Fællesspisning, legekammerater dør om dør og tæt kontakt til vennerne stod på ønskesedlen, da fire vennepar i 2000 gik i gang med at udvikle rammerne for et bofællesskab. I dag opfylder den nybyggede Landsbyen i Humlebæk alle deres drømme.
Katrine Bjergved, 37 år, skolelærer på Nørrebro i København.
Steffen Bjergved, 34 år, programredaktør ved TV3.
Lucca, 7 år
Elliot, 4 år.
Bofællesskabet Landsbyen består af 28 beboelseshuse på enten 113, 122 eller 133 kvadratmeter og et fælleshus med industrikøkken og hobbyrum
Et hus koster ca. 3,5 millioner kr.
På grund af finanskrisen sprang en del familier fra i sidste øjeblik, og derfor er der p.t. otte ledige huse i Landsbyen i dag. Salget varetages af MT Højgaard. Der er fællesspisning tre gange om ugen. Hver familie skal lave mad en dag hver sjette uge
Diverse fællesarealer med bålplads, legeplads, køkkenhave og crossbane.
Det bliver forventet, at beboere i Landsbyen tager del i ordningen med fællesspisning, men derudover foregår al anden deltagelse i de sociale aktiviteter på 100 procent frivillig basis.
Af Majken S. Eliasen
Tirsdag 01. september 2009
Hvad gør vi, når vi engang bliver voksne og vil flytte ud af byen?
Nogenlunde sådan var ordlyden på den mail, der for ni år siden cirkulerede i Steffen og Katrine Bjergveds vennekreds.
På det tidspunkt boede det unge par i København og havde endnu ikke børn, men når den dag kom, var de opsat på at bosætte sig sammen med deres venner, så de kunne holde en tæt kontakt.
Se flere billeder i galleriet til højre....
For præcis et år siden kunne familien Bjergved så sammen med 20 andre familier endelig flytte ind i bofællesskabet Landsbyen i Humlebæk. Forud var gået otte års hårdt arbejde med at udarbejde konceptet, kæmpe om retten til byggegrunden og få husene tegnet, men nu var de endelig nået i land.
Læs også: Først må man tage stilling til 1.000 ting
Da Steffen og Katrine Bjergved sammen med de tre andre par, der var inititativtagere til projektet, første gang mødtes med arkitekt Klaus Lange, fik de stillet en opgave.
»Vi skulle først bevise, at vi som gruppe kunne finde ud af at finde alle de mennesker, der skulle købe husene. Dernæst skulle vi blive enige om, hvad vi ville med det her fællesskab og om rammerne for det. Arkitekten nedsatte en række præmisser, vi skulle opfylde, inden vi kunne gå i gang. Og han gjorde os opmærksom på, at det var en svær opgave, der ville komme til at tage mellem fem og ti år,« fortæller Katrine Bjergved.
I de otte år, der gik, fra mailen blev sendt rundt i vennekredsen, og til de 20 familier kunne flytte ind i bofællesskabet, gennemgik venneflokken en lang række prøvelser, hvoraf de hårdeste var overhovedet at få lov til at købe en grund og bygge på den.
Selv om arbejdsbyrden viste sig at være meget større, end de havde forestillet sig, har de dog ikke fortrudt, for bofællesskabet har vist sig at fungere netop på den måde, som de drømte om.
»Hverdagen er meget nem, når man kommer hjem og ikke har noget, man skal. Vi hygger os med børnene og går på stranden. Derefter går vi ned i fælleshuset og spiser, og så går vi hjem igen. Det er halvanden time om dagen, vi får foræret på den måde,« fortæller Steffen Bjergved.
»Så fællesspisningen gør helt klart det, vi havde håbet på, at den skulle gøre for os.«
Alle beboerne er børnefamilier, og idéen om bofællesskabet opstod netop med det mål at skabe de bedste rammer for en hverdag med børn. I øjeblikket bor der 20 voksne og 40 børn i Landsbyen.
»Som barn lærer man at være social, når man bor her. De skal lære at være flere sammen og samtidig kunne håndtere, hvis to og to går ind for at lege alene. Der er meget social opdragelse i at bo her,« siger Steffen Bjergved.
»Når man bor her, er alle sammen. Så er det ikke noget med, at der pludseligt er nogen, der ikke gider være venner,« supplerer Katrine Bjergved, der især kan se, at parrets syv-årige datter Lucca får meget ud af samværet med de andre børn i bofællesskabet.
Hver mandag aften mødes mændene i Landsbyen for at spille fodbold, mens nogle af kvinderne har en syklub. Og så er der et spise-udvalg og et ude-område-udvalg og et fælleshusudvalg. De sociale dimensioner er således ikke noget, der kun spiller en stor rolle i børnenes verden.
»For vi voksne er det også et meget socialt liv. Vi bor ved siden af nogle af vores ældste og bedste venner, og dem ser vi enormt meget, både i hverdagen, og når vi hygger os med et glas rødvin om fredagen,« fortæller Steffen Bjergved.
Selv om det ikke er et krav, lægger udformningen af Landsbyen op til, at beboerne skal have lyst til at engagere sig i fællesskabet.
»Vi har flere ting, vi er fælles med andre om, så vi bruger mere tid og krudt på at blive enig med hinanden om indkøb og regler, end man gør, hvis man bor i et almindeligt hus,« fortsætter han.
Alle store beslutninger bliver dog foretaget så demokratisk som muligt, og fællesskabet er altid valgfrit.
»Princippet er åben forhave og privat baghave. Det er et tilvalgs-fælleskab, her er ingen tvang.«
Se billedserie fra Landsbyen i galleriet øverst til højre ....
Læs også:
Først må man tage stilling til 1.000 ting