(t.v)Lidt fra Midtfyns Bryghus sortiment (t.h) Eddie Szweda, der siden 2006 har styret løjerne på Midtfyns Bryghus. ( Foto: Bo Amstrup )

I foråret vandt Midtfyns Bryghus for tredje gang Danske Ølentusiasters pris for Årets Ølnyhed. Nu vil det eksperimentlystne mikrobryggeri lære danskerne at skære ned på vinen og skrue op for øllet, når middagsbordet skal dækkes.

Af Marcus Aggersbjerg
Torsdag 18. august 2011

Der er sikkert en del øldrikkere, som bilder sig ind, at USA er et land med en lang og stolt tradition for at brygge kvalitetsøl. Kigger man på strømmen af små mesterværker, der flyder fra landet på den anden side af Atlanten, er det svært at forstå, at USA’s historie som eksperimenterende ølnation ikke er særlig lang. Eller specielt glorværdig for den sags skyld.

Indtil midten af 1970erne var der omkring 60-70 bryggerier i USA, som bryggede øl til en befolkning på et par hundrede millioner. I dag ligger tallet et sted mellem 1.400-1.500, og udviklingen kan på mange måder sammenlignes med de revolutionære tilstande, der har præget den hjemlige ølscene de seneste ti år. Siden mikrobryggeriet Brøckhouse som det første mikrobryggeri åbnede ballet i 2001, er de små uafhængige håndværksbryggerier skudt op som anemoner i en dansk forårsskov, og har gjort det muligt at stille tørsten i et hav af forskellige øl herhjemme.

Læs også:

Han brygger Danmarks stærkeste øl
Her er Belgiens vildeste øl
Berømt bryggeri: »Vi brygger kun øl vi selv gider drikke«
Gårdbryggeren Fogh Rasmussen

I USA var det præsident Jimmy Carter, der lagde stenene til revolutionen. I årevis havde de store amerikanske bryggerier fremstillet øl på samlebånd, skruet ned for produktionstiderne og ladet markedet styre af Super Bowl-reklamer og pengeglade jakkesæt. Men i 1976 blev det lovligt at brygge mindre mængder øl til eget forbrug, og tusindvis af hjemmebryggere gik i gang med at lave øl. Med tiden blev flere af dem så dygtige, at de kastede sig ud i professionel brygning, og op gennem 1980erne startede hundredvis af nye små bryggerier, dels som restaurationsbryggerier, dels som mikrobryggerier. Den amerikanske ølrevolution var i gang.

Og selv om antallet af bryggerier er noget mindre herhjemme, så er Danmark stadig et af de lande i verden med flest bryggerier per indbygger. Et af dem ligger i et nedlagt slagteri i Broby på Fyn, og det er ikke bare endnu et mikrobryggeri i flokken. Siden starten i 2006 har Midtfyns Bryghus skabt tre øl, som er blevet kåret til Årets Ølnyhed af Danske Ølentusiaster. I 2007 vandt bryggeriet med et bud på en imperial stout, to år senere strøg Chili Tripel til tops, og i år tog Midtfyns Bryghus prisen med sin Rough Snuff. En potent belgisk-inspireret ale brygget med svensk snustobak, som senere blev forbudt af Fødevarestyrelsen, fordi det er ulovligt at blande øl og tobak. Til stor ærgrelse for mange ølentusiaster, der aldrig nåede at få smagt den spektakulære øl fra Fyn.

Heldigvis er det lykkedes at lave en Rough Snuff 2, som brygges med en svensk snus, der i smag ligner den første, men som er lavet på æble og majs i stedet for tobak. Det giver en mørk og kraftig øl, der går godt i spand med lam, vildt eller blåskimmelost, fortæller amerikanske Eddie Szweda, der siden 2006 har styret løjerne på Midtfyns Bryghus.

Den 55-årige amerikaner er tydeligt rundet af hjemlandets trang til eksperimenter og innovation, og hans ambition er klar: Danskerne skal blive endnu bedre til at købe specialøl og sætte dem sammen med mad, og Midtfyns Bryghus’ knap 20 forskellige øl konkurrerer med direktørens egne ord mere med vin end med øl.

»Da vinen kom hertil for 30-40 år siden, drak vi rød, hvid og rosé. Nogle af vinene skulle på radiatoren, andre skulle have en sukkerknald i for at glide ned. Siden er vores smagsløg blevet uddannet, og vi er begyndt at stille højere krav til kvaliteten. I dag køber folk bestemte druetyper til bestemt mad. Det samme kommer til at ske inden for øl, og den udvikling vil vi gerne være med til at skubbe til.«

I Eddie Szwedas hjemland har man for længst fået øjnene op for, hvad øl og mad kan sammen, hvis de parres rigtigt. Men de amerikanske bryggerier har også haft 10-15 år mere til at præparere markedet end deres danske kolleger.

