
Et af årets haveprojekter var byggeriet af mistbænken. Her hjalp Simon på knap to å til, da der skulle skrues og samles. ( Foto: Scanpix )
Havearbejdet ligger brak lige nu. Brug i stedet tiden til at tænke igennem, hvad du vil bruge den kommende sæson til, siger Boligens faste haveskribent, landskabsarkitekt Louise Axholm.
Af Louise Axholm
Mandag 06. februar 2012
Det er vinter, koldt og blæsende udenfor. Der er derfor ikke meget sjov ved at være i haven lige nu, så istedet bruger jeg tiden på at se tilbage på haveåret der gik: Hvad blev en succes, hvad mislykkedes, og hvad nåede jeg ikke at få gjort. Det er en god idé at tænke alt igennem lige nu, inden det nye haveår begynder. For mig er det en del af planlægningen og læringsprocessen i min have, der altid er under forandring. En proces, der aldrig hører op. Heldigvis!
Et af de første projekter i haveåret 2011 var vores mistbænk. Den har fungeret fint efter formålet, og jeg er blevet rigtig glad for den. Til gengæld tror jeg, at valget af drivhus-tomater var forkert. For det første fik jeg i min iver plantet for mange, så de stod alt for klemt. Desuden blev planterne så store, at de ikke rigtig fik mulighed for at udvikle sig ordentligt. Trods det voldsomme regnskyl i juli, druknede tomaterne ikke i vandmasserne, så det var en forbedring i forhold til forrige år. I år skal jeg bare finde nogle planter, der bliver knap så store og så eventuelt supplere med frilandstomater, for jeg elsker hjemmedyrkede tomater, så der skal være rigeligt af dem.
Følg også boligstoffet på Facebook
Forspiringen var en succes, men jeg startede for nogle af planternes vedkommende lidt for tidligt. Ærteplanterne nåede lynhurtigt at sno sig ind i vindueshasperne, og jeg kunne ikke gøre andet end at løsne dem forsigtigt, for det var stadigvæk for koldt udenfor. Jeg købte i fjor en frøblanding med otte forskellige ærtesorter. Det var utrolig lækkert, og der skal være mindst lige så mange i år, gerne flere. Bønnerne forspirede fint i vindueskarmen. Da både april og starten af maj var lun, snød det mig, og bønnerne kom derfor for tidligt i jorden.
I slutningen af maj havde vi 14 dage med kulde og blæst, det var de ikke glade for. Det forsinkede processen en del, men der var et fint udbytte alligevel. I år vil jeg dog forsøge at styre tålmodigheden og vente til juni, før bønnerne bliver plantet ud.
Tidligere har vi væltet os i courgetter, og der har aldrig været for mange, da vi ynder at spise dem, mens de er helt små og sprøde. De forspirede planter voksede fint i vindueskarmen, men vi var desværre for tilbageholdende med vandingen under etableringsfasen i juni, så i år fik vi ikke én eneste vellykket plante, ØV!
Læs også:
Haven lige nu: Gør haven smuk om vinteren
Haven lige nu: Blomster i krukkerne året rundt
Haven lige nu: Gør haven til et fugle-paradis
Den sparsomme vanding gik desværre også ud over salaten, så den var der heller ikke særlig meget af. Det kan godt være, at vandregningen var lav, men det var virkelig ikke det værd. Så i 2012 skal der helt sikkert vandes noget mere, med mindre vejret selv sørger for det.
Mit staudebed har været under etapevis udvikling, så det var efterhånden blevet lidt rodet at se på. Der var ikke længere system i højderne, så mange af de mindre stauder stod gemt bag de høje. Flere af de samme planter voksede flere forskellige steder i bedet, uden at det virkede hensigtsmæssigt. Det blev jeg træt af at se på, så en dag fik jeg flyttet rundt og omstruktureret hele bedet. Jeg er derfor meget spændt på at se, hvordan stauderne tager sig ud i det nye haveår. Forhåbentlig er der mere sammenhæng og elegance i kompositionen, og ellers kan jeg jo heldigvis fortsætte med at flytte rundt, til det hele falder på plads.
Rosenbedet fik tildelt alle geranierne. Flere af dem blev delt, hvilket var første gang jeg prøvede. Det er jeg også meget spændt på at se udfaldet af.
Hvad nåede jeg ikke i året, der gik? Hækken mod vejen er gammel og trænger til at blive fornyet, gerne med en tæt bøgehæk.
Mange af vores fliser ligger løst, og vi kunne i det hele taget godt tænke os en anden belægning. Støttemurene af kampesten er også begyndt at skride flere steder og bør reetableres. Vi vil også gerne have et hegn mod bagboen, så vi kan få lidt mere privatliv i haven. Det er alt sammen store og omfattende projekter, der ikke nødvendigvis bliver klaret i år. Men én lille ting håber jeg på at få gjort: I år skal der sås mange flere sommerblomster. Det er både nemt og utrolig yndigt.
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek