California føles som en Ferrari. Den føles digital frem for analog. Den føles svimlende let og agil. Den føles anderledes end nogen anden bil, der fremstilles i dag. At sammenligne den med en Lambo eller en Audi R8 ville være som at sammenligne lynet med jord.
- Motor: V-8, 4.297 ccm med direkte indsprøjtning, placeret i front bag forakslen
- Ydelse: 460 hk/7.750 omdr.
- Maks. drejningsmoment: 485 Nm/5.000 omdr.
- Maks. omdrejninger: 8.000
- Acceleration 0-100 km/t: mindre end 4.0 sek.
- Tophastighed: 310 km/t
- Forbrug gennemsnit: 7,6 km/ltr.
- CO2-udledning gennemsnit: 305 gram/km
- Grøn ejerafgift: 9.480 kr. årligt
- Længde/bredde/højde: 456/190/130 cm
- Egenvægt: 1.735 kg
- Vægtfordeling: 47 pct. for/53 pct. bag
- Bagagerum: 340 liter med tag oppe, 240 liter med taget nede
- Tankkapacitet: 78 liter
- Pris i Danmark: 3,8 mio. kr.
Af Jeremy Clarkson
Tirsdag 06. oktober 2009
For ikke så længe siden opkaldte Ferrari en af sine biler efter den by, den fremstilles i. Og således fik vi en Ferrari Maranello. Nu har firmaet så bekendtgjort, at den nye begyndermodel vil få navnet Italia.
Det er nogle gode navne, men Ferrari er jo også så heldig, at grundlæggeren af firmaet har en sejt navn og havde hjemme i et sejt land, hvor selv tilråbene på fodboldstadion lyder som den rene poesi. Hvis du for eksempel siger »jeg nakker dig, dit Brøndby-svin!« på italiensk, så lyder det, som om du begræder din kjære fru moders alt for tidlige bortgang.
I Storbritannien kan vi ikke tillade os den luksus. Lad os et øjeblik forestille os, at grundlæggeren af Lotus havde benyttet sig af den samme praksis for navngivning som Ferrari. Ville du køre i en bil, der hed Chapman Norwich?
Nej. Det ville jeg heller ikke. Eller en Lyons Coventry. Eller en Henry East Midlands. Eller en Herbert Birmingham. Men på den anden side ville jeg nu heller ikke så gerne have en Gottlieb Stuttgart. For slet ikke at tale om en Adolf Wolfsburg.
Læs alle Clarksons klummer her
Af og til opkalder Ferrari en bil efter en af dem, der har været med til at designe den. For nylig havde vi således en Scaglietti, og det gør mig helt blød i knæene, men igen: den ville ikke gå her. For i så fald ville den seneste Range Rover hedde en Gerry. Og Aston Martins DB9 ville hedde Ian.
Men somme tider opkalder Ferrari også deres biler efter andre steder i verden. Vi havde en Superamerica og en Daytona, og nu har vi fået en California.
California er et glimrende navn. Andre steder i verden bliver bladene brune og himlen grå, men i Californien skinner solen altid. »You can check out any time you like, but you can never leave,« som Eagles synger. Jeg kan godt lide Californien. Jeg blev forlovet der.
Jeg forstår ikke, hvorfor flere bilfabrikkerne ikke bruger disse stemningsskabende stednavne, når de skal finde på navne til deres modeller. Ford gjorde det selvfølgelig med Cortina, men faktisk var den ikke rigtigt opkaldt efter skisportsstedet, men derimod efter en café på King’s Road i London.
Det er jo ellers ikke ligefrem, fordi der er mangel på gode navne. Jeg ville gerne køre rundt i en model London eller Vancouver. Jeg ville sågar køre en Calcutta eller en Buenos Aires. Jeg var lige ved at sige, at jeg også gerne ville køre i en Wellington, men selv om jeg holder meget af New Zealands hovedstad, så er det nu ikke tilfældet. Jeg ville heller ikke køre i en Nice.
Og hvis endelig en bil bliver opkaldt efter et berømt sted, er det altid skide Monte Carlo. Vi har set en Lancia Montecarlo, en Chevrolet Monte Carlo og en Ford Comète Monte Carlo, en Dodge Monaco og en Renault 5 Monaco. Hvorfor? Helt ærligt, hvorfor opkalde en bil efter en kedsommeligt, regntungt skattely fuld af prostituerede og våbenhandlere? Få nu fat i et atlas og lad os så få en Chevy Buttermere.