Mike Brown er winemaker på Gemtree i McLaren Vale. ( Foto: Søren Frank )

Første del af Søren Franks vin-eventyr i South Australia bringer os til shiraz'ens klassiske højborge Barossa og McLaren Vale.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Høj-oktan shiraz down under

Drew Noons full size-vine fra McLaren Vale er populære hos Robert Parker, men er end ikke omtalt Australien førende skribent James Halliday.

(Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank)BMINTERN - ccc (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank) (Foto: Søren Frank ) (Foto: Søren Frank )

Se også

• Den nye chilenske vinscene
• Tag med til Bordeaux i Chile
• 88 er ingen alder for en årgangsportvin
• Koldskål med hybenrose-sirup
• Lakridsiscreme
• Citronsorbet
• Tre lækre sommerdesserter
• Holdt første bryllup hemmeligt i 12 år
• Chris MacDonald: LV = Lortet Virker

Importører

Noon, hjhansen-vin.dk
Gemtree, ikke på markedet
Paxton, worldofwine.dk
Glaetzer, wine.dk
Melton, vintjeneren.dk
John Duval Klein, leisnerwine.dk
Penfolds, kogs.dk

Af Søren Frank
Fredag 12. marts 2010

Selv om Adelaide huser én million indbyggere, ligner den mest af alt en forvokset provinsby med flere kirker end barer og restauranter. Men som en stor cirkel omkring byen ligger de klassiske vindistrikter, der gør South Australia til den førende vinstat down under.

Se flere billeder fra vin-rejsen til South Australia i galleriet til højre

Vi starter i McLaren Vale, som begynder, hvor Adelaides sydlige forstæder holder op. Distriktet ligger mellem højderyggen Mount Lofty Ranges og havet, som bevirker, at de natlige temperaturer ikke falder på samme måde som i Barossa. Resultatet er vine, som ofte er endnu højere i alkohol end barossa og endnu mere chokoladeagtig - ren og skær juicy råpower uden forstyrrende mineralitet.

Læs også om Søren Franks vin-rejse til Chile:
Tag med til Bordeaux i Chile
Den nye chilenske vinscene

Hvis det lyder som noget, der kunne tiltale den magtfulde amerikanske vinkritiker Robert Parker, så er det ikke helt forkert. Parker har i den grad kastet sin kærlighed på høj-oktan-vinene fra McLaren, at det har rokket ved det faktum, at McLaren altid har stået i skyggen i Barossa.

Det skal dog tilføjes, at de fleste australiere overhovedet ikke har hørt om producenter som Clarendon Hills og Noon, hvoraf især førstnævnte sælger sine vine for formuer i den parkeriserede del af verden (som også tæller Danmark).

Jeg starter hos Noon, der vel om nogen er opfundet af Parker - med en produktion på bare 25.000-35.000 flasker årlig og al salg gennem mailing-liste (den danske importør får 22 kasser a seks styk), ligner Noon til forveksling en af de små kultproducenter i californiske Napa Valley, som typisk er ejet af velhavende advokater, børsmæglere eller storentreprenører og vinificeret af konsulterende ønologer som Helen Turley eller Heidi Barett.

100-point fra Parker har en tendens til at korrumpere, så jeg indstiller mig på at møde en dybt arrogant gentlemanfarmer. Jeg bliver derfor lettere chokeret over at løbe ind i et par ganske almindelige ydmyge mennesker, Drew Noon og hans kone Reagan, som på trods af Parker points har valgt at holde prisen nede på fornuftige 27 dollar for alle vine for ikke at skuffe de gamle trofaste kunder, som holdt Noon i live, før Store Bob fik øje på producenten.

Noons vingård er ikke alene sjældent klejn for australske forhold, den er også anderledes naturlig, markerne kunstvandes ikke, hvilket ellers er kutymen for 95 procent af arealet i McLaren Vale. Resultatet er lave udbytter og uhyre koncentrerede vine, men i særligt tørre år som 2008 og 2009 fejlslagen høst. I 2009 var Noon kun i stand til at lave to ud af normalt tre forskellige vine, i 2008 kun én!

Holdningen går igen i kælderen, hvor druerne enten fodtrampes eller stemples (pigeage) ved håndkraft i små åbne træ kar uden tilsætning af gær, og bagefter lagrer med et relativt beskedent indslag af ny eg (10-40 procent).

