. ( Foto: PR )

Engang var Fanø Bryghus mikrobølgens tynde øl. Siden overtog Ryan Witter-Merithew roret, og i dag valfarter nomadebryggere til vadehavsøen for at lave vilde øl.

Af Marcus Aggersbjerg
Mandag 23. januar 2012

Mikkel Bjergsø fra Mikkeller tog tilbage til København i morges, og et sted inde bag rækken af ståltanke på et af bryghusets gæsteværelser ligger den amerikanske nomadebrygger Brian Strumke fra Stillwater Artisanal Ales og sover tømmermændene ud.

Det gik heftigt for sig i går. En lang brygdag sluttede først ud på natten med en omfattende smagning af nogle af de mest markante øl på mikrobrygscenen lige nu, og med tocifrede alkoholprocenter på flere af etiketterne, er der ikke noget at sige til den matte formiddagsstemning på Fanø Bryghus.

I et roligt hjørne sidder bryggeriets faste brygger, Ryan Witter-Merithew, en stor rødskægget fyr med tatoveringer, armyshorts og badetøfler, og spiller kort med sin italienske praktikant, Andrea. Bag dem rumler mæsketanken med dagens første bryg, som snart rejser videre i systemet for at give plads til næste projekt.

I går bryggede Mikkel Bjergsø og Brian Strumke deres Rauchstar, en skandinavisk inspireret smoked ale lavet på hjemmerøget malt. I dag står den på Debauched, en skandinavisk inspireret saison-øl brygget med friske enebærbuske og masser af tørrede enebær. Det er eksperimenter og uforfalsket vildskab i én pærevælling. Eller som Brian Strumke siger, da han ud på formiddagen dukker op i bryghuset iført solbriller og en krøllet T-shirt:

»Ølbrygning er en måde at udtrykke sig kreativt på. Det er ikke kunst, men det kan godt have et kunstnerisk udtryk. Derfor gentager jeg heller ikke en succes, men søger hele tiden mod nye horisonter. Ingen har nogensinde forandret verden ved at følge i andres fodspor.«

Der er sket meget, siden jeg første gang besøgte bryghuset på Fanø i forsommeren 2008. Det var et par måneder, inden bryggeriet kastede håndklædet i ringen og for en stund satte en stopper for lokalbrygget øl på den jyske ferieø.

Dengang smagte øllet fornuftigt uden på nogen måde at være prangende. Et prædikat, der syntes at passe på mange af de nye bryggerier, som dukkede op i de glade revolutionsdage. Det meste øl blev lavet efter udenlandske forbilleder, og ofte kunne man ikke smage forskel på, om flaskerne kom fra det ene eller det andet sted.

Siden har finanskrisen gjort kål på flere af de nye bryggerier og ligesom andre steder, hvor kriser trimmer og renser ud, er det ikke nødvendigvis nogen skidt udvikling. På sigt betyder det forhåbentlig, at vi får et mindre antal mikrobryggerier, der så til gengæld holder et kvalitetsniveau, som er værd at betale de ekstra kroner for.

Et af de bryggerier, der fremover vil markere sig i den udvikling, kunne meget vel være Fanø Bryghus, der styres af direktør Claus Winther og hans amerikanske brygger, Ryan Witter-Merithew.

Forhistorien er kort og kaotisk: Efter konkursen i 2008 købte en lokal investor bryggeriet, smed penge i projektet og ansatte en tysk brygger, der endte med at springe fra aftenen inden sin første arbejdsdag. I en desperat redningsaktion blev den afgående chefbrygger fra Nørrebro Bryghus, amerikanske Shaun Hill, hentet til øen. Hill var egentlig på vej hjem til USA for at åbne sit eget bryggeri, så han fik overtalt sin landsmand Ryan Witter-Merithew til at komme til Danmark.

I dag er Shaun Hill længst tilbage i USA, mens Ryan Witter-Merithew har slået rødder på Fanø, hvor det lokale bryghus tjener sine penge på at brygge humlestærke, amerikansk inspirerede øl og på at lade nomadebryggere fra hele verden leje sig ind, når der er ledigt i produktionskalenderen. Det betyder ikke, at man skal være trænet øldrikker for at lægge arm med bryghusets faste øl.

»Når jeg laver øl med nomadebryggerne får den fuld gas, men når jeg brygger til Fanø Bryghus’ faste sortiment, skruer jeg ned for vildskaben. Jeg er ikke ude på at skræmme folk væk. Men selvfølgelig har øllet et personligt touch. Øl er kun interessant, hvis man mærker, at der ligger en tanke bag,« siger Ryan Witter-Merithew.

