Illustration : Lars Andersen

Mænd og kvinder jager den samme universelle følelse af at være elsket og høre sammen med et andet menneske. Alligevel går det galt på sekunder. Vi misforstår hinanden i ét væk og undlader at sige og gøre, hvad vi virkelig har lyst til. Martin Østergaard tilbyder i sin ny bog at vise kvinderne vej til mandens hjerte. Det kan de bl.a. gøre ved regelmæssigt at holde om mandens »diller«.

Af Christian Nørr
Fredag 29. august 2008

Et stort farverigt billede hænger på den ene væg i Martin Østergaards praksis. Han har købt det af en psykisk udviklingshæmmet i Jylland efter et af sine utallige foredrag om forholdet mellem mand-kvinde og den svære kommunikation mellem kønnene.

Billedet er et glad billede, nogle vil sige et glansbillede, af en rigtig kernefamilie med mor, far og to børn. De smiler og holder hinanden i hånden. Kigger man efter en ekstra gang, opdager man, at faderen og sønnen i familien står med let skrævende ben og flasher deres køn – eller det, der i den her sammenhæng snarere må betegnes som »det tredje ben«.

Parterapeut og forfatter Martin Østergaard er vild med billedet. Ikke kun fordi han selv og mange af dem, der kommer i hans praksis, uvilkårligt kommer til at grine, når de ser det. Men også fordi billedet på mange måder rummer de vigtigste budskaber i det, han gerne vil sige til de mange par, der kommer i hans praksis og i hans ny bog: »Flere veje til mandens hjerte«, som netop er udkommet.

»Der er noget positivt i det billede. En nærmest barnlig glæde og forløsning, som kun bliver endnu større af, at man kan se »dilleren« på faderen og sønnen i familien. Den er næsten lige så lang som deres to ben. Det er humor, ærlighed og ligefremhed, som mange af os kan lære meget af. Ikke mindst i vores relation til det andet køn, som ofte er præget af misforståelser og det, at vi siger ét, men i virkeligheden mener noget helt andet,« siger Martin Østergaard

I de sidste ti år har den kendte parterapeut haft mere end 2.000 par siddende i lædersofaen i sin praksis hjemme i privaten på Nørrebro. Erfaringerne herfra kombineret med alle hans egne krumspring i sit privatliv – Østergaard er skilt to gange og har børn med to forskellige kvinder – er blevet til en ny bog, som skal efterfølge bestselleren »Vejen til mandens hjerte«, som udkom for ti år siden og solgte i mere end 50.000 eksemplarer.

Han betegner sin mission, som »at få folk til at blive sig selv« og ikke mindst finde vejen til deres eget og andres hjerter uden at havne i alt for mange blindgyder undervejs.

Men hvorfor er det så svært for mange at leve sammen? Hvorfor misforstår vi hinanden igen og igen? Og hvad er det egentlig, der foregår inde i den mærkelige størrelse, vi kalder »mand«?

»Mænd og kvinder misforstår hinanden konstant. Manden siger: »Du må se lysere på tilværelsen«, kvinden opfatter det som: »Jeg orker ikke at høre mere på dig«. Kvinden siger: »Jeg savner tillid til dig«, manden hører kvinden sige: »Du lyver.« Der findes utallige eksempler på disse misforståelser og misfortolkninger af hinandens ord og hensigter. Jeg vil gerne tilbyde kvinderne at komme op på stigen og kigge ind over plankeværket til mændene – hvad foregår der egentlig i deres verden og hoveder?«

Martin Østergaards vigtigste råd til kvinderne er: »Lad være...« Lad være med hele tiden at kræve svar. Lad være med at tale hele tiden. Lad være med at kræve mere tid sammen. Lad være med at forsøge at lave din mand om. I stedet opfordrer han til, at kvinderne går den anden vej, lever deres eget liv og giver manden lov til at være mand.

