FRI har bedt Lone Kühlmann og Mads Christensen om at forholde sig til autentiske dilemmaer fra bogen »Parforholdet – hvor svært kan det være?« Pernille Rosenkrantz-Theil medvirker i bogen og kender dilemmaerne i forvejen, derfor har hun fået to fiktive dilemmaer.
Af Anne Funch
Onsdag 15. juni 2011
Pernille Rosenkrantz-Theil
34, år, gift og mor til to mindre børn. Har været med i det faste panel i Mads & Monopolet siden 2004.
Dilemma: Jeg kan ikke leve op til min kones drøm om det perfekte liv
Min kone stiller store krav til, at vores liv skal være så perfekt som muligt. Hun har et spændende job, hun har sine veninder, hun løber tre gange om ugen og hun vil også gerne have, vi skal lave gode ting sammen som familie. Vi skal have venner til middag, og vores børn skal dyrke nogle sunde fritidsinteresser. Men jeg synes ikke, vi kan overkomme det, og jeg har efterhånden meget svært ved at leve op til min kones idealer og krav.
Jeg har sagt til hende, at vi bliver nødt til at prioritere, fordi vores liv aldrig kommer til at gå op. Vi har alt for travlt. Men jeg synes, det bliver mere og mere tydeligt, at hun ikke er i stand til at slække på sine krav. Vi kan ikke rigtigt komme videre. Hvad skal jeg gøre?
»Mange kvinder bosser rundt med deres mænd og synes, at de skal bestemme, hvordan hele livet skal indrettes. Ham her bliver nødt til at melde ud, at hun skal skrue lidt ned for volumenknappen med al den perfekthed. Parret skal have sat ord på, hvad de egentlig vil med deres fælles liv. Før kommer de ikke rigtigt videre.
Men det handler også om at lære at give slip. Vi ved jo godt, at når vi har været alene med ungerne et par dage, så ved vi præcis, hvordan det hele skal være. Så skal den anden ikke komme ind ad døren og pludselig begynde at lave om. Men der ligger faktisk en kæmpe befrielse i at turde læne sig tilbage og give slip og så lade den anden lægge niveauet et stykke tid. Det kunne hans kone måske have behov for at prøve.
Det er trods alt de færreste kvinder, som vil have undertrykte mænd. Men ved vi egentlig, hvad vi så vil have? Der er ikke rigtigt blevet skabt et alternativ til machomandebilledet, som blev smidt på porten i 70erne. Vi ved altså godt, hvad vi IKKE vil have. Men hvad er det, vi vil have?«
Dilemma: Han har brudt tilliden, skal jeg tjekke hans sms?
Jeg har en mistanke om, at min mand har en affære med en af sine kolleger. Jeg kan ikke holde tanken ud og har tænkt på, hvordan jeg skulle konfrontere ham med det. Vi har været gift i 15 år, og vi har altid været meget opmærksomme på, at vores forhold er baseret på gensidig tillid. Hvis han har en affære, er det et voldsomt brud på den tillid, vi har opbygget.
Hans mobil har ligget på bordet flere gange, hvor han ikke har været i nærheden, og jeg har kæmpet med mig selv for ikke at tjekke hans mails og sms’er, netop fordi det ville være et brud på tilliden. Men omvendt er jeg 100 procent sikker på, at han allerede har brudt vores tillidsforhold ved at være sammen med en anden. Skal jeg bare blive ved med at være så pæn, hvis tilliden allerede er brudt?
»Det er »no-go« at åbne andres mails eller læse deres sms. Jeg kan næsten ikke sige det hårdt nok. Det er fuldstændig på linje med at åbne en andens brev og læse det. Det er en meget grænseoverskridende og intimiderende handling.
Hun skal gøre sig klart, hvad hun vil bruge en konfrontation til, inden hun fortæller ham om sin mistanke. Og så skal hun tænke lidt længere end et enkelt skridt, for hun kan smadre en helt masse ved at stille ham spørgsmålet, om han har været sammen med en anden.
Hvis hun vælger at konfrontere ham med sin mistanke, skal hun sige til ham: »Jeg vil gerne vide, om du har en affære, og hvis du stadig har den, skal du stoppe den nu.« Hun må være villig til at gå planken helt ud, for spørgsmålet kan ødelægge deres tillidsforhold og dermed hele deres samliv.
Hvis ikke hun er villig til det, skal hun måske lade helt være med at spørge. Så skal hun i stedet gøre ham klart, at han har et ansvar for at forlade hende, hvis han ikke længere elsker hende – affære eller ej. Og et ansvar for at passe på hende, så længe de er i et forhold med hinanden. Hvis ikke hun kan stole på, at han lever op til det ansvar, så skal hele forholdet nok tages op til overvejelse.«
Næste side: Mads Christensen