Barolo Cannubi, Marchesi di Barolo. Nærmest burgundisk stil, her med lys bærret frugt I form af jordbær og ribs.

Med 2006-årgangen er Barolo tilbage i klassisk, europæisk stil med stort lagringspotentiale.

Af Søren Frank
Fredag 10. december 2010

Få steder i vinens verden er der – grundet det relativt marginale klima ved foden af Alperne - så stor forskel på årgangene som i Barolo: Der er år, hvor alt går galt, som i 2002, hvor kun ganske få producenter har lavet vin, som det generelt anbefales at gå i en lang bue udenom. Så er der amerikanerårgangene, som f.eks. 1997, 2000 og 2007, de søde, meget modne årgange, som tiltaler infantile ganer og er lette at drikke som unge, men som slet ikke har substansen til at gøre sig på den lange bane.  

Og så er der de klassiske årgange, årene hvor nebbiolodruen virkelig træder i karakter og viser sig i al sin kompleksitet og elegance.  Det er vine, som på trods af den uomtvistelige balance, ikke nødvendigvis er specielt lette at drikke som unge, for nebbiolodruen er netop kendetegnet ved sit rekordhøje tannin/garvesyre-niveau.

Sådan et klassisk år er 2006: Frugten er utroligt smuk, generelt en anelse til lyse, transparente side og i hvert fald herligt fritaget fra de tunge mørke svesker, man finder i år som 97 og 07, og syltetøjet fra 00 og 04. Men selv om de nedenstående vine, som absolut er toppen af toppen, generelt er pænt åbne – efter behørig luftning – ja, i flere tilfælde næsten osende i næsen, så er tanninerne stadig til stede i en grad, at man ikke forgriber sig på vinen. Dog hjælper det selvfølgelig at spise brød til, det gør det altid med barolo.

At 06 er en holdbar årgang, er der slet ingen tvivl om. Roberto Conterno spår sin Cascina Francia en udvikling over fire dekader – så langt et liv er ikke alle barolo’er beskåret, men 10-20 år burde nedenstående vine snildt kunne have liggende i deres hule hæle. En anden konklusion ovenpå at have smagt mig igennem nedenstående er i øvrigt tendensen til at skrue ned for, eller helt droppe brugen af barriques – små nye egefade. Lavede man denne øvelse for bare fem år siden, ville det være de traditionelle ubarriquerede vine, som stod ud fra mængden – i dag er det omvendt. 

Barolo Rocche, Renato Ratti
250 kr. V 12 fl. Philipson
92/100   
Kommentar: Vinen her er meget faddomineret pt. med egenoter og chokolade. Frugten er blommet og sødmefuld, på én gang mostagtig og chunky, nærmest tørret. 

Barolo Sori Ginestra, Conterno-Fantino
370,- v 12 fl. Philipson
93/100   
Kommentar: Monforte-frugten lader sig ikke skjule, her er mørke toner af bl.a. jord og lakrids og masser af tyngde og koncentration. Primært er det dog fadbehandlingen på nye barriques, som dominerer med vanille, kokos og chokolade. Vigna del Gris (300,- v 12 fl. 90/100) har fået mindre træ, men er også væsentligt lettere og mere tyndbenet.

Barolo Cannubi Boschis, Sandrone
850,- Domaine Brandis/Nebbio.com
94/100
Kommentar: Skøn, skøn næse med trøfler, tobak, blommer og fin bær. Frugten er mostet og sødmefuld, men her er ingen tegn på brug af træ – Sandrone bruger hovedsagelig brugte tonneaux i dobbeltstørrelse (500 liter). Sød,  blød, rund og til den lette side i munden. En veritabel dame-barolo, hvis det overhovedet giver mening i en årgang som 06.   

Langhe Sperss, Gaja
1.795,- Vinoble   
97/100
Kommentar: Teknisk set er Sperss i dag »bare« Langhe DOC, fordi den er iblandet 5-10% barbera. Men druerne kommer stadig fra Marenca-Rivette marken i Serralunga og det kan bestemt smages: Her er mørk frugt, lakrids og blyant og et nordrhône-agtigt touch af animalitet og røg. Træet er som altid ret tydeligt i en ung Gaja-vin, men det foretager sig – man mærker allerede tydeligt elegancen og finessen.