til et baneområde. Han er aldrig blevet anholdt eller smidt af en bygning, siger han.

»Jeg sørger for at se lidt seriøs og officiel ud i pænt tøj, så kan man komme ind næsten hvor som helst,« fortæller han og giver nogle tip: Visne blomster, tomme parkeringspladser eller uafhentet post er de første signaler til en urban explorer om, at her er der snart noget interessant at trænge ind i. Man skal ikke stå udenfor en forladt bygning og glo for lang tid. Man skal ikke tage billeder med flash om natten, så det ses udenfor, og man skal selvfølgelig ikke larme for meget. Plus: Håndværkere er dovne og glemmer at lukke døre.

Det er netop Tuborg-flasken, vi er på vej til at besøge.

Vi parkerer lidt væk derfra, og Jan Emil går stille og roligt afsted, som om han skulle på arbejde eller havde et andet lovligt ærinde. Hans diskrete fremtoning er et af adelsmærkerne for en urbexer. Da det ofte handler om ulovlig indtrængen, er det vigtigt ikke at vække opsigt eller skille sig ud. Han ville ikke være til at spotte i en folkemængde på Strøget. Hullet, hvor han for nogle uger siden kunne kravle igennem med sin stavlygte, er lukket. Lygten har han altid i bilen.

»Nå, det var en fuser i dag. Måske er det meget godt, konstaterer han, »Så kommer der ikke så mange.«

Jan Emil er en af de mere strømlinede og velopdragne urbexere, der trænger ind sammen med en ven eller to og overholder de uskrevne regler for ikke at smadre ruder for at komme ind eller stjæle inventar. Hans vådeste drøm er, som han siger, »at få vagtmandens A-nøgle« til alle de steder, ingen normalt kan komme ind til. En anden type er danske Mag, der vil være anonym. På en telefon fortæller han, at han har sit udgangspunkt i graffitimiljøet. Han er en pioner i det danske urbex-miljø, og ifølge Jan Emil, der kun har mailet med ham, »mere til tage«, mens andre urbexere er vilde med nedlagte broer, kraner og gamle bryggerier. Mag er en enspænder og kendt i miljøet, fordi han i januar lancerede sitet Abandon.dk, hvor man på et kort kan se hvor i landet, der findes interessante tomme bygninger. Man kan selv komme med idéer, gode råd og adresser, som så plugges ind på danmarkskortet. Hjemmesiden havde på de første to måneder 12.000 besøgende. I dag har små 55.000 klikket sig ind enten som nysgerrige »turister« eller medlemmer af den hårde kerne. Selv siger Mag:

»Noget af det bedste, jeg har prøvet, var, da jeg via en baggård og en dør, som nogle håndværkere havde glemt at låse, kom op på et tag med udsigt over Rådhuspladsen. Der sad jeg og så solen stå op. Jeg har også været nede under Kongens Have i et lille rum via en lem, der stod på klem. Det giver mig et adrenalin-kick. Det er helt vildt interessant. Det er spændende at rive op i en bygnings historie. Det største er at finde et sted som den første og så lægge billeder af det på nettet.«

Jan Emil har i parentes bemærket også være nede under Kongens Have og set det lille rum, vist nok noget fjernvarme, hvor der dengang boede en pige med tæpper på gulvet. Mag fortæller uden at vide forfærdelig meget om baggrunden for sin hobby, hvordan urbexerne vist nok er ideologiske efterkommere af situationister og folk interesseret i såkaldt psykogeografi. Et af hans foretrukne urbex-hjemmesider er www.uer.ca, hvor The Urban Exploration Resource giver gåde råd, og hvor urbexere udveksler nyopdagelser.

Så er der også folk som newyorker-kunstneren Miru Kim, der er blevet kendt langt ud over de ulovligt indtrængendes inderkreds. Hun laver fotokunst ud af sin kærlighed til forladte steder. På www.mirukim.com poserer hun nøgen i golde og tomme jernbanetuneller, kloakker, beboelsesejendomme, skibsværfter og øde fabrikshaller, så hendes nøgne krops bløde kurver fremstår som smuk kontrast til forfaldet og den mennesketomme tristesse. En mand som Steve Duncan, der deltog i Discoverys udsendelse for tre år siden, er en anden type Urban Explorer. Han hører til dem, der bruger GPSer og walkie talkier, når mobiltelefoner ikke har dækning langt under jorden, vandslanger forbundet til drikkedunke på ryggen, når der skal kravles i lange fjernvarmetunneller eller lukkede subway-tunneller. Den 29-årige newyorker beskyldes af andre for at være lidt for kommerciel, men han er med i eliten i miljøet og tæt knyttet til grubben Jinx, der udover diverse hjemmesider har Urban Explorer-magasinet Infiltration som omdrejningspunkt. Steve Duncan er den kompromisløse type, der synes sloganet »Take nothing but pictures. Leave nothing but foot steps« er noget blødsødent og politisk korrekt pladder. Han mener, at idéen om at kalde urbexere for en bevægelse eller et slags fællesskab kun har til formål at holde andre ude. Urban Exploration er og bliver et individuelt forehavende, som ingen bør sætte grænser for, mener han. Om selve kernen i urban exploration sagde han til New York Times sidste sommer:

»De fleste mennesker oplever deres liv i byen i to dimensioner. De går fra punkt A til punkt B langs gaderne og er ikke bevidst om, at byen har mange lag (...) Når du opsøger utilgængelige steder, oplever du dem på en anden måde og mere direkte. Byens historie bliver levende.«

Næste stop på Jan Emils rundtur er den totalt smadrede lagerbyning i Rovsingsgade på Østerbro, der længe har været brugt til de hemmelige SMS-indkaldte piratfester og til skydning med hardball-kugler. Stedet er tomt og ramponeret med imponerede graffiti-værker over alt på væggene. I Jan Emils øjne ikke interessant, men for M/S et fantastisk stykke forfalds-arkitektur. Lige i skabet til en 1980er-fest. Hans yndlingssted? Jan Emil er ikke i tvivl: fjernvarmetunnellen ude fra Fisketorvet ind under København. I bilens vindue ligger en bog. »Ingeniørgeologiske forhold i København« hedder den. Han smiler af sin nørdethed og den detaljerede bog, som giver oplysninger om Københavns undergrund og rørføringer. Han skal hjem til kæresten og måske en netchat med gartneren eller sælgeren om, hvornår de skal ud og se på det nye sted ude på Krimsvej.

Andre urbexere er ensomme fugle med en højere mening med deres passion. Som den tidligere generte og frygtsomme pige Dree siger i P1’s program:

»Det er en måde at komme væk fra andre mennesker på. Det er afstressende. Hver dag skal man være voksen og være sammen med venner og familie og alt det drama, der føler med. Når man er på et glemt sted, så er man på en måde selv glemt. Det er en måde at lære noget om mig selv på. Det styrker ens selvtillid. I dag er jeg er mere frygtløs. Når man har udøvet UE så ved man, at alt det, man frygter, ikke vil ske, f.eks. at falde i huller og komme i fængsel...« n

www.28dayslater.co.uk, www.jinxmagazine.com, www.forbidden-places.be, www.undercity.org, www.infiltration.org

BØGER

Solis, Julia. »New York Underground: The Anatomy of a City«. Routledge; New York and Great Britain, 2005

Deyo, LB & Leibowitz, David. »Invisible Frontier: Exploring the Tunnels, Ruins, and Rooftops of Hidden New York.« Three Rivers Press, New York, 2003