Museumsbygningen på Østerbro har fra på fredag kl. 10 eftersyn til sin auktion nummer 50, der finder sted 10., 11. og 12. oktober.
Af Elisabeth Lumby
Søndag 01. oktober 2006
Jubilæet markeres bl.a. ved, at auktionshuset præsenterer værker af 14 kunstnere, der har haft afgang fra Det kgl. Danske Kunstakademi i år.
»Museumsbygningen vil gerne være med til at slå på tromme for nye talenter. De værker, der kan ses på vores eftersyn, vidner om diversitet, mod og evner,« siger auktionshusets administrerende direktør Lars Johannesson.
Den unge kunst, der er vurderet fra et par tusinde til 18.000 kr., repræsenterer flere genrer, bl.a. en kinesisk skulptur, en stumtjener i træ og snoreflet af Maiken Bent til 12.000-15.000 kr.
I jubilæumsauktionens katalog over møbler, belysning og skulptur finder man en standerlampe, der falder ind under begge de sidste kategorier, nemlig Poul Henningsens med stel af bruneret messing og med rød/bronze skærmsæt, vurderet til 100.000-125.000 kr.
Der er mange fine keramiske værker af bl.a. Axel Salto, hvis frugtformede 34 cm høje vase med okseblodsglasur er vurderet til 100.000 kr.
Og så er der et større udvalg af keramikeren Svend Hammershøi, bror til maleren Vilhelm Hammershøi. Svend Hammershøi er især kendt for sin askegrå og sarte hvide glasur, men på den kommende auktion er der også vaser med turkis, lys bladgrønlig og turkis alkaliglasur til salg. De er vurderet til 8.000-15.000 kr.
Kataloget og tidplan for eftersyn og katalog kan ses på www.museumsbygning.dk