Af Else Bjørn
Søndag 06. september 2009
Rasmus Kjær, 37 år, blev Årets Kok i 2002 og åbnede den trendy tapas- og to-go-restaurant Extra, som først lå på Østerbrogade og siden i Østergade. 9. september er han igen tilbage i køkkenet. Denne gang på Skovshoved Hotel, hvor han samme dato relancerer restauranten med et nyt menukort fyldt med klassiskere.
Hvad er det bedste ved at være kok?
Et måltid er jo som en forestilling, hvor det blot er maden, man spiser, der har hovedrollen.
Det er fedt at dirigere en forestilling eller et slag, hvor det hele fungerer. Når man har et bon-ryk (mange bestillinger på mad på én gang, red.) og kan mærke suset i maven og mærke at gæsterne er glade.
Hvad er det værste ved at være kok?
Når varerne først kommer klokken tre, og man står og tripper. Eller når man har lagt sin sjæl i et måltid, og gæsterne ikke er glade. Det sværeste er nok at finde det rigtige hold, der kan spille med og spille sammen.
Har du en livret?
En stor beskidt bøf med masser af salt og en god salat med ordentlig valnøddeolie på - helt simpelt.
Er der noget du ikke spiser?
Snegle har aldrig sagt mig noget, selvom jeg har spist dem mange gange. Og skaldyr er jeg allergisk overfor.
Hvor har du fået dit bedste måltid?
Hvis man kun kigger på tallerkenen, har jeg spist bedst på Noma. Hvis man også ser på stemningen og helhedsoplevelsen er det nok The Paul, hvor Paul (Cunningham, red.) går rundt og får folk til at føle sig godt tilpas.