Bloggeren Marlene Weybøll skriver om singlelivet, som det er: Pinligt, vidunderligt og surrealistisk. Budskabet er, at det miserable singleliv også er hylende morsomt. Læs her hvorfor og få fif til, hvordan du pifter dit eget singleliv lidt op.

Af Ditte Clemen
Fredag 09. januar 2009

Hun er hennafarvet, halvfed og forvirret, skal man tro hendes selvironiske tekster. Kronisk single og meget ofte ramt af tømmermænd. 

Omkring 1.000 internetbrugere læser hver dag hendes små anekdoter om singlelivets rutcheture på hendes hjemmeside eller blog, som det også hedder.

Marlene Weybøll har under pseudonymet Singleton blogget siden oktober 2005. 15. januar i år udkommer hendes kærlighedskuller og kruseduller på bog fra forlaget Phabel.

Singleton kan godt have lidt ondt af sig selv og sit miserable singleliv. Men Marlene Weybøll selv tømmer ikke en pakke kleenex om dagen i frustration over mænd, slingrende ture i byen og andre dumheder. Det forholder sig nemlig sådan, at det, der er allerværst ved at være single, ofte også er helt fantastisk. Som søndage.

Sidste søndag stod Marlene Weybøll for eksempel først op klokken 15.30. Hun kunne være blevet i sengen hele dagen, hvis hun ville, med halvanden liter Ben and Jerry’s på maven og Sex and the City i dvd-afspilleren. Og have nydt det. Helt alene. Måske.

Og måske ikke. For hvis nu hun skulle i Blockbuster efter dvd boksen med sjælesøstrene, ville hun risikere at møde et forelsket par, der hånd i hånd slentrede rundt om søerne eller en tur ned ad Valby Langgade. Og så ville hun komme til at savne den tosomme ensomhed, hvor man ser film sammen, spiser brunch, mens man fletter fingre, og putter hele søndagen. Eller bare går tur. For man går altså ikke særlige mange ture, når man er single.

Sådan kan det bedste også være det værste, og det værste være det bedste. Med få undtagelser.

”Det værste i verden, når man er single, er at være syg. Der er ingen, der køber blade til en. Ingen, der kommer med cola og bananer. Ingen, der holder ens hår og tørrer ens bræk op. Og det er altså ikke kun mænd, der er selvmedlidende, når de er syge. Det er kvinder også,” forklarer Marlene Weybøll.

Men så alligevel er der selvfølgelig ingen, der ser en, når man overophedet og snottet ligger i sengen og hiver efter vejret. Man behøver ikke vaske sengetøjet – eller selv bade i andet end sin egen ynkelighed. Og det er da også noget.