. ( Foto: Søren Frank )

Søren Frank har besøgt Duoro dalen, hvor den nye, moderne portugisiske rødvin er ved at blive skabt.

Af Søren Frank
Torsdag 01. december 2011

Duoro-dalen er et af verdens flotteste og mest dramatiske vinlandskaber. Vinmarkerne skærer sig gennem de granitholdige bjergsider som grønne bånd om sommeren – orange og gule i efteråret – for ofte er skråningerne så stejle, at markerne må plantes i terrasser. Mange af dem skråner lige ned i Duorofloden, der bugter sig dovent gennem det storslåede landskab.

Men det er – og især var - også et af verdens sværest fremkommelige vindistrikter, som ligger flere timers kørsel inde i landet fra Porto. Mens jeg er på vej mod mit mål, mindes jeg mit sidste besøg i Duoro, som fandt sted dengang, før Portugal gik amok i EU-penge og byggede, hvad der i dag er Europas største motorvejsnet målt i kilometer per indbygger.

Dengang var det en fordel at tage toget fra Porto og ind i dalen, og det gik da også meget godt på vej ud, men vejen tilbage søndag aften står stadig som lidt af et mareridt for mig. Jeg havde forsøgt at gardere mig ved at bestille plads i en ikke-ryger kupé på 1. klasse, men efterhånden som tiden skred frem, og toget blev fyldt af fodboldtilhængere og soldater på vej tilbage fra orlov, hjalp det ikke meget. Jeg forsøgte at klage til konduktøren, men inden længe sad også han og pulsede cigaretter inde i min kupé. Da de drikkende soldater og hooligans kom i nævekamp ude i korridoren, så jeg ingen anden udvej end at søge tilflugt i en kupé befolket af to tilsyneladende lesbiske, jødiske kvinder, som de unge mandlige brushaner tydeligvis ikke turde interagere med.

Da toget endelig nåede frem til Porto, var vi mindst tre timer forsinket og min chauffør, som skulle samle mig op og køre mig til hotellet, var pist væk. Det er selvfølgelig, hvad der kan ske, når man rejser i Sydamerika eller Afrika, men måske ikke lige, hvad man er  forberedt på inden for EU.

Og hvad er der så sket siden sidst? Jo, som sagt er stort set hele Portugal blevet belagt med asfalt, så jeg i løbet af et par effektive timer i bil kan nå ind i den dybe mørke dal uden at belaste lugtesansen med svedende, rygende og drikkende hooligans.

En anden markant forskel er, at hvor jeg sidst besøgte de store portvinsproducenter – Taylor’s Fonseca, Noval og Burmester – er det denne gang producenter af tør bordvin, som er på agendaen. Jeg har længe været på udkig efter den moderne portugisiske bordvin. I de gode gamle EFTA-dage, før vi kom i EU og var i handelsunion med Portugal, stod der jævnligt portugisisk dão eller garrafeira på de danske middagsborde. Siden har man forgæves skuet efter en vinrevolution på linje med den, som f.eks. Italien har gennemgået fra nord til syd.

Læs også:

De vilde hvide
Cognac på norsk
Gourmet: Snip snaps snude

En smagning med Quinta do Vallado i København for et par måneder siden, fik dog mine øjne op for, at det måske er i Duoro, hvor flere og flere slår sig på bordvin, at man skal søge. Forklaringen er, at det i dag langtfra er så interessant at sælge portvin, som det har været. Markedet er vigende og til de fleste producenters store irritation, er produktionen reguleret af myndighederne i form af de såkaldte beneficios, som er den årlige kvote af retten til at sælge portvin. Denne ret er ofte mere værd end selve druerne, der med 40.000 hektar i distriktet er mere end rigeligt af. Derfor hænder det, at en af de mange små vinbønder i området, hvoraf mange kun har vinen som bierhverv, sælger retten til porten, og lader druerne hænge på planterne.

I år er beneficio’en sat ned med 20% – ikke fordi det har været en speciel sparsom høst, men i et forsøg på at opretholde et vist prisniveau i en tid, hvor lagrene bugner og verdensøkonomien halter. Et meget tydeligt udtryk for, at portvinsindustrien er i krise. Herhjemme har vi også set store mængder af fadlagret port fra huset Burmester med alder blive solgt for lave priser. Det er muligt, at det endnu ikke ser helt så slemt ud som for sherry og cognac, der begge mistede halvdelen af markedet i løbet af en periode på ti år. Men der er næppe nogen – i hvert fald ingen af dem, jeg møder under mit besøg i Duoro – som tror på, at fremtiden vil bringe et øget salgsvolumen af port. Og som flere producenter nævner, så var det jo også tør bordvin, man lavede her, før englænderne i slutningen af 1600-tallet fandt på at forstærke den endnu ikke færdiggærede og søde vin med spiritus, så den kunne holde sig under rejsen til Storbritannien.

