Gammel kærlighed ruster også. Antallet af ældre ægtepar, der lader sig skille, er mere end fordoblet på bare ti år.
Skilte ægtepar, hvor begge parter er over 60 år
2008: 608
2007: 525
2006: 475
2005: 475
2004: 413
2003: 377
2002: 321
2001: 294
2000: 292
1999: 259
Udregnet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik
Af Trine Birk
Mandag 17. august 2009
Kærlighed har ingen alder - og det har skilsmisse tilsyneladende heller ikke.
Antallet af skilsmisser blandt ægtepar, hvor begge parter er over 60 år, er nemlig mere end fordoblet på bare ti år.
608 ældre ægtepar blev skilt i 2008. I 1999 valgte kun 259 par, at det alligevel ikke skulle være "til døden jer skiller".
I Danmark er antallet af opløste ægteskaber, set over en årrække, faldende. Men seniorskilsmisserne vinder altså frem.
Skilsmisse del af fremtidsplanerne
Hos Ældre Sagens medlemsrådgivning oplever man mange henvendelser fra ældre, der søger råd og vejledning omkring skilsmisse.
Efter indførslen af den nye lov om deling af ægtefællers pensioner ved skilsmisse, der trådte i kraft 1. januar 2007, har et stigende antal medlemmer henvendt sig for at få råd om ægtepagter.
- Flere og flere tænker i ægtepagter. Enten fordi, man bekymrer sig over, hvordan man vil være stillet i en skilsmissesituation, eller fordi man ved, at det kan blive aktuelt i fremtiden, siger Poul Dahl Hede, der er leder af rådgivningen.
Overrasket over stigning
Han er dog meget overrasket over, at stigningen er så markant, som den er. Han tror, at en del af forklaringen skal findes i en mentalitetsændring hos seniorerne i samfundet.
- De, der bliver pensioneret nu, har levet i en tid med frigørelse. Det er ikke længere så fordomsfyldt at forlade hinanden, og man vil ikke prioritere sammenhold for enhver pris.
Han mener, at mange ældre springer terapien over og går lige til skilsmisseforhandlingerne.
- Børn er jo bindeleddet i mange familier. Det kan være en motivation for yndre par for at søge professionel hjælp. Det problem har man ikke som ældre, børnene klarer sig selv, og det kan gøre det lettere at gå fra hinanden.
Læs også:
68'erne bliver skilt
Psykolog og parterapeut Finn Korsaa har ikke oplevet flere henvendelser fra ældre i sin egen konsultation. Han har dog nogle bud på, hvorfor tallene ser ud, som de gør.
- Tiden har gjort os mere bevidste om, at vi vil have noget ud af tilværelsen. Enten går man i terapi, eller også går man fra hinanden.
Her hentyder han især til den nye generation af ældre.
- Det er 68-generationen, der er nået pensionsalderen, og så går de i panik. De har været vant til at gå, hvis der er problemer i parforholdet, siger Finn Korsaa, der gerne vil aflive myten om, at bruddene har noget med opvasken at gøre, eller at man ikke begge to samler på frimærker.
Så selvom skilsmisse ikke er så stort et tabu som tidligere, er årsagen det måske stadig.
- Vi har så svært ved at sige, at vi er skuffede i kærlighed, og så får opvasken skylden - og det er uanset alder, siger Finn Korsaa.
Kilde: Danmarks Statistik
Læs også: