»Jeg skal skilles«. Den besked fremkalder mange og ikke altid lige heldige reaktioner fra omgivelserne, der står klar med friske bud på løsninger. Vi er blevet små psykologer, der skal forholde os til alt, lyder det fra eksperter. I stedet skal vi i første omgang bare lytte og være neutrale.

Af Anne Funch
Onsdag 05. august 2009

En sørgmodig rysten på hovedet og et ansigtsudtryk, der er en bedemand værdigt.

Reaktionen er på niveau med en besked om, at en nær bekendt har fået konstateret en livstruende sygdom, at økonomien hænger i laser, huset er sat på tvangsauktion, eller at den ældste søn skal afsone en dom for en grov lovovertrædelse.

Thomas' historie:
Tillykke med skilsmissen

Ansigtet, der med ét bliver forvandlet til bedemand, har netop hørt ordet skilsmisse. Et par med to børn har besluttet sig for at gå fra hinanden, og »bedemanden« reagerer øjeblikkeligt ved at konstatere, at det er en katastrofe.

»I vores kultur opfattes det mærkeligt nok stadig som det normale, at ægtepar bliver sammen og ikke lader sig skille. For mange er beskeden om en forestående skilsmisse næsten på linje med dødsfald, og reaktionen fra omgivelserne kan derfor være meget direkte,« siger cand.psych Allan Holmgren, professor på Copenhagen Business School og forfatter til bogen »Par i terapi«.

»En skilsmisse er pr. definition en tragedie, som omgivelserne synes, de må forholde sig til. Man reagerer prompte og siger, hvad man mener til den, der skal skilles. Får uddybninger og forklaringer for bedre at blive i stand til at give sit bud på eventuelle årsager. Og endnu bedre: For at kunne levere løsninger,« siger Allan Holmgren.

En forklaring på, at omgivelserne ofte forholder sig særdeles aktivt til, hvad der fra »skilsmisse-ofret« bare var ment som en nøgtern information, er ifølge Allan Holmgren, at vi med informationssamfundet er opdraget med at skulle tage stilling til stort set alt. Derfor går vi straks i gang med at evaluere situationen og danne os meninger. Også om, at en skilsmisse er på katastrofe-niveau.

»Det kan en skilsmisse selvfølgelig være, men det er altså ikke noget, man uden videre kan tage for givet,« siger Allan Holmgren.

Fremtidsforsker og direktør i firmaet FutureNavigator, Liselotte Lyngsø, kalder det for en »psykologisering«.

»De senere år er vi allesammen blevet en lille smule psykologer og en lille smule coaches. Man kan ikke bare sige, at man har ondt i ryggen, uden at nogen straks skal forbinde smerten med en ubalance mellem arbejde og familieliv eller et skrantende parforhold,« siger Liselotte Lyngsø.

»Det samme sker, når folk fortæller, at de skal skilles. Når der er børn i ægteskabet, er det tilsyneladende særlig forfærdeligt. Desuden er der en tendens til en indblanding og en forholden sig til andres problemer, som desværre ikke bare kan sammenlignes med almindelig omsorg. Uden at vi bliver bedt om det, synes vi, at vi skal finde løsninger for andre. Hvad enten det er et forslag om at redde forholdet med en par-weekend til Paris, et kursus i tantra-massage eller et job på deltid.«

Liselotte Lyngsø har netop afsluttet et forskningsprojekt om fremtidens familier, der som så meget anden udvikling viser tendensen om et A- hold og et B-hold,

»Mange fra A-holdet gør sig umage med at blive skilt på en ordentlig måde. Der er virkelig status i at sige, hvor gode venner, man stadig er og hvor godt, man har formået at arrangere sig. Det synes mange er virkelig cool,« siger Liselotte Lyngsø.

Hun tilføjer, at stadigt flere finder nye livsformer efter en skilsmisse, som ikke er i det klassiske parforhold, men et liv og en hverdag bundet sammen af forskellige netværk og fællesskaber.

Hendes undersøgelse viser, at det med stor succes kan lade sig gøre f.eks. at lave mad sammen med andre skilsmisse-familier, der bor i nærheden, og samtidig få en opbakning og en støtte, der for mange er mere holdbar end et nyt parforhold.

Cand. mag og professionel coach, Lucy Vittrup, møder via sit coaching-firma mange, som overvejer skilsmisse. Hendes opgave er hjælpe folk til at tage den rigtige beslutning, hvad enten det er at opløse forholdet eller arbejde på at blive i det.

»Hvis man har truffet en stor beslutning om f.eks. at blive skilt, føler ingen sig støttet af medlidenhed fra omgivelserne. Så har man i stedet brug for nogen, der siger: Wauw, hvor godt at du har taget en beslutning, som du mener, er den rigtige for dig,« siger Lucy Vittrup.

»På den måde viser man folk sin respekt, og det er præcis, hvad man har brug for i en skilsmisse-situation. Det er ikke befordrende for noget som helst at blive mødt med fordømmelse eller store undrende spørgsmål, men derimod med respekt for et stort – og for de fleste også et svært valg – der har kostet mange overvejelser«.

Ifølge Lucy Vittrup er følelsen af »stakkels skilsmisse-offer« heller ikke optimal for børn at komme videre på.

»En skilsmisse kan være barsk og smertefuld, men det skal ses op imod den smerte, børnene vil føle ved at leve i en familie præget af vrede og frustration. Det er sorg og savn i starten, men børnene behøver ikke at blive knust, hvis man som forælder på en overbevisende og positiv måde viser sine børn, at det er den bedste og eneste løsning. Så er det den historie, børnene tager med sig i stedet for offer-historien, som de ikke kan bruge til noget som helst,« siger Lucy Vittrup.

Thomas' historie:
Tillykke med skilsmissen