Der er blevet klynket en del over den kommercielle ånd, som har spredt sig i den belgiske trappistverden de seneste år, og specielt de to største bryggerier, Westmalle og Chimay, har måttet stå for skud. ( Foto: Marcus Aggersbjerg )

Der er ikke meget klosterromantik over Belgiens største trappistbryggeri. Moderne produktionsmetoder og en stærk marketingsstrategi har gjort Chimay verdensberømt.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Se også

• Øl er bedst til det fede
• Øl er sundt
• Rejsen til øllets indre
• Drik en bryg for din ryg
• Han brygger Danmarks stærkeste øl
• Munke-øl er kult

Tema

• Munke-øl er kult
• Han brygger Danmarks stærkeste øl
• Drik en bryg for din ryg
• Gode øl til sommermaden
• Rejsen til øllets indre
• Rock’n’roll bryggeren
• Øl er sundt
• En rigtig herrefrokost - og dens øl
• Guide til verdens bedste øl
• Lige til øllet
• Se flere artikler fra dette tema

Fakta om Chimay

• I sommeren 1850 slog en lille gruppe munke sig ned på det vilde Scourmont-plateau nær byen Chimay. Målet var at bygge et kloster, skabe et landbrug og tjene til livets ophold ved produktion af korn, ost og øl.
   
• Munkene tilhører den asketiske cistercienserorden, og de stræber efter at finde et arbejde, der gør det muligt at bevare en harmonisk vekslen mellem bøn, studier og arbejde.
   
• Ølbrygningen startede i 1863. I dag er produktion og distribution af trappistøllet fra Chimay styret af S.A. Bières de Chimay, men øllet brygges stadig inde på klostret og lever op til de strenge kvalitetskrav, som trappistbryggerierne er underlagt.
   
• I mange år var Westmalle det største og Chimay det næststørste trappistbryggeri i Belgien. I dag er rollerne byttet om.
   
• Alle kan besøge klosterhaven, men ikke bryggeriet. Derimod kan man besøge l’Auberge des Poteaupré, klostrets hyggelige hotel og restaurant, der selvfølgelig serverer alle Chimays øl.
   
• Indtil for nylig var Danmark det land i verden, der drak mest Chimay per indbygger. Bryggeriets tre forskellige øl kan købes i de fleste supermarkeder herhjemme.

Af Marcus Aggersbjerg
Søndag 21. februar 2010

Allerede ved ankomsten til Chimay er det tydeligt, at vi er på vej ind i en by, der har et særligt forhold til øl. I sidste rundkørsel, inden de første stenhuse og torvepladserne dukker op, står en gammel kobberkedel, som munkene på det lokale Scourmont kloster tidligere brugte til ølbrygning. Nu rejser kedlen sig som potent vartegn for den pittoreske landsby i bunden af det fransktalende Vallonien og fortæller historien om et stykke Belgien, der næppe ville få mange hits på Google, havde det ikke været for det trappistøl, som stadig laves på klosteret lidt uden for byen.

Læs også:
Munke-øl er kult
Han brygger Danmarks stærkeste øl

Belgien er en stolt ølnation, det ved de fleste øldrikkere. Her laves alt fra knastørre spontangærede lambicøl over læskende witbiers og solide pilsnere til mørke, alkoholtunge trappistøl. Og selv om de overgærede munkeøl står for mindre end én procent af den nationale produktion, er det ikke sjældent dem, der render med opmærksomheden. 

Det skyldes ikke mindst det største af landets trappistbryggerier, Chimay, som de seneste år har skruet op for produktionen i en sådan grad, at øllet i dag sælges i flere end 50 lande verden over. I begyndelsen af årtusindet rundede Chimay en årsproduktion på 100.000 hektoliter. Siden er bryggeriet bare vokset, og næste år får volumenen endnu et nøk opad for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Efter planen skal der fremover brygges 220.000 hektoliter om året på det smukke Scourmont kloster. Til sammenligning brygger Belgiens mindste trappistbryggeri, Westvleteren (se Munke-øl er kult ), kun 4.600 hektoliter om året. 

»Der er ingen grund til ikke at skrue op for produktionen, når verden efterspørger vores øl,« siger bryggeriets salgsdirektør, Fabrice Bordon, en energisk mand med et venligt blik, der uddeler faste håndtryk til alle medarbejdere, vi møder på vores rundtur i Chimays store tappehal i Baileux nogle få kilometer fra klosteret, hvor 50.000 flasker hver time raser gennem moderne anlæg i en øredøvende larm.

Der er blevet klynket en del over den kommercielle ånd, som har spredt sig i den belgiske trappistverden de seneste år, og specielt de to største bryggerier, Westmalle og Chimay, har måttet stå for skud. Øldrikkere med hang til klosterromantik har haft svært ved at sluge kombinationen af trappistøl og moderne storproduktion.

Sandt er det også, at der ikke længere er meget korsang over Chimay-bryggeriet, som i dag drives efter moderne forretnings- og marketingsprincipper. Og modsat andre trappistbryggerier, hvor munkene stadig udgør den arbejdende rygrad i bryggeriet, nøjes munkene på Scourmont klosteret med at overvåge produktionen. 

I det hele taget har de belgiske trappistbryggerier på hver sin måde fjernet sig et godt stykke fra den enkle brygning af godt øl til eget forbrug, som i sin tid var udgangspunktet. Men ingen steder har udviklingen rokket ved overholdelsen af de strenge regler, som International Trappist Association (ITA) udstak i 1997. Regler, der blandt andet kræver, at øllet brygges indenfor klostermurerne af eller som minimum under kontrol af trappistmunke, og at al overskud fra ølsalget går til velgørenhed. 

Den sidste regel spiller en betydelig rolle hos Chimay og er ifølge salgsdirektør Bordon den altoverskyggende årsag til de senere års voldsomme vækst. Bryggeriet ligger i en del af Belgien, som historisk har haltet økonomisk, og fra de virkelystne trappistmunke i 1850 tog de første spadestik på det vilde Scourmont plateau har målet været klart: 

»Munkene føler et stort socialt ansvar, og ambitionen har altid været, og er stadig, at være med til at løfte regionen økonomisk og skaffe så mange arbejdspladser til området som muligt,« fortæller Fabrice Bordon.