Da Sofie Willems og Joan Raun i eftersommeren fik at vide, at de var gået videre i en arkitektkonkurrence, spændte de hver sin fire-årige fast i en barnestol på bagsædet af deres fælles bil og kørte til Thy, hvor de havde lejet en hytte for weekenden.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Vi plaffer ikke hinandens idéer ned

Da Sofie Willems og Joan Raun i eftersommeren fik at vide, at de var gået videre i en arkitektkonkurrence, spændte de hver sin fire-årige fast i en barnestol på bagsædet af deres fælles bil og kørte til Thy, hvor de havde lejet en hytte for weekenden.

Den Danske Pavillon, EXPO 2008, i Zaragoza i Spanien blev besøgt af 900.000 mennesker i løbet af verdensudstillingen. Pavillonen fik tildelt verdensudstillingens sølvmedalje for bedste design og har ligeledes fået den spanske arkitekturpris, Premio Garcia Mercadal. (.)Spektrum Arkitekter har tidligere vundet en international konkurrence om et eksperimenterende, socialt boligbyggeri i Madrid. Lejlighederne får en så åben og fleksibel indretning, at man ved hjælp af enkle ændringer kan bo i den i alle livets faser fra ungdomsbolig til ældrebolig. (.)Den nye strandpromenade i Esbjerg bliver en kilometer lang. Her er vejr og landskaber tænkt ind med indbyggede sanseoplevelser. Strandpromenaden forventes bygget til foråret. www.spektrumarkitekter.dk (.)

Se også

• Strand + Hvass: Design er en livsstil

Spektrum lige nu

Spektrum Arkitekter arbejder med et forslag til en ny domkirkeplads i Ribe. Sammen med Kragh og Berglund er de et af seks arkitekt-teams, der har klaret sig igennem til prækvalifikationen ud af 39 deltagere fra Danmark, Norge, Tyskland og Holland.

Derudover har de travlt med at få et et internationalt, tværfagligt landskabs- og byudviklingslaboratorium op at stå med medlemmer fra Danmark, Belgien, Frankrig, Spanien, Mexico og Hong Kong.

26. februar 2010 åbner en udstilling om tegnestuens projekter i Akademisk Arkitektforening.

Arkitekternes baggrund
Joan Raun Nielsen, født 1977 i Danmark.
1996–97: Ecole d’Arts Plastique, Paris.
1998–99: Krabbesholm Højskole, linjefag arkitektur.
1999–2000: Medarbejder Etcetera Design, grafisk design firma.
2003: Studier i byplanlægning, Kumasi, Ghana med DHS, Kunstakademiets Arkitektskole.
2004-05: Medarbejder Gehl Architects.
2006: Medindehaver af Spektrum Arkitekter.
2007: Afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole.

 2009: 3-årigt arbejdslegat Statens Kunstfond.

 Sofie Paul Aamurusko Willems, født 1977 i Belgien.
1998-1999: Studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole, København.
2002-2005: Medarbejder Box 25 Arkitekter.
 2003: Studier i byplanlægning, Kumasi, Ghana, med DHS, Kunstakademiets Arkitektskole. 
2003: Volontør – teknisk rådgivning og undervisning i Tanga, Tanzania,(Danida).
Cand. Ark. fra Instituut Voor Architectuurwetenschappen – Henry van de Velde (Belgien).
 2006: Master Class Dordrecht: Building outside the dikes.
 Forum of results and implementations, Europan 8.
 2006: Medindehaver af Spektrum Arkitekter. 
2007: Glenn Murcutt Master Class Australien.
2009: 3-årigt arbejdslegat Statens Kunstfond.

Af Kirsten Sørrig
Mandag 15. februar 2010

De hyggede sig med børnene, legede og lavede mad over bål. Og de fotograferede og registrerede det vidtstrakte hede- og klitlandskab og diskuterede muligheder. Da de kørte hjem til deres familier igen, havde de haft en dejlig weekend og var nået et godt skridt videre med konkurrencen.

