Mønt­vaskeriet på Dronningensgade er nu lavet om til italiensk trattoria. ( Benita Marcussen )

Madanmeldelse: Bottega er lig med mad, der strutter af håndlavet kvalitet og ægte italiensk velsmag, og så til priser, der ligger lysår fra sine italienske konkurrenter.

Af Svend Rasmussen
Torsdag 14. august 2008

Da jeg for snart 25 år siden flyttede ind i en dele­lejlighed i Dronningensgade, var der stadig et sus af det gamle Christianshavn over gaden. Rundt om hjørnet var Emmas Rottehul endnu ikke revet ned, nede i Sekseren boede der stadig ­rester af det gamle Gasolin’-kollektiv og fra tid til ­anden, når livet blev for hårdt, kunne man fra de åbne vinduer i huset overfor høre bohemen Bob i en kolossal whiskybrandert spille Charlie Parker for fuldt drøn, mens han skældte alle folk i gaden huden fuld. Ak ja, det var farverige tider i den lave ende af Dronningensgade, men allerede dengang var udskiftningen i fuld gang. De gamle huse blev sat i stand, og i takt med, at gårdmiljøerne bredte sig, røg de skæve typer ud og ind rykkede en hær af strømlinede karrieremennesker, som efterhånden var de eneste, der havde råd til at betale de opskruede huslejer. Til sidst flyttede jeg også.

Forleden var jeg forbi min gamle gade igen for første gang i tyve år. For det gamle nussede møntvaskeri ned mod Christianshavns Torv er omdannet til italiensk trattoria med fortovsservering og serigrafier på væggen. Man skal dog ikke sidde længe i Bottegas travle lokale, før det går op for én, at lugten i dette italienske trattoria er langt mere uhøjtidelig og nede på jorden, end den fancy indretning med bl.a. Eamesstole signalerer. Bottega har nemlig en trækulsfyret stenovn, og snart sad Juniorine med en ægte napolitansk Margaritapizza med bøffelmozzarella, friske tomater og basilikumblade, og duften af den sprøde stenovnsbrændte pizza var præcis så forførende, at hendes forældre var lige ved at fortryde, at vi var gået henholdvis a la carte og på den fireretters smagemenu til sympatiske 250 kr. (en afpasset vinmenu koster ligeledes 250 kr.) Prisniveauet er i det hele taget værd at bemærke sig – forretterne ligger typisk på 50 kr. og hovedretter på 140 kr. (en 300 gram trækulsgrillet t-bonesteak til 160 kr. er kortets dyreste ret!) – og så er man altså konkurrence­dygtig med selv de mest skodagtige undskyldninger af ­kæderestauranter.

At Bottega så også kvalitetsmæssigt ligger lysår fra de fleste af sine italienske konkurrenter i samme prisleje, stod klart allerede ved forretterne. Jeg fik et glas spumante og menuens tre kolde antipasti: vandmelon pakket ind i skinke, broccoli i gorgonzolasauce og til sidst hele makrelstykker med sorte oliven i en præcis tomatsauce, der gav fornyet respekt til madpakkeklassikeren. Fruen fik dagens pasta, som viste sig at være perfekt al dente-kogt spaghetti med hvidvins (og hvidløgs-)dampede blåmuslinger, hvor den indkogte lage var monteret med smør. En rustik, men skarp servering med god smag, hvor smørtyngden fik et par velafrettede spark fra lidt hakket rød chili – ikke specielt innovativt eller avanceret, men lige præcis sådan som man gerne vil have en pastaret serveret. Ved et tilfælde dukkede den op igen som andenretten på min cenone-menu (kokken bestemmer, men andre bud kunne have været lasagne eller risotto med svampe), her sammen med et glas strågul verdicchio af en passende alder og tyngde.

Flere læsere har på nærværende tillægs onlinesøster brokket sig over lange ventetider. Den aften, vi var forbi, gik tingene forholdsvis hurtigt, selv om en del håbefulde gæster gik forgæves. Bottega tager nemlig ikke mod reservationer, fordi man bestræber sig på først og fremmest at være et sted, hvor de lokale lige kigger indenfor (derfor er der også en takeaway-afdeling). Hovedretterne kom da også til tiden. Fruen fik dagens fisk – let paneret og meget præcist stegt kulmule, garneret med store stykker fennikel og en tomatsauce spædet op med fiskefond. En veltilberedt ret, der med al tydelighed viste, at det er superprofessionelle folk, vi har at gøre med på Bottega. To af dem er udlært fra Formel B, og restaurantchef Boris Buono har siden været på bl.a. Noma. Halvt italienske Boris’s far kommer i øvrigt fra ­pizzaens fødeby Napoli, og at en god stenovn kan bruges til andet end pizza, fremgik af min kødret. Det var en syditaliensk udgave af den franske klassiker cassoulet. Her havde et lerfad med flæsk, kål og røget italiensk pølse fået lov at stå og hygge sig i den lune stenovn natten over, inden hvide bønner og hakkede gulerødder fik lov at suge til sig af den smidte fedt og væde. Ikke ligefrem nogen let anretning, men ægte slow food med god fortættet smag, som et glas ligeledes syditaliensk rød nero d’avola fik æren af at skære igennem.

Til dessert havde Fruen valgt pannacotta med syltet fersken og en klat ferskensorbet – en uhørt høj kvalitet til sølle 25 kr! Cenonemenuen bød på et glas sød dessertvin fra Pantelleria-øen mellem Sicilien og Afrikas nordkyst samt en tiramisu af den fastere slags. En kop glimrende espresso sluttede en aften, hvor der var rigtig meget at glæde sig over. Stemningen er travl og forvirret, og man skal nogle gange råbe højt og forberede sig på en del ventetid. Men kan man leve med den på godt og ondt meget autentiske italienske stemning, så forkæles man af en mad, der strutter af håndlavet kvalitet og ægte italiensk velsmag, og så til priser, der burde få de fleste af konkurrenterne til beskæmmet at begrave hovedet i den nærmeste spand med færdigvarer. På AOK.dk har flere brugere ment, at en pris på 90 kr. for en Margarita-pizza er ’helt til grin’. Ja, hvis man ikke er i stand til at smage forskel på pap og den helt specielle sprøde og nybagte fornemmelse af en røgduftende stenovnspizza, så ér det til grin. Men har man bare den mindste lyst til at opleve det ægte italienske køkken, så skal man begive sig til Christianshavn. Selv fik jeg helt lyst til at flytte tilbage.