Et heftigt møde mellem den tabubelagte dildo og den uskyldige Babushka-dukke skaber ny kunst: Dildushkaen har set dagens lys.
Af Anne Nyhus
Fredag 20. februar 2009
Sengebordsskuffens vibrerende brugsgenstand er flyttet ind i designverdenens blankpolerede univers.
En fusion mellem det uskyldige legetøj, Babushka-dukken, og det mere tabubelagte legetøj, dildoen, har ført til en helt ny genstand i dansk design: Dildushkaen.
Designeren bag den specielle brugsgenstand, Helle Grejsen Nissen, er studerende ved Danmarks Designskole. Hun fortæller, at idéen til Dildushkaen kom ved en tilfældighed:
”Jeg havde en Babushka-dukke derhjemme og overvejede at fusionere designet fra dukken med salt- og peberbøsser,” siger hun og fortsætter:
” Det syntes jeg dog var for kedeligt, så jeg forestillede mig Babushka-dukken i en mere langstrakt form og kunne med det samme se, at den dermed ville have et stort fallos-potentiale.”
På den måde opstod den lille porcelænsfigur med de mange modsatrettede associationer, forklarer hun.
Dildushkaen skal pynte
Dildushkaen, der er i porcelæn og som findes i fem forskellige størrelser, var fra designerens side tænkt som en humoristisk kommentar:
”Jeg ville lave en skæv kombination af børne- og voksenlegetøj, fordi gråzonerne mellem det ’pæne og det ’mindre pæne’ er interessant.”
Dildushkaen er oprindeligt tiltænkt en plads i vindueskarmen eller på kaminhylden. ”Men hvad folk bruger den til, det er op til dem selv,” siger Helle Grejsen Nissen.
Helle Grejsen Nissen udstiller sammen med 11 af sine medstuderende fra Danmarks Designskole i Norman Copenhagens lokaler på Østerbrogade 70 i København.
Udstillingen varer fra den 19. februar til den 28. februar.