
Anette Astrup er single, men hun gider ikke sidde med hænderne i skødet hele sommeren. Derfor tog hun og hendes 13-årige datter, Josephine, på singlecamping i Laven sidste sommer. Succesen gentager de i år.
Flere singler vælger at rejse med hinanden eller solo, for det er ikke længere tabu at være alene på ferie. Singlekulturen vinder frem, vurderer sociolog.
Af Lea Pagh
Fredag 21. november 2008
Det er ikke længere så tabuiseret at søge fællesskab på ferierejser, hvis du er single. Langt de fleste danskere uden en partner er nemlig åbne over for singlerejser. Det viser en stikprøve foretaget af datingsitet E-kontakt.dk, som spurgte deres 42.000 aktive medlemmer.
2.695 søgende singler svarede, og ud af dem har godt 30 pct. af mændene og godt 26 pct. af kvinderne overvejet at tage på singleferie. Det er ifølge sociolog Birthe Lindal Hansen en generel tendens hos de over én million enlige danskere.
»Det smarte ved singlerejser er, at man rejser af sted alene, men fordi der er andre medrejsende, har man et socialt fællesskab med andre mennesker. Mange singler vælger også i højere grad end tidligere at tage af sted helt alene,« fortæller Birthe Linddal Hansen, der suppleres af Maria Groes Eldh, pressechef hos E-dating.dk:
»Der er en stigende interesse for singlerejserne, men det er stadigvæk et fåtal i forhold til det fulde antal af singler i Danmark. Mange kaster sig ud i speeddating og lignende, men man er måske mere forbeholden ved at tage på ferie med fremmede mennesker.«
Og det bekræfter tallene fra undersøgelsen også. Kun 5,7 pct. af mændene og 4,1 pct. af kvinderne har allerede ferieret med andre singler. Men selv om nogle har fordomme ved singlerejser, vil singlerejserne blive mere populære, vurderer Maria Groes Eldh.
»Netdating var et tabu for bare 10 år siden, men i dag har de fleste en datingprofil. Jeg tror, at singlerejserne også vil blive mere almindeligt.«
Således melder Dansk Camping Union (DCU) om stor interesse for singlecamping. Det har DCU imødekommet ved at tilbyde enlige en »single-rabat« på indmelding i unionen. Single-medlemmer kan efterfølgende tage børnene med på camping gratis.
»Vi har mærket en efterspørgsel og derfor oprettet tilbuddet. Medlemmerne bruger også vores hjemmeside til at organisere, at singlerne kan mødes ude på pladserne,« fortæller Jørgen W. Fröhlich, Pressetalsmand for DCU.
Efterspørgslen har de også mærket i Midtjylland. TopCamp Terrassen i Laven nær Silkeborg udbyder årlig to deciderede »singleuger«, uge 27 og 32. Siden starten sidste år har de fået flere henvendelser og omkring 25 singler besøger pladsen i år.
»Vi har mere end dobbelt så mange tilmeldte i forhold til sidste år. Hver dag ringer folk for at høre om singlecamping, og der er ikke fyldt op endnu,« fortæller indehaver af Terrassen, Vivi Noble, der ikke udelukker, at de udvider konceptet med endnu flere uger for singler.
Selv om fordommene om »scorelystne enlige på jagtferie« måske lurer derude, fremhæver sociolog Birthe Linddal Hansen, at der er flere fordele ved at rejse som single.
»Singler er ikke stakler. Når de tager på ferie med andre singler, får de det fulde udbytte. Hvis de derimod tager med vennepar og deres familier, bliver de trukket ind i den families manglende frihed,« vurderer Birthe Linddal Hansen, der i sin forskning har oplevet, at nogle mennesker synes, det er nærmest kontroversielt at tage på ferie alene.
»Vores kultur er i høj grad bygget op om det at være sammen med mennesker og trives i samværet. For nogle mennesker er det at være alene i det offentlige rum grænseoverskridende og ikke attråværdigt, fordi de fleste mennesker kobler social succes med personlig succes.«
Af undersøgelsen fremgår det dog, at kun 30 pct. af kvinderne og halvdelen af mændene ville rejse for at finde en kæreste, mens de fleste fremhæver at finde nye venner og dele oplevelser med andre som grunden til at tage på singleferie.