Se flere billeder i galleriet til højre.

»Sådan en weekend er fantastisk og heldigvis også ret typisk for, hvordan vi arbejder,« siger Joan Raun. »Det er vigtigt for os, at der er tid til både tegnestue og familie.« De to 32-årige kvinder bag Spektrum Arkitekter var i 2009 blandt den lille udvalgte skare af dygtige og kreative hoveder, der blev tildelt et tre-årigt arbejdslegat af Statens Kunstfond. Det har givet dem arbejdsro, mulighed for at deltage i de arkitektkonkurrencer, de vil – og for at holde fri i – om ikke alle – så dog en del weekender, en hidtil ukendt luksus for dem. 
»Arkitektkonkurrencer er spændende, men meget tidskrævende. Man arbejder meget for et lille beløb, ikke mindst i en tid med stor arbejdsløshed. At få arbejdslegatet gør os meget privilegerede, for det betyder, at vi kan handle lige så frit som før finanskrisen,« siger Sofie Willems.
 

Joan Raun og Sofie Willems grundlagde Spektrum Arkitekter i maj 2006 sammen med tre kolleger, der siden er gået andre veje. Tegnestuens unge alder til trods blev den både i 2006 og 2007 nomineret til Årets Unge Tegnestue af Akademisk Arkitektforening.

I deres korte levetid har de vundet flere prestigefulde konkurrencer, bl.a. konkurrencen om Den Danske Pavillon ved EXPO 2008 i Zaragoza i Spanien og konkurrencen Juan Portas 6 om et eksperimenterende, socialt boligbyggeri i Madrid. Den første konkurrence, de deltog i, var konkurrencen om den nye strandpromenade i Esbjerg, som de vandt sammen med deres tre første kolleger.

Sideløbende med etableringen af tegnestuen har de begge fået to børn, endda næsten samtidig og begge på tidspunkter, hvor der har været nok at se til. Da de tegnede Esbjerg Strandpromenade var babyerne med i lifter. Og da Den Danske Pavillon skulle indvies, var Sofie Willems med til den officielle åbningsceremoni med en to uger gammel baby på armen, mens Joan Raun var hjemme i Danmark, fordi hun havde termin.

»Det kunne se ud som om vi havde planlagt at få børn samtidig, men hvis det var tilfældet, ville vi nok have planlagt det lidt anderledes,« siger Joan Raun. »Men det har vist sig at være meget godt, for det har givet en god forståelse for hinanden og betydet, at vi hele tiden har kørt i samme spor.«

Efter EXPO 2008 var der så travlt på tegnestuen, at de kun holdt en ganske kort barselsorlov.»Det var heller ikke planlagt, men vi havde så mange opgaver og syntes det var så spændende, at vi slet ikke overvejede at lukke helt ned. Vi fandt også ud af, at det godt kunne lade sig gøre at tage babyerne med på tegnestuen og til møder ude i byen i ny og næ,« siger Sofie Willems.»I det hele taget er det en kæmpe fordel at være selvstændig, når man har små børn. Vi skal aldrig spørge om fri, forklare eller undskylde, men kan tværtimod hjælpe hinanden, også praktisk, med at få dagligdagen til at fungere. Vores børn går i samme institution, så vi kan hente for hinanden eller lokke vores mænd til at tage et ekstra hold med hjem. Vi ved jo, hvornår den anden har travlt og hvorfor.«

Selv om Sofie Willems og Joan Rauns kreative parløb er afvekslende har de faste rutiner for både travle og mindre travle perioder. I mindre travle perioder hedder arbejdsugen 37-40 timer, i travle perioder ofte det dobbelte. 

»Vi begynder hver dag med at aftale, hvem der står for hvad og følger så hinanden tæt. Vi har ikke en fast arbejdsfordeling. Det er ikke sådan, at den ene står for det administrative og den anden for det kreative. Vi er begge inde over alle opgaver hele tiden – vi kan slet ikke arbejde adskilt i mere end et par timer ad gangen,« siger Sofie Willems.