»Vi har oplevet en fantastisk udvikling på meget få år. I dag laves der flere tusinde forskellige øl herhjemme, og der kommer hele tiden nye til. Derudover har vi fået adgang til nye udenlandske øltyper, som for få år siden var ukendt for de fleste, og tilsammen giver det en langt større mulighed for at finde de rigtige flasker, når man skal parre øl og mad.«

Eddie Szweda mener, at det er hans og andre små bryggeriers opgave at uddanne folk og hjælpe dem til at finde den rigtige øl til lejligheden. »Danmark er en ølnation, og det ligger til højrebenet at bruge de senere års ølrevolution til at give vinen fornyet konkurrence og få et stærkere fokus på øl som ledsager til mad,« siger Eddie Szweda.

I årevis har øldrikkerne stædigt forsøgt at trænge igennem med budskabet om, at øl går mindst lige så godt til mad som vin, og når avisernes vinskribenter ved juletid synger deres årlige hyldestsang til øllet og den fede, danske julemad, nikker ølfolket indforstået til hinanden og sender vindrikkerne et triumferende blik. Resten af året kæmper de to grupperinger med at overbevise hinanden og alle os andre om fornuften i at drikke deres favoritter til maden.

Traditionelt har vinen let kunnet tryne øllet, alene fordi kvaliteten af de øl, der var tilgængelige i butikkerne og ude på landets restauranter, ikke indbød til lykkelige ægteskaber mellem øl og mad. Men den tendens er ølrevolutionen godt i gang med at få skovlen under. I dag laver de hjemlige mikrobryggerier øl, der kan matche selv de mest komplicerede og komplekse retter, og pludselig giver det god mening at kombinere øl med mad.
»Det er stærkt begrænset, hvad man kan stille op med en almindelig dansk pilsner, og inden ølrevolutionen egnede de fleste danske øl sig mest af alt til at slukke tørsten med. I dag har vi et imponerende udvalg af forskellige øl, der kan komplementere selv den højeste gastronomi,« siger Eddie Szweda.

Ordene er ikke ment som en bidsk hilsen til bryggerigiganter som Carlsberg og Tuborg.
»De danske bryggerigiganter er dygtige, og kan brygge lige så godt øl som ethvert af de bedste mikrobryggerier herhjemme,« siger Eddie Szweda.

»Deres problem er blot, at de skal være sikre på, at en »ny« øl sælger millioner og kan distribueres i 40 lande, inden den sættes i produktion. Ellers er det ikke rentabelt. Det er vores styrke som mikrobryggeri. Vi kan lave 20-25 forskellige øl, og nogle sælger vi måske kun 5.000 flasker af om året, men det lever vi fint med. Det giver os selvfølgelig nogle fantastiske muligheder for at bygge et sortiment op, der kan klare de fleste kulinariske udfordringer.«

Budskabet er klart: Øl er lige så kompleks og kan lige så meget som vin. I virkeligheden varierer øl mere i smag end vin, lyder Eddie Szwedas påstand:

»Smagsnuancerne i øl spænder utroligt vidt. Fra frugt til røg, tjære, bitterhed, syre, sødme, karamel, kaffe, chokolade, lakrids, fortsæt selv listen, der er en øl til enhver lejlighed. De danske bryggerier skal i gang med at forklare folk, at man sagtens kan servere en hvedeøl til en skaldyrssalat, en barley wine til en créme bruleé eller en imperial stout til en tung chokoladekage. Vi skal have folks øjne op for alle de fantastiske muligheder, der ligger i at kombinere øl og mad. Når man rammer den rette kombination, rykker det virkeligt.«  
  
Øl har desuden den styrke, at det er renset for det element af snobberi, der stadig hærger vinverdenen, og som holder mange forbrugere fra at stille dumme spørgsmål og gå på opdagelse.

»Når man læser en vinbeskrivelse indeholder den ord som cigarkassetræ, sadellæder, kolort og skorpen fra et stykke ristet toastbrød. Den almindelige forbruger har svært ved at fange den slags noter og nuancer. Det er anderledes med øl. Når jeg holder ølsmagning og fortæller folk, at de skal smage en hvedeøl med honning og lime, eller en stout, der smager af chokolade og kaffe, så kan de følge mig. Øl er nem at forstå, og så smager det fandens godt. Derfor hører jeg oftere og oftere mig selv sige: ’Vin? Nej tak, hellere et godt glas øl!«