. ( Fotos: Søren Bidstrup )

Saxobank-ejeren har lavet et falleret landbrugssamfund om til et dansk hideaway. Reportage og billedserie.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Fournais' drøm om Vejrø

Vejrøer i hele sin udstrækning 2,6 km lang, op til 700 meter bred og i alt 155 ha. Heraf dyrkes 100 ha økologisk og resten er huse, haver, skov og strandenge. Øen ejes af Saxo banks stifter, Kim Fournais, og drives som dansk 'hideaway'. Billedserie: Søren Bidstrup

.

Se også

• Kim Fournais og de syv dyder

Af Kim Flyvbjerg
Onsdag 29. juni 2011

Piloten pudser ruden på det lille Cessna Skyhawk, der holder klar på Grønholt Flyveplads. Kort efter sidder vi tre mænd i propelflyet og kigger ned på skovarealerne omkring Hillerød.

Se billedserien fra Vejrø-turen i galleriet til højre >>

Det føles som en af gyngerne i pariserhjulet at sidde i sådan et firepersoners fly. Men i stedet for monotone cirkelbevægelser og udsigt til Tivoli bevæger vi os op i cirka en kilometers højde og ned over Sjælland på en smuk sommerdag, hvor den gode sigtbarhed kun afbrydes af få dekorative vattotter.

Kursen er sat mod Vejrø, syd for Sjælland og nord for Lolland. En knap tre kilometer lang stribe land i Smålandsfarvandet med Fejø og Femø som nærmeste naboer og et skøde, der i 2005 blev underskrevet af Kim Fournais.

Saxo Bank-stifteren har siden da skabt et dansk »hideaway«, som i sommermånederne er et yndet udflugtsmål for lystsejlere og ferierende børnefamilier – og som året rundt lægger konferencefaciliteter til virksomheder og bestyrelser, der vil benytte sig af øens uforstyrrethed.

Læs også: Kim Fournais og de 7 dyder

Og der er stille på Vejrø. Da Cessnaen efter knap tre kvarters flyvning dumper ned på den græsklædte landingsbane, letter en flok strandskader på stranden lidt væk, en svane skifter dovent kurs i vandet, og nogle sjældne frøer kvækker måske en ekstra gang. Ellers sker der absolut ingenting her i den vestlige ende af Vejrø.

Jo, forresten. Thomas Gellert Larsen kommer os i møde med en haglbøsse, giver os et kort og kyndigt kursus og lader os så plaffe et par lerduer for sjovs skyld – et mindre selskab af ejendomsmæglere har netop forladt øen, og nu hvor udstyret alligevel er rigget til, får vi lov til at sende et par haglbyer efter de flyvende underkopper.

Gellert Larsen er direktør på Vejrø og var også ansat en periode under øens forrige ejer.

»Jeg har ikke mødt nogen, hvor det ikke appellerer til fantasien at have sin egen ø,« forklarer han.

Tidligere har Gellert Larsen »haft jagten« på flere danske godser, men driver nu Vejrø sammen med sin kone, Sissel. Han står for genopbygningen af Vejrøs flora og fauna og eksperimenterer med bæredygtigt landbrug, hun laver mad af øens råvarer og sørger for selskaberne på Skipperly i den østlige ende af øen, nær ved lystbådehavnen.

Inden vi når dertil, skal vi op på ladet af den buttede ATV og se øen. Den vestlige del er fredet, men efterhånden som vi bumler mod øst, tager landbruget form. På en mark render en 200 kilo glad so rundt med sine unger; den har lange bløde børster, størknet pløre langt op af ryggen og er udstyret med en dyb gutteral grynten, der lidt lyder som det sidste vand, der løber ud af et køkkenvask.

Hendes mission her på jord er at levere et kuld grislinger om året – ikke tre, som det forventes af hendes medsøstre i de konventionelle landbrug. Smågrisene går med moren, indtil de ender på grillen i løbet af sommeren, eller slagtes i efteråret, når de har nået en størrelse på 80-90 kilo i slagtet tilstand.

I mellemtiden spiser de løs af Thomas Gellert Larsens magiske græsblanding, der bl.a. indeholder quinoa og cikorier. Sidstnævnte hjælper grisene med naturligt at bekæmpe indvoldsorm, der normalt slås ned med medicin, og cikorierne er blot et af de naturlige tiltag på Vejrø.

Et andet tiltag er den let fordøjelige vælling af korn og majs kogt i mælk fra øens køer. Den nyder de prisvindende kyllinger på øen nyder godt af. Kosten og hele tankegrundlaget for opdrættet er inspireret de berømte franske kyllinger fra Bresse. På cirka 35 dage paces en industriel kylling frem til en vægt på omkring 1.500 gram og en fysisk form, der gør den ude af stand til at hverken stå eller flyve. Når kyllingerne på Vejrø er 35 dage gamle, har de stadig tre måneder tilbage at leve i. De vokser støt og roligt og udvikler en helt anderledes struktur og smag.