Efterhånden som bilen pløjer sig gennem landskabet, og jeg ankommer til Quinta do Vallado, bliver indkvarteret i husets nye lille boutique hotel og beser det hypermoderne vineri, fordamper fornemmelsen af at være på besøg i udkants-Europa. Personkredsen bag Duoro Boys – et markedsføringssamarbejde indgået af fem uafhængige producenter – som jeg besøger, er et gammelt Port aristokrati.

Således nedstammer ejeren af Vallado, João Ferreira Alvares Ribeiro, fra det store historiske portvinshus, Ferreira. Ejerskabet til porthuset var imidlertid delt ud på mange forskellige familiemedlemmer, hvoraf flere hellere ville have penge på bordet nu og her end beskedne dividenter, så i 1982 blev Ferreira solgt til den store koncern SOGRAPE, hvis storhed skyldes den velkendte rosévin Mateus i den lille buttede flaske.
SOGRAPE købte imidlertid kun selve handelshuset Ferreira, ikke de vingårde – kaldet quintas – som var i Feirras besiddelse, og det lykkedes Joãos del af familien at sikre sig Vallado. Efter nogle år, hvor Vallado levede af at sælge druer til Ferreiras portvin, besluttede João Ribeiro i 90’erne, som en af de første i dalen, at lægge om til produktion af tør vin.

»Portmarkedet er vigende, ufrit (reguleret af beneficios, red.) og kraftigt domineret af tre-fire meget store grupper, og vi finder det uinteressant at producere billig ruby port,« fortæller João.

Familien gik således i gang med en større omplantning, kun ca. en tredjedel blev bevaret, heriblandt de ældste 100 år gamle vinstokke. Hvor der i gamle dage var tradition for at plante forskellige druetyper i en skøn forvirring – man kan i dag registrere op til 40 forskellige typer på en enkelt mark – plantede Vallado nu enkel druetyper. F.eks. Touriga Nacional, som ellers stort set var forsvundet, fordi portbønderne var på jagt efter mere højt ydende druetyper.

Ifølge João Ribeiro er der forskel på, hvad der er gode druer til port og bordvin, så druerne til den lille smule portvin, som Vallado stadig producerer, kommer ikke fra markerne omkring gården, men længere inde fra dalen, hvor der er mere varme og power. Til de tørre vine derimod er de gået den anden vej og er begyndt at beplante de nordlige skråninger for at få mere kølighed ind i vinen.

Og jagten på kølighed er – i hvert fald i undertegnedes bog – et kodeord for Duoro-dalen, hvor sommertemperaturerne rutinemæssigt overstiger de 40 grader. Jeg bider således hurtigt mærke i, at jeg klart bedre kan lide den kølige 2008 årgang frem for den varme 2009. Vallados 08’ere får mig til at tænke på syrahvinene fra det nordlige Rhône, som jeg holder meget af.

Allerede basisvinen Vallado, som hovedsagelig kommer fra yngre vinstokke, og med 250.000 flasker årlig udgør halvdelen af husets produktion, har mørke toner af røg, peber og kød, som giver mig associationer til st. joseph. Susão, der normalt bidrager til den klassiske portblend med finesse, vinificerer Vallado som en kuriøsitet solo: Den fodtrampes og gæres færdig på barriques hvoraf 80% er nye: 08’eren er meget spændende og mineralsk, næsten salt – »grafit«, siger João - og sort i glasset med mørke toner af blå- og solbær og en markant, frisk syre.

Også Vallados touriga nacional er meget interessant, faktisk næsten côte-rôtie-agtig med tonsvis af peber, sorte bær og violer i næsen. João indskyder, at man også altid finder bergamotte i touriga – og en dejlig saftig mund.

Reserva Field Blend, som for 70% vedkommende kommer fra de gamle marker, er mere koncentreret og sveskeagtig i frugten, men efter min mening ikke så interessant som susão og touriga nacional. Lidt det samme kan siges om Adelaide – opkaldt efter Ferreiras stammoder, Dona Antonia Adelaide, som grundlagde porthuset. Vinen kommer udelukkende fra 100 års stokke og er lagret 100%ny eg. En imponerende drøj vin, som tyktflydende blækfarvet kokosjuice i 09 og med mere jord, tobak og lakrids på i 07, men dybest set nok mere en vin for amerikanske journalister end undertegnede.