Vinene har således en fint bærret profil og en mostagtig saftig frugtighed. Der er generelt masser af chokolade, mocca og tørret frugt. Blandingsvinen Eclipse indeholder normalt mest grenache, som giver en lidt lysere, men også mere jammy frugt, mens Shiraz Reserve fra Langhorne Creek lidt længere nede af kysten er mørk, portagtig med masser af lakrids.

Cabernet Reserve fra samme sted har florale toner og leafy (tobak, urter, ceder) indslag. Det er dog ikke til at komme uden om, at der står 15,5 procent på etiketten, eller som gode gamle Bob ville have udtrykt det: »A whopping 15,5 percent!«

Netop denne høje alkoholprocent er grunden til, at Noon ikke optræder i nogen af den ledende australske kritiker James Hallidays bøger, end ikke hans store nyudgivne »Wine Atlas of Australia«.

»Vi holdt op med at sende Halliday prøver efter, at han var fremme og sige, at han fremover ikke ville anmelde vine over 15 procent,« siger Reagan, som dog har bemærket, at Halliday siden har skrevet om andre +15 vine.

»Vi laver den vin, som naturen giver, og det her er altså ikke ligefrem Tasmanien (Australiens køligste vinregion, red.),« siger Drew Noon, som lidt føler, at han er blevet gidsel i en fejde mellem Parker og Halliday.

Sammenligner man med Barossa, er McLaren en region, hvor man ser flere nye producenter, typisk drueavlere, som efter længere tid som leverandør for andre har besluttet sig for selv at vinificere og sælge på flaske.

Jeg besøger sådan et par nyere producenter, begge biodynamiske. Eller sådan ser det i hvert fald ud, for mens Paxton er blevet certificeret i år, så fortæller Mike Brown, som er winemaker på Gemtree, da jeg kører rundt i markerne med ham, at han udelukkende bruger 501-præparatet, alt det andet »hairy fairy«, tror han ikke på.

Fint nok. Men så skulle man måske lade være med at skrive på hjemmesiden, at vinen er »100 procent biodynamisk«. Man kan godt mærke, at der er langt fra McLaren Vale til Goetheanum i Schweiz, for indstillingen til biodynamikken er en helt anden her. Hvor det er noget, man går meget stille med i Europa, er det her, det første vinproducenterne præsenterer sig selv med.

Mike Brown siger alle de rigtige ting, at man burde fokusere noget mere på at opnå højere naturlig syre i vinene og lavere alkohol. Men sandheden findes jo som bekendt i glasset, og det er ikke fordi, at det, som møder mig her, gør den store forskel. Alkoholprocenten er på 14,5 procent, hvilket er det normale på disse kanter, og vinene er hverken mere eller mindre jammy.

Jeg overnatter i Glenelg, som ligger ude ved vandet og er en slags badeforstad til Adelaide. Selv om hotellet, The Stamford Grand, på papiret har fem stjerner, er jeg lettere chokeret over klientellet. Aldrig før har jeg set så mange tykke australiere. Det er, som om man har samlet al overvægt på ét sted. Er aussierne begyndt at få de samme ernæringsproblemer som USA, eller er det bare mig som på mine tidligere ekspeditioner down under har forsømt at besøge miljøerne udenfor de bonede gulve i Sydney og Melbourne?

Mere overvægt møder mig, da jeg på højhellige Australia Day tilbagelægger de 80 kilometer fra Glenelg til Barossa, som ligger nord for Adelaide. Jeg har åbenbart trykket lidt for hårdt på gaspedalen, for pludselig har jeg en motorcykelbetjent for fuld udrykning i bakspejlet. I min forvirring over at køre i venstre side af vejen, kommer jeg fejlagtigt til at holde ind til rabatten i højre side.

På trods af, at vejene er stort set er øde, går betjenten, som mest af alt ligner en forvokset solskoldet 300-punds baby, fuldstændig amok og koster rundt med mig, råber og skriger, indtil han endelig udskriver bøden. Jeg forestiller mig, at den svedende kæmpe er frustreret over at have vagt denne 37 grader varme eftermiddag, hvor alle de andre aussies sidder i skyggen og skyller uafhængigheden ned med en lind strøm af humle. Måske er Australien ikke længere mit yndlingsland i den oversøiske verden.

Næste side: Opholdet og restauranten "Appellation at the Louise"