Når de begynder på et nyt projekt forsøger de at diskutere og researche sig frem til projektets særlige krav og forudsætninger. De laver en grundig analyse af kontekst, program og brugere: Hvad er særligt for netop dette sted? Hvad er opgavens modstande og potentialer? Er der glemte og gemte fortællinger, der kan trækkes frem og genfortælles?

»Vi vil altid gerne fortælle en historie gennem vores arkitektur,« siger Joan Raun. »Det kan være historisk, geologisk, biologisk eller sociologisk, hvor vi via arkitekturen puster liv i en ny iscenesættelse. Som for eksempel i Esbjerg, hvor vi inddrager Vesterhavets voldsomme kræfter. Der bliver placeret pæle, som reagerer på havets slid, og afslører flod og ebbe. Pæle, der fanger vinden og transformerer den om til fine melodiske toner. Pæle, der svajer i vinden og pæle til at klatre og lege på for at sætte menneskets dimensioner i forhold til naturens store vidder og voldsomme kræfter.«

 »I vores samarbejde har vi nogenlunde de samme målsætninger og kvalitetskrav til det gode projekt,« indskyder Sofie Willems. »Ingen af os stopper, før vi er tilfredse med resultatet. Vi er et par udholdende kvinder, der kæmper til sidste streg. Vi giver aldrig op, nogen af os! Vi kan regne med hinanden og ved, at den anden altid er der. Derfor stoler vi også 100 procent på hinanden. Jeg tror, vores samarbejde fungerer så godt, fordi vi efterhånden kender hinanden ud og ind.«

»Vi ved instinktivt, hvad den anden mener – det er slet ikke noget, vi tænker over. Men når vi arbejder sammen med andre, oplever vi ofte, at der skal mange flere forklaringer til, end hvis vi skal vende noget med hinanden,« siger Joan Raun.

 »Det betyder ikke, at vi ikke er glade for at arbejde sammen med andre, for det er vi,« siger Sofie Willems. »Ingen af os kunne trives i en lille lukket enhed, men det er bare samarbejde på en anden måde. Når det gælder vores samarbejde på tomandshånd, er vi begge bevidst om, at det, vi kan lave sammen, er mange gange bedre end det, vi kan hver for sig.«

De betegner deres fælles arbejdsform som spørgende og undersøgende fremfor diskuterende: »Vi kunne ikke drømme om at plaffe den andens idéer ned. Det er for øvrigt ikke et problem, der nogensinde opstår, for vi har fælles mål og uskrevne kriterier for, hvornår noget er godt, hvornår vi er på rette vej, og hvornår et projekt er færdigt,« siger Joan Raun og tilføjer:

»Vi arbejder ofte med projekter, hvor arbejdsprocessen strækker sig over længere tid. Det ligger i fagets natur, men også i vores ambitioner om at skabe en interagerende og oplevelsesrig arkitektur, der sætter sanser i spil og gør indtryk – og her opstår mange af idéerne først undervejs i processen, så der er ofte en indbygget langsommelighed.«

 At de kan arbejde hurtigt, men stadig leve op til egne idealer om at forsøge at integrere bygninger og landskab og genfortolke det tilsyneladende velkendte, har de bl.a. vist ved at vinde den 24timer lange arkitektur-battle, CPH Redux 2009, om Københavns bæredygtige fremtid sammen med arkitekterne Kira Snowman og Kristoffer Brems samt Esbensen Rådgivende Ingeniører.
 Sofie Willems og Joan Raun oplever det som en stor fordel, at de har meget til fælles: »Der ligger en sjælero i at have tegnestue med en, hvis livsomstændigheder minder om ens egne, og fordi vi ved, at vi altid kan regne med accept og forståelse fra den anden.«

Selv om de har mange lighedspunkter, lige fra at de er lige gamle, arkitektuddannede, iværksættere og ledere, har mænd, der støtter dem, jævnaldrende børn, bor fem minutter fra hinanden på Nørrebro og har fælles bil, så fremhæver de selv, at deres store force er, at de altid giver hinanden modspil:

»I virkeligheden skyldes det måske, at vi arbejder på tværs af nationaliteter, kommer fra en meget forskellig baggrund og faktisk skulle helt til Afrika for at møde hinanden,« siger Joan Raun.