Nogle vil sikkert ryste  på hovedet over endnu en excentrisk mikrobrygger, som forsøger at tale varm luft ind i en ølflaske. Men meget har ændret sig på ølfronten de seneste år. Engang havde vinen eneret på at være genstand for intellektuelle diskussioner og floromvunden poesi, mens øl var noget, man bællede i sig, når græsplænen var slået. Men i strømmen på den seneste mikrobølge har flere bryggere kastet sig over ølbrygningen med en energi, der normalt hører hjemme i pladestudiet. Nogle af dem har ligesom Ryan Witter-Merithew ladet sig fastansætte på etablerede bryggerier, mens andre lejer sig ind forskellige steder for at brygge på andres anlæg.

Herhjemme har københavnske Mikkel Bjergsø fra Mikkeller for længst manifesteret sig som succesfuld nomadebrygger, der rejser rundt i verden og udveksler vilde ideer med skiftende kolleger, mens han brygger sine ekstreme øl, der på få år har gjort ham til et af de hotteste navne i branchen.

Det samme er tilfældet med manden med tømmermændene, Brian Strumke, hvis brand Stillwater Artisanal Ales røg ind på en 2. plads, da brugerne af den amerikanske hjemmeside ratebeer.com sidste år kårede de bedste nye bryggerier. Brian Strumke bor og brygger en del af sit øl på lejede anlæg i Baltimore, mens resten bliver til rundt om på forskellige europæiske bryggerier.

»Jeg er gammel musiker, og jeg elsker livet på landevejen. Som nomadebrygger får man desuden en unik mulighed for at udveksle erfaringer og ideer med andre bryggere,« siger Brian Strumke, mens han roder i en papkasse med enebærbuske, der ankom til bryggeriet tidligere på formiddagen.

»Wauw, sikke en duft,« jubler amerikaneren, mens han kvaser saft ud af de grønne skud.
»Fantastisk! Det er som at stikke næsen i nyhøstede humlekopper. Det bliver forrygende,« stemmer Ryan Witter-Merithew i.
De to amerikaneres tilgang til ølbrygning er præget af en stærk trang til at bryde grænser og afsøge nye territorier. Det handler om at rykke ved folks smag.

»Der findes stadig masser af muligheder og uopdaget land, og vi udfordrer konsensus om, hvordan en øl skal smage. Derfor følger vi heller ikke en bestemt stil. Personligt er jeg ikke interesseret i at lave en stout, en IPA eller en bock. Jeg er på jagt efter mit eget udtryk, og jeg kan lide at blande genrerne, dekonstruere forskellige øltyper og mikse dem på kryds og tværs,« forklarer Brian Strumke og hiver en af sine egne øl frem, en flaske med et kornet etiketteportræt af filosoffen Friedrich Nietzsche, for at understrege sin pointe.

»Øllet i flasken er baseret på eksistentialismens filosofi om selvdefinering af virkeligheden. Det ligner noget, dufter af noget andet og smager af noget tredje. Det er en oplevelse, man selv skal definere.«

Den seneste udvikling har fundamentalt ændret ølverdenen. I dag taler ølentusiaster ikke kun om bryggerier, når de mødes for at diskutere god smag. Det er i lige så høj grad bryggeren bag øllet, der bliver hyldet.

»For nylig var jeg på ølbar i Rom, og på et tidspunkt kommer en mand hen til mig og spørger, om jeg ikke er Brian Stillwater fra Stillwater Artisanal Ales. Det er et godt billede på, hvor meget folk går op i øl,« fortæller Brian Strumke, der er overbevist om, at de små, eksperimenterende bryggere og bryggerier går en lys fremtid i møde.

»Den gode nyhed er, at de store koncerner mange steder taber markedsandele til de små håndbryggerier, og derfor bliver de nye generationer af øldrikkere præsenteret for en langt bredere palet af kvalitetsøl end tidligere. De lærer fra start, at øl ikke bare er noget, man bæller bevidstløst i sig.«

Om dagens enebæreksperiment ender godt, ved de to amerikanere først om et par uger. I morgen flyver Brian Strumke til Belgien for at brygge øl med en upcoming mikrobrygger. De fleste nomadebryggere er kun med i de indledende øvelser, så rejser de videre og lader bryggeriernes faste bryggere sejle øllet i land.

»Jeg smager som regel først øllet, når det er på flaske. Derfor er det også vigtigt at have tillid til sin medbrygger, og jeg stoler på, at de samtaler, Ryan og jeg har, mens vi brygger, gør, at han kan styre øllet sikkert i mål,« siger Brian Strumke og nikker i retning af bryghusets fadølsanlæg.

»Og lige nu kunne jeg godt trænge til en kold øl.«