Teaterdirektør Peter Langdals bryllup var en fantastisk blanding af traditioner, flippede indslag og store numser.
Af Mette Roer
Mandag 01. februar 2010
Navn: Peter Langdal
Stilling: teaterdirektør
Gift med: Mai-Britt Soley Langdal
Dato: 9. juni 2007
FRIERIET
»Vi havde kendt hinanden i små 10 år, og jeg har villet gifte mig med Mai-Britt, siden jeg mødte hende første gang. Jeg friede på en indisk restaurant, hvor vi ofte spiser. Jeg kyssede, faldt på knæ og havde selvfølgelig en lille gave, et par diamantøreringe til hende. Hun blev forlegen, men ville rigtig gerne. Vores kærlighed et stadig stærk som dengang. Siden er der også kommet flere diamanter til, fordi hun får en, hver gang vi får et barn, og vi har netop fået vores tredje barn sammen.«
Læs også:
Casper Elgaard måtte udsætte bryllupsrejse
Minister styrede bussen i brudekjole
Uffe Elbæks bryllup: Jens sagde først nej...
Panik før kulturministerens bryllup
POLTERABEND
»Mai-Britt havde en kæmpe polterabend med sine veninder. Jeg synes altid, jeg har polterabend. Hver dag er en fest, når jeg går på arbejde på mit teater, og jeg går ind imellem ud med mine gamle venner og drikker øl, så på en måde er det en lang polterabend.«
CEREMONIEN
»Vi blev gift i Vor Frue Kirke i København. Den har jeg et helt specielt forhold til. Det var fantastisk. Jeg er døbt i kirken og har sunget i Københavns Drengekor i kirken i mange år, og vi bor i nærheden, så vi hører faktisk til den. Meget af mit kirkelige liv hører dertil, så jeg var meget, meget glad for, at det kunne være der. Niels HP, akkompagneret af Joachim Pedersen, sang med stor indfølelse Stevie Wonder under ceremonien, og præsten holdt en fantastisk tale. Kirken er uendeligt lang, så det tager lang tid at gå op ad kirkegulvet, hvor jeg så bare kunne nyde dette øjebliks uendelighed, da min smukke kvinde kom gående op mod mig.«
FESTEN
»Vi havde inviteret omkring 100 mennesker på Helenekilde Badehotel. Det er vist lavet lidt om nu, men det var et meget smukt og rustikt sted med udsigt over havet. Jeg brugte hele hyren fra Tosca, som jeg havde sat op i Operaen, på brylluppet.
Vi holdt brylluppet i samme periode, som jeg lavede Matadoropsætningen i Operaen, så der var mange kolleger med. Mine store børn Rumle og Kamille havde skrevet og spillede en fantastisk sang til os, hvor de drillede os med vores alt for tykke numser – det er vist stadig det, folk husker.
Rumle spillede også med sit band, og vi dansede alle generationer til langt ud på natten. Vi havde lejet værelser på hotellet til gæsterne, så næste morgen vågnede alle op og gik i vandet.«
BRYLLUPSREJSEN
»Det havde vi været på inden brylluppet. Vi tog vores lille søn Albert med til Australien og New Zealand om foråret inden brylluppet. En helt vidunderlig oplevelse.«
MINDET
»Det var bare en pragtfuld blanding af det traditionelle, som min kone godt kan lide, og så alt det flippede, som jeg elsker. Der var vores forældre, Bent Fabricius Bjerre, som nok var alderspræsidenten, og masser af børn, så det var en skøn blanding. Jeg holdt min tale til min kone med Albert på armen. Vi vågnede op på dagen i vores kolonihavehus, og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg, at en rose var sprunget ud lige udenfor, så det brugte jeg selvfølgelig i talen.«
ANEKDOTEN
»Da vi kom ud af kirken efter en fantastisk ceremoni, stod Øyvind Ougaard, Danmarks bedste harmonikaspiller, og spillede sjofle sigøjnersange. Så der var masser af dans, champagne og en næsten hedensk stemning på denne super solskinsdag i Nørregade. Det var ellers den sommer, hvor det bare regnede og regnede, men lige den dag var det helt vidunderligt vejr.«
BRYLLUPSDAGEN
»På vores første bryllupsdag var vi på rejse i Italien, hvor vi gik ud og spiste. Jeg synes, min kone var så smuk i sin brudekjole, at jeg joker med hende, at hun skal tage kjolen på den ene gang om året, så den kan blive brugt igen.«
Læs også:
Casper Elgaard måtte udsætte bryllupsrejse
Minister styrede bussen i brudekjole
Uffe Elbæks bryllup: Jens sagde først nej...
Panik før kulturministerens bryllup
Indsend kommentar