René Vasquez Alarcon, agronom hos Altaïr. ( Foto: Søren Frank )

I jagten på ribena-fri chilensk vin støder vi på små nye eksklusive vinerier med franske – og toscanske – forbindelser.

Af Søren Frank
Torsdag 11. februar 2010

Den klassiske vin, som man kender den lavet på bordeauxdruer som cabernet, carmenere og merlot, finder man i den centrale del af Chile.

Efterhånden som Santiago er vokset, starter vinmarkerne nu allerede i byens forstæder. Det er for eksempel her, man finder giganten og veteranen Concha y Toros hovedsæde, men også en noget mindre og nyere producent som Haras de Pirque, der holder til i Alto Maipo i 700 meters højde.

Læs også:
Den nye chilenske vinscene

Vingården er særlig derhen, at den i lige så høj grad som vin er dedikeret til opdræt af væddeløbsheste, og så er den halvt ejet af det store toscanske hus, Antinori, som købte sig ind i 2001, året efter at vingården blev bygget, fordi de ønskede en joint venture på samme måde som Mouton Rothchild har lavet Almaviva sammen med Concha y Toro.

Således kommer Antinoris vinmager – eller tekniske direktør, som det snarere bør hedde, når vi er oppe i den skala – Renzo Cotarella en gang om året for at være med til at blande Albis, som ikonvinen hedder her, sammen med den lokale kvindelige vinmager, Cecilie. Ifølge Cecilie har Cotarella især arbejdet med at få mere elegance ind i vinene.

Det er nu ikke rigtigt til at få øje på i den Albis 2004 blandet af 75 procent cabernet og 25 procent carmenere, jeg smager. Vinen er koncentreret med særdeles modne toner af chokolade og tørret sveskefrugt, hvilket ikke mindst skyldes, at 04 var et meget hedt år på disse kanter.        

Altaïr er et andet af disse prestigesøgende joint venture-projekter. Her er der tale om et samarbejde mellem Château Dassault i St. Emilion og San Pedro, Chiles næststørste producent. Som det er tilfældet med Almaviva, køres projektet helt separat fra San Pedros øvrige produktion, hvilket måske ikke er så mærkeligt, hvis man skal sælge en vin til 600-700 kroner, når man samtidig, indtil for nylig, har solgt sin basisvin (Gato Negro) i Fakta for meget få kroner.

Altaïr-projektet er meget bordeaux’sk. Dels blandingen, som er 70 procent cabernet sauvignon blandet med merlot, carmenere og petit verdot. Dels laver man kun Le Grand Vin, Altaïr, sølle 40.000 flasker udelukkende på druer fra markerne omkring vingården i Cachapoal ved foden af Andes i 600-800 meters højde, samt andenvinen Sideral – modsat de fleste andre vinerier i Chile, som laver en lang stribe forskellige vine. 
     
Man må sige, at det er lykkedes Anna Maria Cumsille (60 pct. af Chiles vinmagere er kvinder) at skabe en mere »fransk« stil, hvor frugten ikke er så umiddelbart dominerende og ribena-agtig, men er mere reserveret, jordagtig og mineralsk.

Bortset fra, at der ikke står nogen stor mastodont bag, gentager historien sig næsten hos Neyen, som ligger endnu en tand længere sydpå i Colchaguas smørhul, Apalta. Vingården tæller 145 hektar, men man bruger kun omkring 10 procent af druerne til Neyen, resten bliver solgt. Ejeren Raoul Rojas har set i øjnene, at han ikke kan konkurrere med Concha y Toro på de billige vine, så man laver bare 40.000 flasker af den ene eksklusive vin, som koster omkring 500 kroner, og debuterede så sent som i 2004.

Også her er St. Emilion kraftigt inde over, den konsulterende ønolog hedder Patrick Valette, oprindelig født på Château Pavie, som familien dog solgte, og siden har Valette slået sine folder i Chile. Hos Neyen har han fået et godt materiale at arbejde med, for vinstokkene er op til 120 år gamle og klarer sig uden kunstvanding, hvilket er et særdeles sjældent syn på disse kanter.

Slægtskabet fornægter sig ikke, vinene er relativt reserverede og bordeaux-agtige med behageligt lav ribena-faktor. Der er masser af blyant og cigarkasse og i næsen, kombineret med florale toner, mørk let svesket frugt og en fadprofil, som leder tankerne i retning af den klassiske, sydvestfranske region.          

Da Rojas købte vingården, hed den egentlig Vina Apalta, men det navn har han ikke ønsket at bruge, fordi naboen, Casa Lapostolle, nærmest har taget patent på Apalta-navnet med Clos Apalta, som i dag er Chiles dyreste vin – i hvert fald på hjemmemarkedet. Og igen, igen er gamle Frankrig på banen, Lapostolle-familien, som købte stedet i 1994, er kendt som ejere af Grand Marnier-likøren, konsulenten er den allestedsnærværende Michel Rolland, som jo kommer fra Pomerol, men slår sine folder over hele kloden, og så hedder den daglige vinmager Jacques Begarie og kommer såmænd også fra Bordeaux.

Læs også:
Den nye chilenske vinscene

Det er Begarie, som viser sig at være lidt af en filosof, der forestår besøget. Ejeren Alexandra Lapostolle er forhindret og har således tvunget den stakkels mand til at tage imod, hvilket er noget, han inderligt hader. Og man forstår det sådan set godt, for Begarie kan tydeligvis ikke lade være med at give sig selv fuldt ud, så alene turen rundt i marken tager to timer.

Vingården blev omlagt til fuld biodynamik for tre år siden, og Begarie fremviser med tydelig stolthed kompot, køer og ænder, mens en ung mand i traktor er ved at sprøjte med et af de mange homøopatiske præparater, som er rygraden i denne dyrkningsform.

Alt gøres tilsyneladende rigtigt på Clos Apalta: Druerne håndafstilkes af 60 kvinder, vinene gæres naturligt uden tilsætning af gær i store kar af træ i det nye vineri, hvor pumpning er bandlyst, al transport af vin og most foregår udelukkende ved hjælp af tyngdekraften. Alligevel er det som om, vinen ikke rigtig taler til mig, jeg har simpelthen svært at finde charmen. Det gælder også, da jeg dagen efter smager Apalta blindt på en restaurant i Santiago.

Von Siebenthal

Jeg havde oprindelig bedt om at besøge Von Siebenthal, en ny forholdsvis lille producent i Aconchagua umiddelbart nord for Santiago af schweizisk herkomst, som har fået usædvanligt gode anmeldelser i chilensk sammenhæng. Ikke bare fra Robert Parkers smager, Jay Miller, også magasinet Gastros ellers relativt ædruelige skribent, René Langdal, er gået i selvsving over Von Siebenthal, som for i hvert fald topvinenes vedkommende placerer sig klart i toppen af det lokale hierarki. 

Men af en eller anden grund ryger Siebenthal ud af programmet, og jeg bliver nødt til at smage vinene derhjemme. De viser sig at være vellavede og lækkert saftige uden dog på nogen måde at være ribenafri. Den relativt elegante stil slår på sympatisk vis allerede igennem fra husets billige, økologiske carmenere (85 kr.) Den mest spændende vin, jeg smager herfra, er dog 05 Toknar lavet udelukkende på petit verdot, der er kendt som hjælpedrue i Bordeaux: Sort og svesket på en behersket måde, men hæmningsløst frugtig på den facon, som kendetegner denne drue, når den optræder i et miljø, der er tilstrækkeligt varmt til at sikre fuld modenhed.   

Von Siebenthal importeres af thewinecompany.dk