
Billedet er det ene af de to billeder, der blev taget på Anne Marie Helgers bryllupsdag. ( Foto: Privatfoto )
Skuespiller Anne Marie Helger og hendes mand, overlæge Jeppe Helweg, fejrer hver eneste måned den dag, hvor de mødte hinanden for 26 år siden. Parret er i december aktuelle med juleforestillingen »Rød front med Falsterflæser«, hvor Anne Marie Helger optræder akkompagneret af sin mand på klarinet.

Navn: Anne Marie Helger
Stilling: Skuespiller
Gift med: Overlæge Jeppe Helweg
Dato: 10. februar 1989
Af Stinne Andreasen
Mandag 06. december 2010
Frieriet
»Jeppe friede til mig, efter at vi havde været kærester cirka seks år. Jeg kan ikke huske selve frieriet, men til gengæld kan jeg huske måden, vi nærmest friede til hinanden, første gang vi mødtes.
Dengang havde jeg atelier i en bygning, hvor vi var en masse kunstnere, der lejede os ind i forskellige lokaler. Jeppes bror, kunstmaler Lars Helweg, havde atelier over mig, og der fejrede han sin 40 års fødselsdag. Til festen skulle jeg optræde med en sang, som Jeppe skulle spille klarinet til. Sådan mødte vi hinanden. Jeg husker, hvordan jeg havde gjort mig fin og kom gående op ad trappen til festen, da jeg mødte Jeppe og hans far.
»Hvor er du dog fin,« sagde Jeppes far til mig. Og jeg svarede: »Det har også taget mange timer. I skulle se mig om morgenen, der ligner jeg udskidt leverpostej.«
Så kiggede Jeppe mig dybt i øjnene og sagde: »Det kunne jeg godt tænke mig at se.« »Det skulle ikke være noget problem for dig, skat,« svarede jeg. Og så havde vi allerede forelsket os.«
Polterabend
»Jeg var ikke på polterabend. Det var slet ikke på tale.«
Læs også:
»Pyrus« strippede på sin bryllupsdag
»Vi svælgede i alle mulige dejligheder«
Brudevals til havfruemusik
Ceremonien
»Da Jeppe ikke er medlem af folkekirken, blev vi gift på Københavns Rådhus i et meget smukt lokale. Der var ingen gæster med til vielsen, for vi havde holdt brylluppet hemmeligt. Vi ville helst nyde dagen alene uden at dele den med nogen. Det skulle bare være os to.
Jeg havde brugt hele aftenen inden på at sætte alle mulige blonder og stofrester sammen til et sort og hvidt kostume. Alle dele på brudekjolen var enten arvestykker fra min mor og bedstemor eller antikke varer fra dengang, min veninde og jeg havde marskandiserbutikken »Fruerne Kluns«.
Efter vielsen kørte Jeppe og jeg rundt til vores forældre og fortalte dem den glædelige nyhed.
Derefter kørte vi til Dragsholm Slot, hvor vi spiste aftensmad og overnattede. Vi var de eneste gæster på slottet, så det var meget, meget romantisk. På slottet fik vi overrakt et lykønskningsbrev fra min lillebror, som boede i England på det tidspunkt. Han var den eneste, vi havde fortalt om brylluppet, for han var syg af AIDS og havde ikke så længe igen. Faktisk gik han bort samme år, så det brev har været i glas og ramme lige siden. Det er meget rørende.«
Festen
»Dagen efter brylluppet samlede vi vores børn på det gamle Hotel Dagmar i Ribe. Jeppes tre børn boede med deres mor i Schweiz på det tidspunkt, og min datter var på efterskole i Ribe. På hotellet fortalte vi dem, at vi havde giftet os. Så vi holdt bryllupsfesten sammen med dem i Ribe.«
Mindet
»Da vi efter vielsen fortalte vores respektive forældre den glade nyhed, reagerede de alle sammen på fuldstændig samme måde: De brød ud i gråd af lykke og fandt et familieklenodie frem, som vi fik i bryllupsgave. Jeppes mor gav os for eksempel sin mors gamle brudering. Det var meget rørende at opleve, hvor henrykte de alle sammen blev for at se os som et ægteskabeligt samlesæt.«
Anekdoten
»Inden for det seneste år har to kvinder sært nok henvendt sig til mig efter en teaterforestilling. Begge kvinder blev viet samme dag som jeg på Københavns Rådhus. De syntes, at det gav deres bryllupper et ekstra lille pift, at de var blevet gift på samme tidspunkt som jeg. De sagde også, at de aldrig ville glemme, hvor fin jeg så ud i min hjemmekreerede, sorthvide blondekjole. Det blev jeg rørt over.«
Bryllupsrejsen
»Sammen med vores børn holdt Jeppe og jeg en uges bryllupsrejse i Trelle i et sommerhus, vi havde lånt af min fætter. Vi lavede ikke andet end at slappe af, spille spil, bage pandekager, gå ture og den slags. Vejret var meget gråt, men jeg elsker gråvejr, blæst og regn. Det er den bedste tid på året, synes jeg, og netop derfor holdt vi vinterbryllup.«
Bryllupsdagen
»Hver eneste måned fejrer vi den dag, vi mødte hinanden: Den 21. januar for 26 år siden til Jeppes lillebrors fødselsdag. Den 21. hver måned er vores dag. Så går vi for eksempel tur i Dyrehaven eller tager på udflugt eller måske på en weekendtur til Sverige. Nogle gange er vi også hos min datter, svigersøn og børnebørn på Bornholm eller besøger Jeppes børn og børnebørn i Zürich. Vi fejrer dagen på alle mulige måder. Vi har mødt hinanden så sent i livet, at det gælder om at få det hele med. Og helst lidt til.«