Bryster kan bevæge sig op til 21 cm ved løb. Spæner man af sted uden den rette sports-bh, øges risikoen for hængebryster.
Af Anne Nyhus
Torsdag 28. maj 2009
Det skulle være så sundt. Motion, altså.
Men når svedkirtlerne sættes på overarbejde, og du spunser derudaf, er det ikke kun fødder og ben der flytter sig. Også brysterne er i bevægelse.
Kroppens bevægelse under løb kan være en stor belastning for barmen. Ikke alene flytter brysterne sig op og ned, de bevæger sig ifølge et britisk forskerhold fra Portsmouth Universitetet ligefrem i tredimensionelle ottetaller. Det skriver BBC Online.
Pinligt når barmen hopper
At en frisk løbetur kan være en belastning for brystet er imidlertid ingen undskyldning for at blive derhjemme. Det fortæller OL-guldvinder Marianne Florman, som også har skrevet 'Løbebog for kvinder':
"For nogle kvinder kan de hoppende bryster blive en undskyldning for at blive derhjemme. Mange synes, det er pinligt at løbe, fordi brysterne hopper fra side til side, mens andre bliver hjemme, fordi brystbevægelserne er kilde til stor smerte."
Af samme grund anbefaler den tidligere håndboldspiller, at enhver kvinde, der ønsker at løbe, anskaffer sig en egnet sports-bh:
"Og uanset om man har små eller store bryster, er det vigtigt at holde dem på plads. På den måde får man nemmere en god løbeoplevelse, fordi man både undgår rygsmerter og fornemmelsen af, at andre glor."
Sport kan give dig hængebryster
Ifølge de britiske forskere bevæger et kvindebryst sig gennemsnitligt 9 cm for hvert skridt hun tager på sin løbetur. Store bryster bevæger sig mere end små, men for alle størrelser gælder det, at løb er en belastning.