FriLøbet er slut, efteråret har sat ind - og motivationen falder fra nu af i takt med temperaturen. To løbeeksperter skyder her alle dine dårlige undskyldninger og argumenter ned og giver dig gode råd til at fortsætte løberiet.
Af Trine Birk
Torsdag 24. september 2009
FriLøbet er slut, og efteråret er for alvor begyndt. Dagene bliver kortere, koldere og mørkere, og løbeskoene bliver mindre og mindre attraktive. Men sådan behøver det slet ikke være.
Fri.dk har fundet en række typiske undskyldninger, indvendinger og argumneter mod fortsætte løberiet og bedt to løbeeksperter svare på dem.
Her er svarene fra cand.scient i Idræt og indehaver af Motion-Online, Morten Zacho, og tidligere elitehåndboldspiller og løbebogsforfatter Marianne Florman:
Indvending 1: Jeg vil gerne fortsætte med at løbe udenfor. Men det er så koldt....
Morten Zacho:
Man kan sagtens blive ved med at løbe udenfor, men her anbefaler jeg, at man ikke sparer på træningstøjet, og at man køber det i en specialforretning.
Det optimale er jo at anskaffe sig det langbenede, langærmede, lette nylontøj. Men hvis man kun vil afsætte penge til én ting, så anbefaler jeg en løbejakke. Det kan forlænge sæsonen, fordi du stadig kan løbe i dine halvlange tights og med din t-shirt indenunder.
Faktisk kan man få nogle af sine bedste løbeture, når man mindst venter det en halvkold efterårsdag i støvregn. Det kedelige vejr er endda bedre for kroppen i nogle tilfælde. Når man løber, producerer kroppen en masse varme. Det problem får man ikke, når vejret bliver koldere.
Et andet godt råd er at klæde sig på, så det er lidt for koldt i starten. Ellers bliver det hurtigt alt for varmt, når man begynder at løbe.
Marianne Florman:
Hvis man er vant til at løbe udenfor, så anbefaler jeg helt klart, at man fortsætter med det. Du får frisk luft, og du kan variere dit løb mere, end du kan på et løbebånd.
I håndboldverdenen siger man: "Never change af winning team" - hvis du er kommet ind i en god rytme og har fået en god vane med at løbe, så bevar den.
Du kommer langt med en windbreaker, skiundertøj og lune sokker. Det vigtigste er, at du ikke fryser, når du er ude på ruten.
Læs også: Sådan vælger du løbesko
Næste side: Når det kedelige vejr får motivationen til at dale