Sofie Willems er oprindeligt fra Belgien og kom først til Danmark efter at have taget første del af den belgiske arkitektuddannelse. Hun læste to år på Kunstakademiets Arkitektskole i København, før hun tog sin afgangseksamen i Belgien og derefter flyttede sammen med sin danske mand i København.
»Der er stor forskel på den danske og belgiske arkitektuddannelse. I Belgien lægger man større vægt på det tekniske, mens man i Danmark fokuserer mere på det kreative og kunstneriske. Forskellen er en styrke, og vi bruger vores forskellige baggrund rigtig meget i vores samarbejde,« siger hun. Hendes internationale erfaring tæller også foreløbig fem arbejdsophold i afrikanske lande. En interesse og et engagement, hun har arvet efter sin far, der også er arkitekt og gennem mange år har være tilknyttet udviklingsprojekter i Tanzania.

Da Joan Raun og Sofie Willems mødte hinanden i 2004 arbejdede de begge på projekter om bæredygtighed og by-udvikling i Kumasi i Ghana. Det var her, de lærte den spørgende arbejdsform, som de siden har benyttet i deres samarbejde.

»Vi var helt konkret ude at spørge folk om deres liv, deres hverdag og ønsker for at kunne løse opgaverne, selv om det betød brud på den vedtagne måde at gøre tingene på. Den metode er stadig en rettesnor for os. Vi prøver at se det velkendte med nye øjne, prøver også i Danmark at gøre, som om vi er i en ny kultur for at finde nye måder at udnytte de eksisterende muligheder på,« siger Joan Raun. »Det betyder, at man ikke tager noget for givet, men ser muligheder og løsninger, man måske ellers ikke ville have fået øje på.«

 Mens de var i Ghana, så de faktisk ikke ret meget til hinanden. »Jeg kan huske, at jeg ærgrede mig over, at vi ikke havde arbejdet mere sammen, da projektet var forbi,« siger Joan Raun. Det samme gjorde Sofie Willems, og hun kontaktede derfor Joan Raun og spurgte, om hun ville være med i konkurrencen om strandpromenaden i Esbjerg. Dengang havde Sofie Willems fast job på en tegnestue, mens Joan Raun stadig var studerende.

Deres fælles tegnestue er blevet en livsform, der betyder, at de som regel arbejder sammen i tegnestuen fra 9 til 16 hver dag. Klokken 16 til 20 er de sammen med deres familier, og derefter arbejder de som regel et par timer igen om aftenen.

»Hvis vi ikke smutter over til hinanden, er vi i kontakt over nettet, så vi kan arbejde sammen også hjemmefra,« siger Joan Raun.
Selv om deres samarbejde er tæt, er de ikke afvisende over for at udvide tegnestuen med en håndfuld ansatte i løbet af en årrække. Men det er ikke et mål i sig selv. »Det vigtigste for os er at have valgfrihed og at opretholde et spændende og varieret liv,« siger Joan Raun.
»Det og så muligheden for at arbejde i Afrika ind imellem,« siger Sofie Willems, der tilbragte en del af sidste vinter i Tanzania med sin far, mand og to børn og stadig er parat til at tage af sted til nye projekter.
»Man får utrolig meget personligt ved at arbejde med udviklingsprojekter. Man får rystet alle vaneforestillinger og arbejdsmetoder op og set på dem med nye øjne. Det bruger jeg hver eneste dag. Derfor vil jeg gerne kunne tage af sted med jævne mellemrum.«
 »Det er helt okay med mig,« siger hendes makker. »Bare jeg kan komme med engang imellem.«