»Mænd elsker at jage, det er et urinstinkt, men som det er i dag, føler mange mænd sig presset af kvinderne, ja, de føler sig ligefrem som de jagede. Det er bestemt ikke kun kvindens ansvar. Manden er efterhånden den ny tids kvinde. Mange mænd er så skide indfølende, at de bliver en undskyldning for sig selv. De skal i stedet stå op og tage deres plads. Det er jo det, kvinderne vil have, i stedet for en undskyldning af en mand.«

Når Østergaard siger »Lad være...« til kvinderne, er det dog kun til en bestemt grænse. Han er ikke overraskende stor tilhænger af plads til hinandens forskelligheder, men når partneren, typisk kvinden, har givet pladsen og været tålmodig længe nok, så opfordrer han til langt mere konsekvent handling:

»Min erfaring er, at alt for mange kvinder lever i afsavn, føler sig småulykkelige og oversete, fordi manden aldrig tager sig sammen. Til det er der ét at sige: Gør noget radikalt! Gå fra ham eller giv ham et ultimatum. Den slags forstår mænd.«

Dermed understreger han også, at det ikke altid er »glansbilledet« på væggen, der er det rigtige eller bedste for alle. Det kan godt være bruddet, der er eneste udvej.

Det er dog værd at huske på, påpeger Østergaard, at kvinder og mænd grundlæggende vil hinanden det bedste. Vi har samme mål om at føle os elsket og kunne elske et andet menneske, at opleve øjeblikke af samhørighed og lykke. Alligevel går det galt på sekunder. Et enkelt ord, et manglende ord, et forkert tonefald. Mere skal der ofte ikke til, før misforståelsen er en realitet, og vi bevæger os væk fra hinanden i stedet for mod hinanden.

Martin Østergaard læner sig frem i sofaen, og hans øjne får et drillende skær:

»Kvinden siger: »Jeg savner tillid til dig«. I virkeligheden mener hun: »Lyt til mine sorger uden at afbryde«. Eller også siger hun: »Hvordan kan du glemme at købe gær?«, og i virkeligheden mener hun: »Jeg savner, at du siger fra over for mine gentagne bebrejdelser, og når jeg er urimelig...« Manden siger: »Du afviser mig seksuelt«, men mener: »Jeg har også mistet lysten til at være tæt på dig«. Eller: »Du er hele tiden efter mig«, når det, han burde sige, er: »Jeg er skamfuld over, at du er den stærkeste af os to.««

Martin Østergaard kommer i sin ny bog ind på flere veje til mandens hjerte, som kvinder kan benytte. Han taler om: 1) Humor. Mænd har en lang tradition for at drille hinanden indbyrdes. Det viser respekt og kærlighed. 2) Den pædagogiske vej. Vær åben og ærlig. Sig hvad du mener, men forvent ikke, at manden retter ind og giver dig ret eller gør alt, hvad du siger. 3) Behandl ham ordentligt. Denne vej er svær at definere, men mange mænd oplever, at deres kvinder behandler dem som børn (fortjent/ufortjent), men læg det så vidt muligt væk. 4) Den konfronterende vej. Bank i bordet og sig til og fra. 5) Den seksuelle vej, som ofte er en stor vej til mandens hjerte. Østergaard foreslår, at kvinden af og til tager fat om mandens »diller« som et kærtegn og en kærlighedserklæring.

Martin Østergaard har gennem sin praksis erfaret, at det er nemmere at få kvinder til at ændre sig end mænd. Mænd gider ikke læse manualer eller tale om parforholdet i timevis. Mottoet er: »Det klarer vi selv«, hvorimod kvinder elsker at læse om kærlighedens krinkelkroge og forsøge at tale sig igennem eventuelle problemer.

»Mænd er kærester. Dur det ikke, så stopper de hellere forholdet og finder på noget nyt. De taler helst ikke om fortiden, men er mere interesseret i at finde løsninger og komme videre. Kvinder derimod er vant til problemer og opsøger dem ligefrem nogle gange. De er vant til at tale om tingene, mens mange mænd har svært ved at sætte ord på alt det svære,«, forklarer Martin Østergaard.

Parterapeuten pointerer, at mændene de senere år er blevet betydeligt mere åbne og talende om svære emner som kærlighed, parforhold, følelser og egne behov. Ifølge Østergaard er det første gang i verdenshistorien, at mænd kan få lov at være feminine og dyrke traditionelt feminine dyder uden at blive set skævt til, og det åbner helt nye veje til mandens hjerte:

»Mænd har et enormt potentiale, når det kommer til det følelsesmæssige. Mange mænd er følelsesmæssigt intelligente, de undertrykker det bare og pakker det ind i maskuline dyder. F.eks. har mange mænd svært ved at sige: »Jeg elsker dig...« De er bange for at blotte sig og vise deres store bankende hjerte. Måske fordi de selv har svært ved at finde vejen til deres eget hjerte – og dermed guide kvinden.«

Martin Østergaard: »Flere veje til mandens hjerte«, udkom i går. Lindhardt og Ringhof, 250 kroner.