Klumme: Jeg stirrede fortvivlet på min burger. Hvorefter jeg resolut åd den og tænkte på alle de gange, man tidligere er blevet skræmt fra vid og sans på grund af noget farligt indeni. Karen Margrethe Schelin om agurketiden.

Af Karen Margrethe Schelin
Mandag 06. juni 2011

Sommertid er agurketid, og i år er den slået til tidligere end normalt. Endnu inden den sidste skoleklokke har ringet ud, er agurketiden således over os. Tilmed i en uhyggelig dræberversion.

Stakkels agurker. Først måtte de ikke være krumme, og nu må de ikke komme fra Spanien eller Nordtyskland, og hvordan pokker spørger man en agurk, hvor den kommer fra? Hvad nu hvis den ikke er pakket i plastic med navn og oprindelsesland udenpå?

Og kan man nu også stole på sådan en label?

Eller på sin grønthandler. Ovre hos min glimrende lokale af slagsen ligger agurkerne rimeligt navnløse og uden plasticbetræk side om side. Kender min grønthandler nu også sine agurker godt nok? At det hele er gået rimeligt meget agurk, fik jeg en smagsprøve på sidste lørdag, da jeg var til en fin fest.

Efter velkomstdrinken og værtens tale, bænkede vi os omkring de veldækkede borde. Glad og forventningsfuld kastede jeg mig over forretten, som så vældig delikat ud. Måske derfor overså jeg agurken formet som små »pinocchiokugler«, der lå gemt i rucolasalaten ovenpå fiskecarpaccioen.

Efter de første bidder løftede jeg blikket og kiggede rundt på mine festklædte bordfæller. De sad alle som én og pillede de små agurkekugler ud af salaten, hvorefter de lagde dem til side på tallerkenen.

Død og pine, tænkte jeg. Men skaden var jo ligesom sket – hvis der vel at mærke var sket en skade. Altså besluttede jeg at spise resten af forretten, inklusive agurkekuglerne, som om intet var hændt.  Festen fortsatte i så fin stil, at klokken var passeret langt over midnat, da jeg anduvede mit kære hjem.

Næste morgen vågnede jeg med hovedpine. Som næppe skyldtes agurkekuglerne, men nok snarere, at jeg havde været nødsaget til at dulme min agurkeangst med adskillige glas vin og muligvis også andet spirituøst.

Til alt held havde jeg valgt ikke at fortsætte på Karriere Bar i Kødbyen sammen med mine yngre kolleger. Jeg skønnede velsagtens, at jeg havde gjort den karriere, der tilkommer mig. Både på den ene og den anden måde.

Ud på eftermiddagen søndag mente jeg, at kun en burger og cola kunne gøre skaden god igen. Barnets far viste sig forbløffende solidarisk, skønt han aldrig har været stor fan af McDonald’s. Selv havde han valgt at bruge lørdagen på at løbe over Storebæltsbroen, og her dagen derpå lignede det unægtelig et mere fornuftigt valg end mit.

Nå, jeg fik min burger, og næppe havde jeg sat tænderne i den, før jeg kom i tanke om, at man vist også risikerede at få den livsfarlige tarmsygdom VTEC af at spise bladsalat og tomat (fra Nordtyskland).

Arrrgh. Jeg stirrede fortvivlet på min burger. Hvorefter jeg resolut åd den og tænkte på alle de gange, man tidligere er blevet skræmt fra vid og sans på grund af noget farligt indeni. Hvad enten det nu har været i kyllinger, vin eller hindbær.

Vel hjemkommet fra McDonald’s besluttede jeg ikke desto mindre at kyle samtlige grøntsager fra køleskabets skuffer ud. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg mener, hvor mange gange skal man udfordre skæbnen?

Nu håber og beder jeg så til, at alle relevante myndigheder snart finder frem til den skyldige agurk, så vi kan få has på den modbydelige tarmsygdom, der i skrivende stund har sengelagt 1.200 europæere og kostet 11 tyskere livet. Heldigvis vurderede myndighederne tidligere på ugen, at sygdomsudbruddene var på retræte, ligesom Fødevarestyrelsen også har frikendt danske agurker for den frygtede VTEC-bakterie.

Lad os håbe, det holder stik, så vi kan komme videre med den helt almindelige agurketid og nyde sommeren. Gerne med en agurkemad.