
Man kan toppe sin gamle vin med op til to procent ny vin, uden at det kan smages.
Folk kom slæbende med deres gamle Grange-flasker, da Penfolds holdt recorking clinic i Stockholm.
- Huset Penfolds blev grundlagt tilbage i 1844 i South Australia, ikke langt fra Adelaide. Huset, som i dag producerer i dag 30 millioner flasker årlig, er ejet af bryggerigiganten Fosters. Husets ikon-vin blev lavet første gang af Dr. Max Schubert i 1951 under det oprindelige navn Grange Hermitage – efternavnet brød bønderne fra appellationen af samme navn i det nordlige Rhône sig dog ikke meget om, så fra 1989 og frem har vinen bare heddet Grange.
- Modsat mange europæiske ikon-vine er der ikke tale om en enkeltmarksvin, men om druemateriale indsamlet fra et ret stort område – helt overvejende shiraz iblandet et pift af cabernet. Produktionen ligger omkring 100.000 flasker årlig. Prisen hos den danske importør, Kjær & Sommerfeldt, er for den sidst frigivne årgang, 2004, 2.149 kr.
- www.kogs.dk
Af Søren Frank
Fredag 23. oktober 2009
Udsigten fra 2.-salen ovenpå den étstjernede restaurant Operakällaren er formentlig den mest storslåede, Stockholm har at byde på: Kongeslottet, rigsdagsbygningen, Skeppsholmsbroen og Grand Hotel ligger alle omkring havneløbet og soler sig i reflekserne fra det blanke vand.
Unægtelig anderledes attraktive forhold, end når man er på besøg hos lægen derhjemme.
Læs også: Sexede dråber fra Champagne
Men det er tydeligvis ikke bare pop og PR, når det store australske vinfirma Penfolds kalder arrangementet, hvor kunderne kan få udskiftet proppen på deres gamle Penfolds-vine, for en 'recorking clinic'.
Vinsamlerne er alle tildelt individuelle tider spredt ud over hele denne torsdag, og konsultationen starter akkurat som hos lægen med, at Penfolds chefvinmager, Peter Gago, eller en af hans assistenter, tager en orienterende snak med klienten.
Flaskernes fortid
Det, som på afstand kunne ligne en løs sludder – bortset fra visse centralafrikanere er australierne formentlig klodens mest afslappede folkefærd – er i realiteten en undersøgelse af flaskernes fortid: Har ejeren købt sin vin frisk fra fad, eller er den gået gennem flere hænder og dermed haft en uvis fortid?
Hvordan er forholdene i ejermandens kælder – skifter temperaturen meget, er der tørt eller fugtigt? Temperaturskiftene er noget af det mest kritiske for vinen, fordi væsken henholdsvis udvider og trækker sig sammen og således kan lække ud af proppen med en lavere stand til følge. En lav stand i flasken er det mest sikre advarselssignal om, at vinen kan være oxideret.
Lagerforhold er afgørende
Køber man en vin, som skal drikkes inden for det følgende år, behøver man ikke være hysterisk angående opbevaringen, men skal vinen kunne stå den lange distance, er lagerforholdene altafgørende. Og i dag, hvor Penfolds har indbudt alle til at få deres Penfolds-vine over 15 år undersøgt uden beregning, er det i den grad det lange sigt, det handler om.
Invitationen gælder i øvrigt alle Penfolds-vine helt nede fra Koonunga Hill, som kendes fra supermarkederne, men i realiteten dukker langt de fleste op med husets ikon-vin Grange, som er en af klodens længstlevende røde.
Betydelig angst
Penfolds-doktorerne forsøger først at få kunderne, der som børneforældre er nervøse på vegne af deres flasker, til at falde til ro.
For mange er risikoen for at få afsløret, at de flasker, man har gået og plejet i kælderen de sidste 20 år, i realiteten er lige til at hælde ud i vasken, tydeligvis forbundet med en betydelig mængde angst.
»Det sker faktisk, at folk bryder sammen, når de opdager, at deres vin er udrikkelig, så egentlig burde vi også have et græde-ud-rum med krisehjælp,« siger Peter Gago.
Formålet med klinikken er at få vinen åbnet, godkendt, isat en ny prop og ikke mindst tildelt et certifikat fra auktionshuset Christie’s i form af en label, som påklistres flasken med underskrift og dato, der gerne skulle matche datoen på den nye prop – en fordel, hvis man har tænkt sig at sælge vinen.
Vindoktorens nåleøje
Men det er langtfra alle flasker, som går igennem vindoktorernes nåleøje, vinen skal om ikke være perfekt for sin alder, så dog være sund og fuldt i live. I løbet dagen ser vi adskillige eksempler på, hvor stor forskel der er fra flaske til flaske, selv når der er tale om samme årgang fra samme kælder.
Således er der flere grænsetilfælde, hvor Peter Gago må tage en hurtig beslutning om, hvorvidt der kan omproppes og udstedes certifikat eller ej. De åbne, afviste flasker bliver ejermanden således nødt til at drikke samme aften – eller hælde ud i vasken, hvad undertegnede ville have foretrukket, hvis de sløje flasker havde været mine.