
Jasper Morrison har tegnet sofaen. Det lille næsehorn i skind er et arvestykke og fungerer som puf. Tæppet er fra Indien, ligsom rejsealteret i vindueshjørnet. »Bakkebordet har jeg fundet hos en marskandiser, mens stellet vistnok er Børge Mogensen,«, fortæller Thomas. 70er-kunstværket i højre vindueskarm er udført af kunstneren Gerda Thune Andersen, som er Thomas Ibsens reservemor. ( Foto: Lea Jessen )
Thomas Ibsen, fraskilt far til to, fotograf og møbel-agent, har lejet øverste etage ud i sit rummelige, funktionalistiske hjem, hvor der både er plads til design, kunst og mange husdyr.
Af Katrine Martensen-Larsen
Mandag 06. februar 2012
I haven vrimler det med børn fra vejen, fritgående høns, kaniner og katte – både levende og af jern. Og indendørs bugner det med fotokunst, mobiler, collager og kunstværker – nogle er hjemmelavede, andre af mere eller mindre kendte kunstnere.
Da Thomas Ibsen og hans daværende hustru i 2008 købte villaen i Gentofte, var det beliggenheden og de meget lyse store rum, de faldt for. I dag har Thomas lejet den øverste etage ud og bor nu i et »moderne kollektiv« med sin nye overbo.
Se flere billeder i galleriet til højre >>
»Vi deler dyr og køleskab og hænger ud, når det passer.« Jeg har kælderen og stueetagen, mens vi deler og passer haven sammen, og det er en ideel måde at bo på,« forklarer han.
Huset er fra 1952, og rummene er store, lyse og helt firkantede. Der er klare funktionalistiske referencer, bl.a. det flade tag og de store vinduespartier, der knækker hen over hjørnerne. Stuk er der intet af, til gengæld er husets radiatorer pakket elegant ind i håndsnedkererede skjulere (højst sandsynligt oprindelige). I spisekøkkenet pynter de fine små indmurede relieffer, hugget i marmor og efter sigende udført af maleren C. F. Willumsens hustru, Edith Willumsen. Trods den stramme funktionalisme har husets første ejere nok ikke været i stand til at slippe pynten helt.
»Det eneste, vi gjorde, da vi flyttede ind, var at male og ordne gulve, og så har jeg sat to ovenlysvinduer i direkte over bordet i spisestuen. Vi bejdsede de lidt kedelige hvidpigmenterede Unoform-køkkenfronter mørke, og så lavede jeg også et nyt badeværelse,« siger Thomas Ibsen.
Høns, kaniner og kat
I haven etablerede han en hønsegård, for der skal også være plads til de fem høns, kaninerne og katten, der holder børnene og alle deres skolekammerater med selskab om eftermiddagene. Hønsene forsyner desuden husholdningen med friske æg.
»Og så er det jo også en rar fornemmelse, at alle køkkenrester kan bruges som hønsefoder i stedet for blot at blive smidt ud,« pointerer Thomas.
Følg også boligstoffet på Facebook
Thomas Ibsen er uddannet fotograf og partner i fotostudiet Ibsen & Co på Christianshavn. I de sidste ti år har han arbejdet for mange udenlandske magasiner og fast for det ansete designmagasin, Wallpaper.
»Jeg blev booket til at lave en optagelse for dem i Danmark og så kørte tingene bare. Jeg blev en del af Tyler Brülès team (den canadisk fødte journalist, entreprenør og magasinudgiver, red.) og arbejdede meget i London og andre steder i verden.« Arbejdsopgaverne skiftede dog karakter, og Thomas gik fra at fotografere mode til at koncentrere sig mere om at fotografere interiør, design og møbler.
»Det lå nok i kortene, at jeg skulle denne vej, for formgivning har altid haft min store interesse. Min far var møbelmand og solgte blandt andet for Fritz Hansen, så jeg er vokset op i hjem med møbler tegnet af de store møbelmestre, og hvor designere og arkitekter kom og gik konstant.«
Drosler ned med fotoarbejdet
I forbindelse med opgaverne for store firmaer som Fritz Hansen, Gubi, B&O, Georg Jensen og Royal Copenhagen blev Thomas Ibsen da også så involveret i selve formgivningen og designet, at han sidste år besluttede sig for at drosle lidt ned på fotograferingen og i stedet koncentrere sig om de møbelagenturer, som han nærmest ved en tilfældighed havde fået ind ad bagdøren.
»Det begyndte, da jeg sammen med min eks-kone i 2009 åbnede Sings Tehus i Skindergade. Vi ledte efter nogle stole til gæsterne, som gerne måtte være en klassiker, men helst noget, som vi ikke havde set til bevidstløshed herhjemme.«
Egon Eiermanns SE68 stole
På en tur til Berlin faldt parret på en restuarant over Egon Eiermanns SE68 stole.
»Vi blev vildt begejstrede for både designet og siddekomforten. Men da vi kom tilbage til Danmark, kunne jeg ikke finde stolen noget sted, så tog jeg kontakt til den tyske producent Wilde+Spieth. Stolen er tegnet i 1951 og har et organisk udformet sæde og rygstykke i formpresset bejdset bøgetræsfiner, som holdes sammen med en gedigen stålkonstruktion.
Læs også:
Liebhaver: Ønskebolig på få kvadratmeter
Liebhaver: Det begyndte med fire Oxford-stole...
Liebhaver: Patriciervilla på den praktiske måde
Fredet villa venter på en kærlig hånd
»Det var en af de første stole i verden med denne kombination af materialer. Og på grund af dens sublime komfort er den blevet de europæiske symfoniorkestres foretrukne stol. Den har solgt i tusindvis af eksemplarer i resten af Europa, men til Danmark kom den sjovt nok ikke. Måske fordi vi i forvejen havde vores egen 7’er og Myren, men sikkert også fordi den er tysk,« siger Thomas, der fik lov at købe stolene og samtidig fik tilbudt agenturet for Skandinavien.
Interessen for møbler, design og kunst vidner indretningen af huset i Gentofte i høj grad om.
»Jeg undgår ting, der ikke er holdbare,« forklarer Thomas. »Alt, hvad jeg har, betyder noget for mig og har en historie. Meget er arvet, fundet på rejser eller noget, som jeg har byttet mig til. Men tingene behøver ikke at være kostbare. Jeg er for eksempel lige så glad for mit indiske rejsealter eller de to collager, som min far engang byttede sig til, som jeg er for min Wegner-reol eller min Ib Geertsen-mobile.«
Rummeligheden i Thomas Ibsens hjem fejler ikke noget, for der er højt til loftet i mere end én forstand. Får man ikke lukket terrassedøren efter sig, trisser hønsene ind, uden at husets ejer gør sig de store anstrengelser for at få dem ud igen. Og så snart sønnen August har fri for skole, skal der også lige være tid til at høre ham øve på trommerne, der har permanent ophold i spisestuen.
»Vi spiller også meget sammen. Efter at vi har spist middag om aftenen. tager vi tit lige 15-20 minutter, og det larmer helt vildt.« B
Læs mere om Thomas Ibsens møbel-agenturer her: pleasewaittobeseated.dk
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek