Foto: Kristian Sæderup

Det er hverken dit job eller din krop, der afgør, om du er en rigtig mand. Det er, om du får din kone til at føle sig som din kvinde og ikke som din mor.

Af Anne Krogh Sørensen
Lørdag 24. februar 2007

Du synes, du knokler både på arbejdet og hjemme. Du tjener en fed hyre, er god til dit arbejde og er i det hele taget en fin fyr med mange venner, spændende fritidsinteresser og såmænd også et godt tag på kvinderne.

Alligevel brokker din kone sig konstant. Det er, som om du ikke kan gøre noget rigtigt. Du har efterhånden affundet dig med, at den pige, du forelskede dig i og giftede dig med, med tiden er forvandlet til en småsur og krævende furie.

Jeres sexliv er der nok heller ikke så meget sjov ved mere. Du har sjældent lyst til hende - og det virker gensidigt.

Du undrer dig måske lidt over, hvad der er sket med jer. Men du har ikke rigtig gjort noget ved det. Måske er det bare sådan, det går? Og på mange måder har I det da også godt nok. I har gode venner, søde børn og et godt liv med de materielle goder, I ønsker jer.

Hvis du kan genkende dig selv eller din partner i denne beskrivelse, så kan det være fordi du er havnet i den mest almindelige parforholds-konstellation i Danmark: Mor-søn-forholdet.

I dette forhold er kvindens og mandens oprindelige forhold, deres indbyrdes tiltrækning, begær og respekt for hinanden, gradvis skiftet ud med rollerne som mor og søn for hinanden. Og det er ofte sket helt ubevidst, så manden uden at vide det har presset sin kone ud i mor-rollen og fastholder hende der. Og omvendt: Kvinden med det store mor-gen presser sin mand ud i en rolle som søn.

Det er hovedlinierne i Finn Korsaas nye bog, »Naturens muntre søn«. Finn Korsaa - uddannet styrmand, psykolog og terapeut - har gennem mange år arbejdet som parterapeut, og det er bl.a. på baggrund af hans erfaringer med par i terapi, at han har skrevet bogen om den moderne manderolle.

Men selv om bogen tager udgangspunkt i manderollen, så handler problemerne i det moderne parforhold selvfølgelig ligeså meget om kvinden.

»Når folk kommer til mig, skyldes det ofte, at de er havnet i en skævhed i deres forhold, som dybest set er blevet et mor-søn-forhold i stedet for et voksent forhold mellem mand og kvinde,« forklarer Finn Korsaa.

»For nogle mennesker giver det ingen problemer, det skal man ikke glemme. Jeg har en tante langt ude i familien, og det er helt tydeligt, at hun passer på sin mand og sørger for ham - og at han nyder at blive sørget for. Så hvis man er enige om rollerne, er det ren idyl.«

Problemet opstår, når den ene ikke synes, det er sjovt at leve som mor eller søn for sin ægtefælle eller kæreste. Men hvordan kan det så være, at en potent mand og en kvinde med ben i næsen ender i sådan et forhold?

»De bliver indhentet af fortiden. Der sker en forvandling med dem begge, som tiden går. Han underlægger sig hende - nogle gør det meget, andre lidt. Og hun får en rolle som mor - en rolle, som frustrerer hende, fordi hun jo også er en kvinde, som gerne vil mærke, at han begærer hende,« siger Finn Korsaa.

Men manden bliver også frustreret.

»Han mister lysten til hende og synes det er træls, at hun skal bestemme det hele. De skubber hinanden ind i rollerne, men det sker ubevidst. Det er fortiden, der trækker i dem i form af deres egen opdragelse og det, de har oplevet med deres egen mor og far,« forklarer han og understreger, at det gerne er, når der sker noget nyt i ens liv - f.eks. når man flytter sammen eller får børn - at man kigger sig tilbage og bruger de redskaber, der ligger der. F.eks. de mande- og kvinderoller, man har set hos sine egne forældre.

Lidt skematisk sat op er der to problematiske udgaver af mor-søn-forholdet.

I den første (og hyppigste) er kvinden utilfreds med rollerne.

»Hun formulerer det ofte direkte: »Jeg vil sgu ikke være din mor. Jeg vil ikke have ansvaret for det hele.« Hun protesterer imod rollen, men har svært ved at komme ud af den. Og manden forstår ikke, at hun savner at opleve sig selv som kvinde og ham som en voksen mand.