Der er nogle mennesker, der simpelthen ikke kan slæbe sig op af sofaen og komme i gang med motionen. To forskere fra Københavns Universitet har undersøgt fænomenet og fundet ud af, at der findes tre slags sofakartofler. Se dem her...

Af Marchen Jersild
Fredag 10. august 2007

Er løbeskoene kravlet ind bagest i skabet, eksisterer motionscentret kun som et dyrt ord på opgørelsen fra betalingsservice og er sofaens magnetfelt noget nær ubrydeligt? Så velkommen i klubben af sofakartofler, der aldrig får taget sig sammen til at dyrke motion, heller ikke selv om de måske inderst inde gerne ville. Men fysisk inaktivitet behøver ikke at være en permanent tilstand, det er bare et spørgsmål om at finde den rette motivation, siger lektor ved Københavns Universitets Institut for Idræt, Laila Ottesen.

Hun har på vegne af Sundheds- og Indenrigsministeriet sammen med adjunkt Ole Skjerk og analyseinstituttet Epinion udarbejdet den første større danske analyse af de inaktive for at finde ud af, hvorfor de ikke dyrker motion og hvordan man kan motivere dem til at gøre det.

»Man kunne måske tro, at de inaktive udgjorde en samlet grå masse, men vi fandt tre markante grupper, som har vidt forskellige erfaringer og forudsætninger og som derfor skal motiveres på vidt forskellige måder,« siger Laila Ottesen om undersøgelsen fra 2006, som hun forleden fremlagde under den første forelæsning i en formidlingsrække på Institut for Idræt med titlen: »Gå i gang Danmark - hvorfor er det vigtigt at få gang i danskerne og hvordan kan vi få flere til at blive fysisk aktive«.

Forskerne fandt, at de 522 deltagere i interviewunderøgelsen kunne deles op i følgende tre grupper: De tidligere aktive, de ophængte og de motionsfremmede.

»Grupperne er meget forskellige fra hinanden, når det drejer sig om deres erfaringer med motion og deres kropsbevidsthed,« siger Laila Ottesen, der nævner de inaktives store blufærdighed som en af de store overraskelser ved undersøgelsen: »To tredjedele af de inaktive var meget blufærdige, både i forhold til at klæde om og tage bad, men også i forhold til at blive set af andre, mens de dyrker sport,« siger hun.

En anden overraskelse var, hvor meget barndommens gymnastiktimer og sportsudøvelse havde betydet for undersøgelsens deltagere:

»Det er markant, så meget folks tidlige erfaringer betyder for deres aktivitetsniveau senere i livet. Hvis man en gang har følt sig som en klumpedumpe i skolen, hænger det ved resten af livet og det giver en stor risiko for, at folk fravælger motionen af den grund,« siger hun.