I buret ved siden af dem spankulerer små fasankyllinger, der sættes ud til jagt, når de er store nok til at undgå rørhøgens kløer. Tre heste traver rundt på den sydlige del af øen. Øens omkring 70 rådyr skal vænne sig til, at de ikke længere kan gemme sig i græsset på de nyslåede marker, og 40 Såne-får lufter den tætte, mørke uld helt oppe mod Skipperly. Her ligger konferencefaciliteterne, restauranten og gårdbutikken, hvor 20-25 bakker nyplukkede jordbær netop er båret ind fra køkkenhaven. Mens Sissel renser dem, kommer her Vejrøs historie i korte træk...

Cirka 80 mennesker boede på Vejrø, da det gik vildest for sig i slutningen af 1920erne. Mange af dem ligger på kirkegården, der i dag har status af en begravelsesplads og tilses af menighedsrådet på Lolland en gang om året.

Fyrtårnet fra 1846 er stadig i brug, og den tilhørende bolig er i dag Sissel og Thomas’ hjem. Den gamle skole og tre andre huse er i dag gennemrestaureret eller opført påny i den originale stil – indvendigt er boligerne luksuøst og lækkert indrettet uden at være flashy. Det er her, man bor, hvis man tager på ferie eller lægger en konference eller møde på Vejrø.

Skolen på Vejrø lukkede i 1950erne, og fra slutningen af 1960erne og 1970erne blev moderne landbrug så effektiviseret, at det var umuligt at lave business på øen, selv når man valgte at dyrke de afgrøder, der gav maksimal EU-støtte. Siden midten af 1980erne og frem til 00erne var øen ubeboet. Affald hobede sig op, og sørøverlignende tilstande prægede Vejrø, når tilsejlende plyndrede forladte huse for eksempelvis døre og vinduer.

Blandt ejerne har været en storentreprenør, en landmand og to brødre. Gellert Larsens påstand om, at det appellerer til fantasien at have sin egen ø, må siges at være korrekt. Blandt de kreative forslag har potentielle købere overvejet at lægge et center for transcendental meditation på øen – de havde allerede udtænkt, hvordan de kunne fylde en af laderne med bobleplast, så de kunne øve sig i at svæve.

En anden så muligheder i både at anlægge en større lufthavn og praktisere jernbanedrift på øen.

Sissel har vendt jordbærrene med frisk salat, timianblomster og tynde skiver af hjemmegravad skinke i en frugtig vinaigrette. Hun står i den nyrestaurerede Skippergården, hvor en halv meter brede egetræsplanker udgør gulvet, og Bestlite-lamperne er i en særlig Vejrø-nuance.

Ilden knitrer fra en åben pejs, den italienske trækulsfyrede stenovn til pizzaer er klar til aftenens sejlere, og på førstesalen står en lækkert patineret lædersofa på størrelse med en halv fodboldbane. Vi foretrækker dog terrassen og nyder den lette salat med et glas cider fra Fejø til.

»Der er en ærlighed over det her projekt, som jeg godt kan lide. Vi dyrker det gode, ikke det smarte,« forklarer Thomas Gellert Larsen og glæder sig over arbejdsforholdene, der virker som udpræget »frihed under ansvar«.

»Ejer har præsenteret os for et helhedsprincip, hvor vi arbejder på at blive selvforsynende med blandt andet mad og energi. Et slags minisamfund, der kan være rollemodel for andre øer eller dele af Danmark. Og vi har ikke svært ved at sætte os ind i ejers drøm og vision.«    

Og »ejer« er som bekendt Kim Fournais. Han beskriver visionen for Vejrø på denne måde:

»Jeg overtog en faldefærdig og udbrændt ø, hvor jeg startede med at fjerne 100 tons affald. Øen var det værste stykke udkantsdanmark, man kan forestille sig. Men engang var Vejrø et lille samfund, hvor man gik på jagt og fiskede og dyrkede jorden. Jeg vil gerne bringe øen tilbage til den trivsel mellem natur og mennesker – og skabe et fristed i kongeriget. Dem er der ikke for mange af.«

Hvordan fik du ideen?

»Jeg synes, det er dybt fascinerende at have en ø, hvor man skal klare sig selv. Her er hverken indlagt strøm eller vand, og der er ingen fast færgeforbindelse. Det er en smuk tanke at skulle klare sig selv. Så da den blev sat til salg, slog jeg til.«

Hvorfor ikke en ø i Dubai ligesom Rod Stewart?

»Haha. Det siger mig ikke noget. Jeg tror heller ikke, der er de samme udfoldelsesmuligheder der.«

Læs også: Kim Fournais og de 7 dyder