Når kærligheden melder sig, sker der ting og sager på øverste etage. Mere præcist bliver hormonet oxytocin frigivet hos os, når vi bliver berørt, får et knus, kysser eller dyrker sex. ( Illustration: Anders Arhøj )

Kemi. Amor med buen og pilen forduftede den dag, forskerne begyndte at tale om forelskelse som resultat af kemiske processer. For kærligheden har flyttet sig fra hjertekulen og til dybt inde i hjernen.

Af Kristian Kæmsgaard
Tirsdag 07. februar 2012

Det starter gerne ved kysset.

De to har længe udvekslet intense blikke, leet ad og med hinanden. Måske har han inviteret på en candle light middag, og de har gået hånd i hånd langs vandet, mens månen har kastet sit romantiske lys ned på de to turtelduer. Bang, siger det så. Han kigger på hende. Hun kigger på ham. Han kigger på ham. Hun kigger på hende. Og snart efter mødes deres fugtige læber i et sandt festfyrværkeri af lidenskab, begær og længsel.

Romantisk lyder det, og det er det uden tvivl også. Hjertet begynder at banke derudad, blodet bruser i kroppen, og svedperlerne pibler frem på huden. Man kan næsten se for sig, hvordan de røde hjerter omringer det nyforelskede par, og tonerne af sød musik danser gemytligt omkring dem.

Virkeligheden viser sig imidlertid at være knap så rosenrød. For da forskere i slutningen af forrige årtusinde aflivede den smukke, nøgne Amor, der ville affyre sin kærlighedens pil, når forelskelsen ramte os, gik de romantiske forestillinger ligesom lidt op i røg. Vi kunne glemme alt om, at kærligheden en dag ville dumpe ned fra himlen som en guddommelig genstand, for kærlighed havde ingenting at gøre med hjertet.

Jo, okay – men kun i symbolsk forstand. Ligesom alt muligt andet bestod kærligheden af nogle grundstoffer og molekyler, som blev dannet i kroppen gennem kemiske processer. Og når vi havde fået tilstrækkelig mange kærtegn, knus, kys og kram, udviklede hjernen det, som populært sagt bliver kaldt kærlighedshormonet – også kendt som »kærlighedseliksiren« og »kælekemikaliet«. Forskerne kalder det bare oxytocin.

Læs også: 
Pernille, Mads og Lone om kærlighedens dilemmaer
Tips til mere sex i parforholdet
Seksuel tilfredsstillelse stiger med alderen

Men hvad så med alle os, der gik rundt med troen på, at kærligheden rent faktisk holdt til i hjertet, og at der var en mening med alle de kendte floskler om »at have hjertet på rette sted«, »at sætte et hjerte i brand« eller – for den sags skyld – »at knuse et hjerte«? Var vi nu helt fortabt?
 
I gamle dage – dengang man stadig kunne blive varm om hjertet – fik vi hjertebanken ved synet af vores elskede. Talrige kærlighedsdigte og eventyr om prinsen, der vandt prinsessen – eller omvendt – bekræftede os i, at kærligheden var en udefinerbar størrelse, der ikke kunne puttes ned i en æske og navngives med et enkelt label.

Kærligheden svævede over os, og hvis vi var heldige, ramte den med fuld fart direkte i hjertekulen. Helt tilbage fra begyndelsen af vores tidsregning beretter fabler og folkeviser om adskillige kvinder og mænd, der er bukket under for hjertesorger. Og op gennem historien falder især litteraturens kvinder om på stribe, fordi livet har gjort ondt – i netop hjertet. Selveste H. C. Andersen har endda skrevet et eventyr med titlen »Hjertesorg«.

Men forskerne har talt. Når kærligheden melder sig, sker der ting og sager på øverste etage. Mere præcist bliver hormonet oxytocin frigivet hos os, når vi bliver berørt, får et knus, kysser eller dyrker sex. Den amerikanske neuroforsker Paul Zak har endda kaldt hormonet »samfundets lim«, fordi det får os til at føle os forbundet med hinanden. Lige nu er Paul Zak i færd med at undersøge, om også flygtige størrelser som moral og troværdighed er bestemt af den mængde af oxytocin, der flyder rundt i blodet.

Hormonet er årsag til, at vi har lyst til at finde en partner og danne venskaber, og det gør det lettere for os at stole på fremmede. Historien fortæller, at oxytocin oprindeligt blev kendt som et stof, der fik kvinders livmoder til at trække sig sammen, og derfor blev det i begyndelsen af det 20. århundrede anvendt til at sætte gang i fødsler. Hvis en kvindes fødsel var gået i stå, kunne man oven i købet bede hende om at nulre sine brystvorter, så endnu mere oxytocin kunne blive sluppet løs, og hendes fødselsveer ville tage til.

Før man overhovedet kan begynde at tale om udskillelsen af oxytocin i kroppen, er der et par grundlæggende stadier i kærligheden, vi først skal igennem. Ifølge neuroforskere falder forelskelsen i tre faser: En tiltrækning, en forelskelse og endelig kærlighedsfasen, som kan følge efter forelskelsen, hvis vi altså har heldet med os.

Den første fase er ganske ligetil: Vi screener potentielle partnere og ender måske med nogle af dem under dynen. Forelskelsen i næste fase varer som regel fra et par måneder til et år og får os til at fokusere på én bestemt partner. Mens kærligheden, som er den sidste fase, bliver hjulpet på vej af netop oxytocin, der har været med til at skabe det stærke, følelsesmæssige bånd mellem to partnere.

Læs også: 
Facebook bebrejdes for hver tredje skilsmisse
Par-venner gavner ægteskabet
Samboende par er lykkeligere end ægtefolk

Forelskelsen i anden fase kender vi allesammen, og den opstår i de områder af hjernen, der styrer menneskets mest basale drifter – for eksempel trangen til at spise og sove. Naturen har med andre ord givet os muligheden for at blive forelsket, fordi vi skal kunne dække det basale behov, det tilsyneladende er at dyrke sex for dermed at få børn.